Mia Lyhne om sin mest ubehagelige oplevelse på ’Klovn’-settet: »Så tarveligt!«

Mia Lyhne om sin mest ubehagelige oplevelse på ’Klovn’-settet: »Så tarveligt!«
Mia Lyhne i den aktuelle, syvende sæson 'Klovn'.

Da Casper Christensen og Frank Hvam forleden lagde vejen forbi Copenhagen TV Festival til et større interview om den relancerede ’Klovn’, havde vært Jacob Riising indhentet video-kommentarer fra flere af de centrale personer omkring seriens succes.

Heriblandt Mia Lyhne, der med suveræn komisk timing spiller Franks hårdt prøvede kone Mia.

Og lad med det samme være sagt, at Lyhne udtrykte sin store kærlighed til samarbejdet med Casper Christensen og Frank Hvam. »Jeg bliver aldrig træt af at spille med dem«, slog hun fast.

Samtidig røbede hun dog også, at det ikke altid har været fryd og gammen for hende at lægge krop til komikernes grænseoverskridende påfund. Og en af de værste oplevelser, fortæller hun, var en scene i første afsnit i sæson 6, ’Guffeliguf’ fra 2009.

I afsnittet har Frank med hjælp fra Pivert købt et videokamera i Elgiganten. Dagen efter har Mia og Frank »pjække-hygge-dag«, hvor de skal overraske hinanden. Mia beslutter sig for at filme sig selv, mens hun onanerer, hvilket hun fortæller Frank, da de afhøres på politistationen (lang historie). I mellemtiden har Frank imidlertid leveret kameraet tilbage i Elgiganten, fordi ekspedienten havde glemt at spørge, om han var PC- eller Mac-mand.

Frank spæner tilbage i butikken, hvor han finder kameraet og ser videoen, hvor Mia ligger i sengen 21. maj klokken 19.30, hvilket renser hende for mistanke (som sagt: lang historie). Frank viser videoen for alle de implicerede på politistationen. Politiet tilbageholder kameraet som bevismateriale. Frank er glad, Mia flov, mens politimændene skriger af grin, øjeblikket efter de har lukket døren bag sig.

Frank og den halve politistation ser Mia Lyhne onanere i sæson 6-afsnittet ‘Guffeliguf’.

»Og det havde jeg jo læst og syntes ikke, det var så sjovt at læse, men… det er jo det sædvanlige det her«, fortæller Mia Lyhne i videoen under Copenhagen TV Festival.

»Så skulle vi lave den, og jeg havde lidt ondt i maven over… Nu bliver det onsdag, og vi skal lave det her. Og Mikkel (Nørgaard, red.), instruktøren, som har været virkelig god til at lade os… han har i virkeligheden slet ikke instrueret særligt meget, vi har fået lov til rigtigt meget selv. Men han sagde, nu skal vi lave den her scene, og for at passe på dig foreslår jeg, at jeg sætter kameraet her, og så går vi alle sammen ud af rummet. Og så starter du det bare selv«.

»Jeg fik ingen instruktion, og jeg sad alene inde i soveværelset med det der kamera, og så vidste jeg jo, at de sad nede i stuen og kiggede med på monitoren… Så tarveligt!«

Efter anekdoten understreger Mia Lyhne, der er uddannet fra teaterskolen, at hun elsker seriens pinligheder, som hun også selv har været med til at finde på undervejs. Til gengæld er der en anden omstændighed, som hun stadig ikke helt har tilgivet sine to kolleger for: Hendes navn.

»Fra starten af har det været sådan, at de er komikere, og jeg er skuespiller. Og det har clashet nogle gange«, fortæller hun.

»Da vi startede, snakkede vi om, hvad skal hun så hedde, den her kone. Jeg synes, jeg kom med mange gode bud, altså Gitte og Helle og Lone og sådan nogle almindelige danske navne. Og de syntes bare, hun skulle hedde Mia, fordi det var nemmest. Og jeg kan huske, jeg tænkte: ’Jeg skal jo spille en figur, jeg skal jo ikke hedde det samme som mig selv’«.

Frank Hvam og Casper Christensen blev interviewet af Jacob Riising ved årets Copenhagen TV Festival. (Foto: Ernst Tobisch / Copenhagen TV Festival)

Casper og Frank fik dog deres vilje.

»Jeg fik lov til meget, men der er ting, jeg ikke fik lov til. Og det forstod jeg aldrig. Jeg syntes, det var helt åndssvagt, at jeg skulle hedde Mia. Det synes jeg stadigvæk«.

Og faktisk benyttede Frank Hvam lejligheden til at beklage makkerparrets stædighed.

»Havde vi startet forfra i dag med den viden, vi har, er det ikke sikkert, vi ville være så forhippede på, at Mia skulle hedde Mia«, sagde han under den muntre samtale i Tivoli Congress Center.

»Men vi var besatte af, at det skulle være så realistisk som muligt, og at alle skulle føle, at de stod på mål for deres egen karakter og eget navn. For det gjorde Casper og jeg. Og så er det jo rigtigt nok, at Mia spiller et menneske, som hun ikke er privat. Og som sådan gjorde vi en lille smule vold på hende, og det vil vi gerne sige undskyld for. Fordi… Det har da givet hende nogle private problemer indimellem!«.

Læs også: Ét billede i det nye ‘Klovn’ var for grov kost til TV 2

Læs også: Anmeldelse af det nye afsnit ‘Klovn’ – ‘Slikræven’ kan måle sig med de bedste gennem tiden

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af