Glem CGI-manien: Håndlavet action er Hollywoods hotteste ny-gamle trend

Glem CGI-manien: Håndlavet action er Hollywoods hotteste ny-gamle trend
'Mad Max: Fury Road'
Forandring fryder, men selvgjort er velgjort? Hollywoods mangeårige CGI-mani har givet effektforstoppelse på lærredet, og nu flyver en række blockbusterinstruktører og et styks frygtløs superstjerne flaget for håndbyggede kulisser og analog action. Det er tiltrængt.

En sværdsluger i et cirkus fører langsomt sit dødelige våben ned i svælget, mens publikum gisper, gyser og kæmper mod trangen til at se bort.

Nummeret giver sympati-svedige håndflader og et smittede adrenalinsus af lettelse, da performeren på noget nær mirakuløs vis slipper med liv og luftveje i behold og slutteligt bader i spotlyset og forsamlingens roser. Pyt så med, at resten af showet måske nok var lidt klovnet, for det er sværdslugeren, alle vil huske og tale om, når de lettede begiver sig hjem i seng.

I en ellers jævnt fesen blockbustersæson er Tom Cruise i ‘Mission: Impossible – Fallout’ det tætteste, Hollywood kommer på en sværdsluger: En af de ganske få, der er parat til at ofre eget blod, sved og tårer for at servere den mest virkelighedstro action kontraktuelt muligt, samtidig med at han sætter sommerens genrefæller Dwayne ‘The Rock’ Johnson (‘Skyscraber’), Jason Statham (‘The Meg’) og Paul Rudd (‘Ant-Man’) overlegent til vægs i en moden alder af 56.

Cruises dedikation til at udføre sine egne halsbrækkende stunts er lige så forbløffende, som den er værdsat af os, der tager imod hans vovemod med åben mund og polypper i mørket. For selvom skuespilleren er en ekstremssport-aficionado af natur, føler man sig jo nærmest lidt benovet: Tænk, at manden har lært at flyve en helikopter på seks uger/kører dødsræs på motorcykel uden hjelm/klamrer sig til et lettende jetfly for vores nydelses skyld.

Stjernernes pirrende dødelighed

’M:I’-franchisen var ikke nødvendigvis blevet ringere af, at en stuntmand var trådt i Cruises sted, men vores viden om, at det er verdens måske største filmstjerne, der gør arbejdet, føjer en håndgribelig, personlig dimension til filmene, der afføder både stærkt publikumsengagement og flere hypede medieoverskrifter, end nogen robotter eller aliens kan piske op ved at jævne CGI-kontinenter med jorden.

I ’Transformers’, ’Fast and the Furious’ og diverse superhelteeventyr på samlebånd går emotionel konsekvens alt for ofte fløjten, når først højhuse, rumfartøjer og dyre øser hvirvles rundt i den slags finalecoctails, der førhen ville have fået os til at tabe kæben i popcornsbægret, men som nu snarere luller sanserne i søvn, fordi vi har set det hele før ugen forinden.

‘Transformers: The Last Knight’ fra 2017.

Selv skelsættende effektfulde filmiske greb – a la Hitchocks notoriske dolly zoom i ’Vertigo’ – ender selvsagt som ufrivilligt morsomme klicheer, hvis de ivrigt skamrides, og gigantblockbusternes kaosaction i kønsløse pixels fremmaner et billede af, at de myreflittige CGI-magere sidder skulder om skulder på tværs af franchises og arbejder ud fra præcis samme fabriksskabeloner: Her er det obligatoriske money shot af en bil/fly/monster, der smadrer igennem en glasbygning i New York. Og herovre har vi skitsen til Eiffel-tårnet, der bliver forvandlet til et krater. Indsæt selv kæmpestjerner og asteroider.

Uagtet at hvert ’M:I’-stunt er metikuløst forberedt og overvåget, er faren immervæk stadig reel, og vi connecter med Cruise igennem påmindelsen om hans dødelighed, der slører grænserne mellem filmfantasi og virkelighed. Akkurat som publikum gjorde det for næsten 100 år siden med den rasende populære stumfilmsstjerne og stunt-daredevil Harold Lloyd, der mistede både en tommel- og pegefinger på settet (han fortsatte ufortrødent karrieren efterfølgende).

Annonce

Oscar hylder biljagter i Namibia

Efter et par buldrende årtier i CGI-matrixen løb den accelererende teknologimani løbsk i kølvandet på effektpioner James Camerons ’Avatar’ i 2008, en af de seneste film, som for alvor skabte overskrifter og publikumsinteresse via sine digitale effekter. Og da Peter Jacksons ‘The Hobbit’-trilogi vraltede ind i biograferne i et hysterisk high definition-format, der mest af alt fik billedet til at ligne en tv-avis, udtalte Aragon aka. Viggo Mortensen om sin tidligere instruktør, at »special effects-ånden er sluppet ud af lampen, og den har slået kløerne i ham«.

Ikke overraskende har der indfundet sig en greenscreen-mæthed i visse kredse af Hollywood, hvor selv blockbusterinstruktører sætter tømrere, mekanikere og dukkeførere i sving som supplement til skærmgenierne. Inden premieren på ’Jurassic World’ i 2015 pralede instruktør Colin Trevorrow med, at filmholdet havde konstrueret parkens port i virkeligheden – træ og jern, folkens – og at filmen indeholdt en håndbygget robotdino, akkurat som i originalen (at selvsamme robot, en langhals, skulle ende sine dage som føde for filmens CGI-uhyre af en genmodificeret superdino var nærmest tragikomisk).

Tom Cruise i ‘Mission: Impossible – Fallout’.

J.J. Abrams’ ‘Star Wars: The Force Awakens’ fulgte trop med en række klassisk konstruerede kulisser, der fik både anmeldere, fans og Mark Hamill til at lovprise filmens stoflighed, og selvom Ron Howards ‘Solo’ delte vandene, lagde den sig æstetisk tæt op ad forbilledernes sansemættede universer.

Instruktør George Millers flirt med den analoge stoflighed og forsikringsmæssige risici gav imidlertid kollegerne baghjul, da han sendte skramlende bilkaravaner – og et styks ildspyende guitar – på tur i den namibiske ørken i ’Mad Max: Fury Road’. De håndlavede kulisser gav filmen et snavset lag af brutal realisme, der høstede både kritikerroser på kvalitetskontoen og ikke færre end 10 Oscar-nomineringer, deriblandt for bedste film (’Fury Road’ vandt fire). En iøjefaldende bedrift for en rendyrket actionfilm, der gav genren et vink med en vognstang om, at tiden havde overhalet na’vi’ernes rent digitale discible.

Eller måske var gået baglæns.

Rigtige, knirkende kulisser er lig kvalitet, og kvalitet skal tilsyneladende helst ligne de gode gamle dage så meget som muligt. ’Fury Road’, J.J. Abrams ’Star Wars: The Force Awakens’ og Ron Howards ’Han Solo’ lefler for publikums nostalgiske 70’er- og 80’er-længsler og barndomsminder fra landet for længe siden, inden CGI gjorde alt muligt, snarere end at de repræsenterer en egentlig nytænkning af håndværket ud fra vor tids popkulturelle rammer.

De noble håndværksintentioner, der skal formidle til os seere, at her er en tålmodig filmskaber, der tager mainstreamkunsten et værktøjssæt mere seriøst end gennemsnittet, har da også deres naturlige begrænsninger, når rummet skal erobres og dystopiske ørkenstorme kreeres i et glas vand – analogomtalen til trods var det eksempelvis kun 400 ud af ’Fury Roads’ 2.400 skud, der ikke benyttede sig af CGI.

‘Avatar’ fra 2009.

Men det gør ikke tendensen mindre velkommen som krydderi til superfranchisenes uendelighedskrige. James Cameron og hans ligesindede vil give os sanselige filmoplevelser af at kunne mærke blå dyr og dragers svingende haler svirpe os i ansigterne i knivskarp 3D, men illusionerne fungerer nogle gange bedst, når publikum kan se tryllekunstneren, der udfører tricket, fordi vi dermed nemmere køber, at der også er noget på spil for ham.

»Hver gang du lægger mærke til, at noget er CGI, minder det dig om, at du sidder i en biograf«, udtalte Christopher Nolan til Wired ved premieren på ‘The Dark Knight’. »Det er også derfor, de mest interessante superhelte er dem, der ikke har superkræfter«, slog instruktøren fast.

Hvor dygtige hærene af CGI-skabere end er (og de er utrolige), kan deres hæsblæsende set-pieces langt fra automatisk matche den menneskelige karisma i manegen, ej heller kan de replikere ens fornemmelse af at kunne lugte udstødningsrøgen fra Furiosas truck, eller at Millennium Falcon (i parkeret tilstand) er et reelt fysisk objekt med bulet skrog og gamle møtrikker.

Den er dén nyligt genoplivede materialesensibilitet, ‘Avatar 2’ meget vel vil blive målt imod, når den langt om længe får premiere i 2020 i et festfyrværkeri af fremtids-CGI. Det kan hænde, at tiden allerede da er en anden, men i sommeren 2018 er det svært at forestille sig, at 10 blå creatures kan hamle op med én Cruise.

Læs også: Nærdødsoplevelse og svimlende base climbing: Tom Cruises vildeste ‘Mission: Impossible’-stunts – rangeret