Sacha Baron Cohen er ude af takt med tiden, for the lulz

Sacha Baron Cohen er ude af takt med tiden, for the lulz
Sacha Baron Cohen.
Foto: Charley Gallay/Getty Images
Sacha Baron Cohens kærlighedsløse komik i det HBO Nordic-aktuelle ’Who Is America?’ går fejl af tidsånden. For vel er det sjovt, men er det også sandt?
Sacha Baron Cohen er ude af takt med tiden, for the lulz
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. Så står han saftsuseme dér, en granvoksen højreforskruet amerikaner i øm forklædning som 15-årig mexicansk Quinceañera-prinsesse: lyserød glitterkjole, diadem, yndig makeup, et genert smil og en plastikvagina spændt om livet, mens et skilt uden for festteltet sender løfter om »Free drugs! Young girls! Free pussy!«. Hvorfor i alverden? Kampen mod mexicanske indvandrere, derfor selvfølgelig!

Det hele er et setup arrangeret af den britiske provo-satiriker Sacha Baron Cohen i forklædning som den israelske antiterrorspecialist og Mossad-agent, Oberst Erran Morad, der på utroligste vis har overbevist et par amerikanske racister om, at det er måden, man lokker de fæle mexicanske undermennesker i fælden: Hold en fest med gratis sprut og unge piger, og når voldtægtsforbryderne så tropper op og befamler teenageren, bam, så bliver det hele filmet af den anden racist, der gemmer sig med et kamera inde i en kæmpe-pinata.

Sacha Baron Cohen er selv mariachi-spiller i sin falske Quinceañera, der får besøg af politiet.

Det går selvfølgelig ikke helt efter planen, strømerne kommer anstigende, og ’Who Is America?’, som Baron Cohens HBO Nordic-aktuelle serie hedder, klipper hurtigt videre. Selvom man da egentlig gerne ville have set, hvordan ofrene reagerer, når de finder ud af, at de er blevet taget groft ved næsen og ydmyget på landsdækkende tv.

Det er sjovt. Selvfølgelig er det sjovt. Hvordan kan man ikke grine af en så bizar situation? Man tror ikke sine egne øjne. De er helt bogstaveligt dummere, end politiet tillader.

Men når latteren forstummer, er det tomheden, der runger. Det er sjovt, fordi det er sandt, siger Homer Simpson som bekendt, og ’Who Is America?’ er sjovt. Men er det sandt?

Teflon-Trump

I programmet går Baron Cohen undercover med en hel række forskellige aliasser for at udstille USA’s grimmeste og åndssvageste sider. Især de xenofobiske Trump-vælgere får med grovfilen, som når komikeren som »den selvhadende hvide mand« Nira Cain-N’Degeocello indkalder til borgermøde i den lille by Kingman i Arizona for at fortælle om et byggeri, der vil bringe guld og grønne skove til byen. Projektet, viser det sig, er en gigantisk moské. Modtagelsen er lunken for at sige det mildt.

Den skinhellige venstrefløj går dog heller ikke ram forbi, som med ovennævnte Cain-N’Degeocello, hvis blåøjede, studentikose idioti udstilles, når han battle-rapper et sort Atlanta-undergrunds-crowd med NPR-trøjen blotlagt under tweed-blazeren.

’Who Is America?’ har allerede fået konsekvenser. Kingman har godt nok anklaget programmet for manipulation, men vil samtidig tage et nærmere kig på nye mangfoldighedsinitiativer. Og Georgia-lokalpolitikeren Jason Spencer, som førnævnte Erran Morad fik til at smide bukserne og råbe alverdens ukvemsord i terrorbekæmpelsens navn, sagde sit folkevalgte embede op. Humor med direkte aftryk på samfundet: Hvad mere kan man ønske sig?

Annonce

Gotcha-humor

Der har været skrevet meget om, at satiren har svære kår i en Trump-tidsalder. Når det demokratiske system er blevet en joke i sig selv, når en reality-celeb er blevet verdens mægtigste mand, blegner al magtsatire til sammenligning. Under George W. Bush fejrede Jon Stewart kronede dage med beslægtede kneb – hoax-interviews med intetanende meningsdannere – men her havde man stadig en grundlæggende fornemmelse af, at fakta betød noget, at det gav mening at afdække løgnene. På Teflon-præsidenten preller al kritik af.

USA har aldrig været mere splittet, siges det, og det er måske derfor, man sidder tilbage med en underlig fornemmelse i maven, når man har tørret sit smørede grin af efter ’Who Is America?’s diverse sketches. Trump er kommet til magten ved at grave grøfter og ved at underminere sandheden. Er komikkens bedste modsvar at grave grøfter og underminere sandheden?

Sacha Baron Cohen svindler og bedrager for at lave sine korte indslag, som det er meget svært at vurdere, hvad der er gået forud for. Hvor meget manipulerer han? Hvor hårdt klippes gæsterne op?

Man kan indvende, at sandhed og brobygning er fint, det er bare ikke humorens domæne. Men samfundssatire skal sætte fingeren på det ømme punkt, og Sacha Baron Cohen sætter mest af alt fingeren på det oplagte punkt. Han bekræfter vores forestillinger om, at alt right-fløjen er uden for pædagogisk rækkevidde og tilbyder ingen alternativer, ingen illusioner om forståelse. Det er lattervækkende, men det er også lavet uden kærlighed til de mennesker, han placerer i skafottet.

‘Atlanta’.

Jeg tror, der er en grund til, at det mest omtalte humororienterede fænomen de seneste måneder har været Hannah Gadsbys ’Nanette’, hvor hun taler om standup-genrens begrænsninger og i stedet hengiver sig til en ærlighed, der er sjældent set på comedy-scenen. Ved at vægte autenticitet over punchlines har hun ramt noget i tiden. Når serier som ‘Atlanta’ og ‘Girls’ slår igennem, er det også gennem en uforudsigelig kombination af selvironi, spidende satire og lige så spidende alvor. Og da John Oliver overtog førertrøjen fra ’The Daily Show’ med sit ’Last Week Tonight’, kunne det måske tilskrives en tilsvarende insisteren på at gå i dybden og angribe de svære emner journalistisk og seriøst. Samtidig med at det er sjovt.

Til sammenligning er ’Who Is America?’ båret af en overfladisk gotcha-metode, hvor det ikke er så vigtigt, om ofrene faktisk mener, hvad de siger, bare de siger det. Det er satirens svar på en stealth-mission, hurtigt ind, hurtigt ud, du er død. Der var mere beundringsværdig stamina i komikerens ’Borat’ og ’Brüno’, hvis lange formater samtidig betød, at empatien var nødt til at komme i spil.

Humoren skal for alt i verden ikke være pæn og politisk korrekt. Herhjemme er ’Den Korte Radioavis’ og Jonatan Spangs ’Tæt på sandheden’ gode eksempler på, hvordan komik kan og skal træde folk over tæerne. Men humoren skal heller ikke være letkøbt. Slet ikke i dag. Den nihilistiske, uforsonlige for the lulz-mentalitet, der er understrømmen i ’Who Is America?’, var noget af det, der banede vejen for Trump i første omgang.

»When they go low, we go high«, sagde Michelle Obama i sin nyklassiske tale. Sacha Baron Cohen sætter barren for lavt.

Læs også: Anmeldelse af ‘Who Is America?’