Sacha Baron Cohens interview med Sarah Palin ryger måske ud af ’Who Is America?’

Sacha Baron Cohens interview med Sarah Palin ryger måske ud af ’Who Is America?’

Sacha Baron Cohens satireserie ’Who Is America?’, hvori den britiske komiker under forskellige alteregoer interviewer intetanende amerikanske politikere, har fået massiv omtale siden dens premiere. Allerede inden premieren kritiserede Sarah Palin, der var blevet interviewet af Cohen, programmet via et Facebook-opslag.

Palin, der er tidligere vicepræsidentkandidat og guvernør i Alaska, beskyldte Baron Cohen for at udgive sig for at være handicappet krigsveteran med »falsk kørestol og det hele« og kaldte ham »respektløs« og »pervers«. Showtime, der producerer serien, har efterfølgende udmeldt, at Baron Cohen aldrig direkte udgav sig for at være veteran, at han ikke bar noget militærudstyr, og at han ikke sad i kørestol.

Nu lader det dog til, at interviewet måske slet ikke bliver vist, og at vi derfor aldrig får svar på Palins anklager. Det er Gary Levine, der er programchef hos Showtime, som antyder, at interviewet kan blive klippet ud. »Alt jeg kan sige om dét er, at adskillige mennesker har kastet sig ud foran busser, der ikke nødvendigvis kørte i deres retning«, siger han kryptisk adspurgt til interviewet.

Levine uddyber dog en smule og siger, at Baron Cohen har en »enormt høj standard«, og at han »konstant forsøger at forbedre« programmet og derfor kunne finde på at klippe det ud. Baron Cohen viser endda hvert afsnit til et publikum, så han kan få reaktioner og feedback, inden det endelige produkt bliver sendt på tv.

Noget kunne dog tyde på, at Palin-interviewet ikke er blevet så sjovt eller udstillende, som komikeren havde håbet på.

Læs også: Sacha Baron Cohen er ude af takt med tiden, for the lulz

Annonce