Otte danske perler, du skal se på stor kortfilmfestival i Odense

Otte danske perler, du skal se på stor kortfilmfestival i Odense
Pernille Andersen og Thure Lindhardt i Laurits Munch-Petersens ’Delfinen’.
Odense International Film Festival (OFF), en af Europas førende kortfilmfestivaler, løber af stablen den 27. august til den 2. september. Vi vejleder blandt de mange stærke danske bidrag, der tæller en instruktørdebut fra Marijana Jankovic, en mulig Oscar-kandidat og en række nye skud fra Danmarks sitrende talentmasse.

Selena Marsenic i ‘Maja’.

1. ’Maja’

Foran kameraet kender vi Marijana Jankovic fra ’Norskov’, ’Qeda’ og den Oscar-vindende kortfilm ’Helium’. Nu springer den serbiskfødte skuespiller ud som lysende instruktørtalent med en velfortalt og rørende kortfilm om en serbisk piges møde med en ny kultur og den danske børnehave.

Jankovic spiller selv med i filmen, der også byder på herligt akavet clinch mellem Dejan Cukic som opofrende serbisk farmand og Jesper Christensen i rollen som den opgivende børnehavepædagog. Filmen bliver vist i festivalens danske konkurrence og har derudover scoret sig en indstilling til filmbranchens Robert-pris.


Christian Mollerup, Anna Sophie Lübeck, Janick Pihl Nielsen og Marie L. Jensen i ‘Weltschmerz’.

2. ’Weltschmerz’

For første gang i år er festivalens dokumentarkonkurrence blevet Oscar-kvalificerende på lige fod med de andre konkurrenceprogrammer.

Blandt kategoriens stærkeste og mest bemærkelsesværdige danske bud finder vi Jesper Dalgaards stiliserede og filosofiske afgangsfilm ’Weltschmerz’ om en blind kvinde, der får hjælp af af en usædvanlig venneflok til at bearbejde sine kærestesorger på teaterscenen.

Sidste år scorede Dalgaard en Robert for ’Weltschmerz’, mens hans lige så stiliserede ’Übermensch’ vandt årets dokumentarkonkurrence på OFF. Den danske filmverden har altså allerede fået øjnene op for instruktøren, der synes at have fundet vejen op fra den danske realismes overfyldte køkkenvask.


Troels Lyby i ‘En værdig mand’.

3. ’En værdig mand’

Instruktør Kristian Håskjold satte sidste år sit navn på verdenskortet med det intense breakup-portræt ’Forever Now’, der gik sin sejrsgang på internationale festivaler og også fik rosende ord her fra siden med på vejen.

Nu er Super16-instruktøren tilbage med kortfilmen ’En værdig mand’, hvor Troels Lyby spiller hovedrollen som den grå, ensomme bager og familiefar, hvis store ambition er at blive ’ugens joker’ i et natligt quizprogram.

Håskjold viser igen sit skarpe blik for troværdige portrætter i en kort og klar fortælling, der er mere end en konkurrenceplads værdig.


Marcus Gad Johansen og Michelle Bjørn-Andersen i ‘Nerd Cave’.

4. ’Nerd Cave’

Strømmen forsvinder, skærmen går i sort, og den dedikerede gamer må modvilligt begive sig ud i dagslyset. Her møder han sin mor, der forsigtigt fisker efter at genetablere forbindelsen til sin spilleglade søn.

Mads Reuther, der er bedst kendt for sine roller i ’Kollektivet’, ’I blodet’ og ’Perfekte steder’, er sluppet ganske heldigt fra sin debut bag kameraet. Med ’Nerd Cave’ leverer han et originalt take på hverdagen, stramt fortalt med en helt igennem herlig Michelle Bjørn-Andersen som den listige mor, der ved lige, hvor hun skal trykke og dreje.

Det synes de tilsyneladende også i Robert-komiteen, hvor filmen er shortlistet til en nominering.


Maria Winther Nørgaard i ‘Akvarieklubben’.

5. ’Akvarieklubben’

Peter Ahlén har vist en ting for klubber.

Mens en lurvet sexklub spillede en central rolle i Ekko Shortlist-hittet ’Mørke rum’, fremmaler instruktøren i ’Akvarieklubben’ en dystopisk fremtidsvision, hvor hemmelige temaklubber danner selve rammen for menneskehedens ensformige, underjordiske eksistens. Ligesom i forgængeren er det her, mellem klubrummets fire vægge, at lyssky affærer finder sted og sætter tilværelsen over styr.

Maria Winther Nørgaard spiller intenst og rørende i hovedrollen som den unge Carla, der har svært ved at indordne sig regelsættet i Ahléns fascinerende, betontunge klubunivers. Der er derfor, trods truende inkonsekvenser i plottet, god grund til, at ’Akvarieklubben’ har gjort sig bemærket og har fundet sin plads i festivalens hovedkonkurrence.


Kristian Halken i ‘Fodbolddommeren’.

6. ’Fodbolddommeren’

18Frames-dimittenden Jesper Quistgaard, der står bag kortfilm som ’Sværvægter’ og ’Ødeland’, kan godt selv betegnes som lidt af en sværvægter på den fynske filmfestival. Med ’Fodbolddommeren’ er det intet mindre end sjette gang, at OFF programsætter hjemegnsinstruktøren, der tilbage i 2010 blev kåret til årets talent på Odense Filmværksted.

Kristian Halken er stjernen i filmen om den hidsige dommer, som, efter mange ensomme aftener foran flimmerkassen, gør det til sin mission at råde bod på det omsorgssvigt, han ser udspille sig på den anden side af gaden.

Over for ham spilles en alkoholiseret nabofar af en hærdet Rudi Könhke, som efterhånden er blevet fast inventar i en Quistgaard-film. Det bliver spændende at se, hvad de to sammen kan bedrive, hvis de – som Quistgaards stil synes at tilstræbe – snart får lov til at boltre sig i et større format.


‘Home Grown’.

7. ’Home Grown’

Darya blev som lille evakueret fra en atomulykke og vender først som tolvårig tilbage til sin hjemby for at genfinde sin far. Alt er forandret: Naturen har gjort sit vilde, grønne indtog, og dyrelivet er flyttet ind på alle de tomme steder, som menneskene efterlod. Da Darya endelig finder sin far, har også han forandret sig en del. Darya må derfor selv være omstillingsparat og se en ny virkelighed i øjnene.

En klassisk fortælling er pakket ind i et klædeligt dystert univers i William Reynish’ lille animationsperle, der er produceret af Lina Flint fra det unge produktionsselskab Spring på Nordisk Film. Både Flint og Reynish var tilknyttet ’Den Skyldige’, og ligesom i Gustav Möllers genrehit synes det lille dystopiske eventyr præget af en iver efter at fortælle gode genrehistorier på nye måder.


Pernille Andersen og Thure Lindhardt i ’Delfinen’.

8. ’Delfinen’

Robert er syv år og er ikke færdig med sit svømmekursus Delfinen. Hans mor har taget alle hans svømmeting med og henter ham – for nu skal de til vandet. Far ringer godt nok igen og igen, men ingen tager telefonen. Mor og Robert har for travlt med at indhente det forsømte til at tage sig af omverdenen.

Der er skruet op for både violiner og følelser i Laurits Munch-Petersens ’Delfinen’, som også findes på listen over Robert-indstillede kortfilm. Tematisk læner historien, der er produceret af kortfilmskongen Kim Magnusson, sig op ad Anders Walters Oscar-vindende ’Helium’ fra 2013. Tanken melder sig derfor uvægerligt, om Magnusson, der har hevet hele to statuetter og fire nomineringer hjem fra akademiet i Los Angeles, formår at spinde guld en tredje gang?

Læs også:  Den hyldede danske kortfilm ’Forever Now’ viser kærestebruddet smukt, sårbart og på MDMA – se den her

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold