’Better Call Saul’ sæson 4: En blærerøvs radikale trumftog

’Better Call Saul’ sæson 4: En blærerøvs radikale trumftog
Giancarlo Esposito som Gustavo 'Gus' Fring og Jonathan Banks som Mike Ehrmantraut i 'Better Call Saul' sæson 4.
Foto: Nicole Wilder/AMC/Sony Pictures Television
5 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Vince Gilligan, Peter Gould

Medvirkende

Bob Odenkirk, Rhea Seehorn, Jonathan Banks, Patrick Fabian, Nacho Varga, Giancarlo Esposito

Spilletid

10 afsnit à 45 min.

Premiere

Den 7. august på Netflix

Det er egentlig underligt, at ’Better Call Saul’ er fængende som en suspensefilm, når der dybest set ikke sker alverden i serien.

Måske med undtagelse af sidste sæsons heksehyl af en retssalsepisode, hvor Jimmy McGill narrede brormand Chuck til at udstille hans mentale lidelse, er serien fattig på de højspændte afsnit, som ’Breaking Bad’ fyrede af i stimer.

Spinoff-serien har indsnævret sigtet: Det handler ikke så meget om narkokonger, fuskere og kræftdøende, som det handler om mennesker. Hvad de tænker og føler, og hvad de gør, når de vakler på kanten.

Det lyder måske nærigt sådan at frasortere afkappede hoveder på skildpadder og knuste korpusser under pengeautomater, men i praksis er det en magtdemonstration fra Vince Gilligan og Peter Gould, folkene bag ’Breaking Bad’ og ’Better Call Saul’. Det er en blærerøvs minimalistiske triumftog: Se, siger de, se, hvor lidt vi kan klare os med for at kapre dit blik.

Det kan de, fordi de fra scene til scene lægger alen til portrætterne af Jimmy McGill (senere kendt som Saul Goodman), advokatkæresten Kim Wexler, altmulig-lejesvenden Mike Ehrmantraut og de andre skæbner i Albuquerque. Scenerne udspringer af fintmærkende psykologiske analyser, der ikke er bedrevidende, snarere flydende og drevet af nysgerrighed.

Selvom kameraet nu har klæbet sig til McGill i broderparten af fire sæsoner, bliver hans handlinger ved med at overraske og sparke til logikken i klassisk karakterudvikling. Og ikke bare for at gøre det. Gilligan, Gould og det eminente ensemble formår at rokke ved det, vi troede, vi vidste om karaktererne, uden at portrættet slår sprækker – det vokser.

Deraf, tror jeg, spændingen: Det er umuligt at forudsige, hvad personerne på skærmen gør, men det, de gør, både overrumpler og føjer troværdigt nyt til forståelsen af dem.

‘Better Call Saul’ sæson 4. (Foto: Nicole Wilder/AMC/Sony Pictures Television)

Annonce

Jimmy McGill vakler mellem selvcentreret svindler og sympatisk underdog, men ligner et fuldtonet røvhul, da han nærmest håner advokatbossen Howard, efter han har taget skylden for Charles McGills selvmord – sidste sæsons cliffhanger. Senere ydmyger McGill et par godtroende salgschefer, der lige har ansat ham. Ligesom Kim for første gang i serien oplever at være rasende, så tårerne dirrer.

Det lader måske til at være i modstrid med deres væsen, men hurtigt forstår man, at det er præcis det modsatte.

Udover at skabe fremdrift i serien afslører det en beundringsværdig respekt for mennesker, også dem, der render rundt på skærme og lærreder. ’Better Call Saul’ minder os om, at mennesket er et socialt og biologisk mysterium, hvis handlinger ikke lader sig sætte på formel – og det gør den uden at ty til kunstfilmens bevidst uforløste flertydighed.

I fjerde sæsons første to afsnit gør Salamancas slagtilfælde, at narkoplottet spidser en anelse til, og Gustavo Fring vokser sig mægtigere med døde øjne og dæmonisk ordentlighed, men serien virker ikke interesseret i at styre McGills bane tættere på narkobaronernes. Salamanca og Fring slås på en sekundær scene, mens Ehrmantraut futter rundt i firmaet Madrigals haller.

Rhea Seehorn som Kim Wexler og Bob Odenkirk som Jimmy McGill. (Foto: Nicole Wilder/AMC/Sony Pictures Television)

Her i starten af fjerde sæson er Saul Goodman end ikke i sigte. Jimmy McGill er ikke en kulørt advokat for (andre) udskud, han er en forsmået bror, tørstig efter anerkendelse, en lumpen opportunist og en velmenende kæreste – en sammensat figur, der er god til at fælde de blåøjede, men har svært ved at få greb om sig selv.

Han er motoren i Gilligan og Goulds ret radikale projekt. Et projekt, der går ud på at ætse ’Breaking Bad’s feterede univers helt ned til knoglen af komplekst psykologisk drama.

Kommer de også til at gå for langt? Man fristes til at sige nej. For så overlegent er forfatternes greb om McGill og co., at man ved, de ikke mister det.


Kort sagt:
Vince Gilligan og Peter Gould indsnævrer sigtet yderligere i fjerde sæson af spinoff-serien ’Better Call Saul’ og lader konstant karakternes handlinger overrumple os uden at ofre troværdigheden. Tværtimod. Det er et udslag af respektindgydende håndværk, at en underspillet psykologisk dramaserie kan være så medrivende.

Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.

Læs også: Det hurtige overblik – det skal du streame i august

Annonce