Hold op en isnende slutning.
Uanset om man hørte til dem, der allerede efter 10 minutter i første afsnit havde gættet, at den uregerlige Amma var den venindemyrdende gerningskvinde, var de allersidste scener i ’Sharp Objects’ dristige, frække og gåsehudsfremkaldende creepy.
Man kan diskutere, om den nærmest Trier’sk abrupte slutning med Ammas tre ord, der nok skal hjemsøge mange seeres drømme den kommende tid – efterfulgt af upbeat Led Zeppelin på ’In the Evening’ – var ude af harmoni med resten af sæsonens mere manende, langsommelige toneart.
Men samtidig er det også bare den slags in your face-overraskelser, som fører en afrunding direkte ind i tv-slutningernes kanon, og som bliver siddende i én i dagevis. Og at slutningen så ikke engang var slutningen, men blev efterfulgt af to mindst lige så foruroligende overraskelsesflashbacks, der udpenslede Ammas rædsler i korte glimt, gjorde afslutningen endnu mere pågående. Det var alligevel et greb, jeg ikke havde set på tv før.
I lange stræk havde hovedforfatter Martha Noxon og instruktør Jean-Marc Vallées HBO-miniserie ellers irriteret mig noget så grusomt. Jeg kan faktisk i flæng sammenstykke en hel top 5 over ting, der fik mig til at ville rive mine tænder ud med en bidetang undervejs (too soon?):
1. Camilles ørkesløse deroute
Det er ikke, fordi jeg ikke har haft ondt af Camille og hendes frygtelige opvækst (første billede af hendes arrede krop var et traumatiserende syn). Men jeg har længe været træt af endimensionelle tv-mænd, der stirrer selvdestruktivt og -højtideligt ned i flasken som en anden Don Draper, og det hjælper ikke i den henseende, at manden er en kvinde.
2. Camilles elendige journalist-skills
At Camille nogensinde har fået produceret en artikel midt i sine familiære intriger, drukture og seksuelle seancer med halvdelen af sagens involverede, er et mindre mirakel. Især al den stund, at hun sjældent har været interesseret i at tænde sin diktafon eller tage en eneste note. Ikke engang når lokalsamfundets borgere har serveret det ene guldkorn efter det andet. Men måske har hun bare en medfødt evne til at huske ethvert udsagn ordet, også dagen derpå efter halvanden liter slavevodka. Hvis ikke burde hendes arbejde nok kigges efter i sømmene.
3. Camilles ultrabeskyttende redaktør-far
Hvis Frank Curry sætter standarden for en redaktør, skal jeg vist en tur på efteruddannelse. Frank går tydeligvis går mere op i Camilles velvære end i at få udfyldt siderne i sin avis. Og ikke nok med det: Hans empatisk-bekymrede hustru overhører enhver telefonsamtale og spørger efterfølgende – hver gang – sin mand, om han nu også ved, hvad han gør. Til hvilket svaret må siges at være nej: Han sendte sin alkoholiserede cutter af en erstatningsdatter direkte i kløerne på ikke blot én, men to psykopatiske mordere.
4. Richards elendige politi-skills
Hvad har Detective Richard Willis egentlig bedrevet i sin tid i Wind Gap? Han har kørt byens gader tynde, mens han har kigget betuttet ud af vinduet. Han har drukket øl på den lokale bar, mens han har kigget ned i nogle papirer og tænke grundigt over tingene. Han har ladet sig tryne af den lokale Chief Vickery. Og han har gang på gang afsløret efterforskningshemmeligheder til en nævenyttig journalist, få sekunder efter han ellers havde forsvoret, at han kunne røbe så meget som et ord. Hvis jeg engang bliver myrdet af en rulleskøjteglad teenagepige, bedes I ringe til Dale Cooper i stedet.
5. Drøm, flashback, drøm, flashback
Instruktør Jean-Marc Vallée elsker flygtige billedglimt: Flashbacks, drømmesyn, mareridt, hallucinationer. Det kan være et udmærket filmisk greb, men i ’Sharp Objects’ var det, som om han havde fået 10 for en enkelts pris. Jeg blev i hvert fald hurtigt immun, og i stigende grad virkede klippene som et røgslør for, at der ikke rigtigt skete noget i serien fra andet til sjette afsnit.
Og det var ’Sharp Object’s store problem: I de fem midterste afsnit stod serien i stampe, hvad angår både plot, karakterer og relationer. Det var let at gennemskue, at følsomme John Keene og grove Bob Nash var red herrings, der ikke havde noget med mordene at gøre, og dynamikken mellem Camille, mor Adora og søster Amma rykkede sig ikke.
Her skete der dog noget i de sidste to, stemningsfulde og uhyggelige episoder, der understregede, at seriens force hele vejen igennem har været den mareridtsagtige konstellation hjemme hos The Preaker-Crellins. Hver gang Amma og Camille har kollideret – kærligt eller aggressivt – har det sat ild til skærmen, ikke mindst takket være Eliza Scanlen, der med rollen som den dybt forstyrrede efternøler har manifesteret sig som et lysende talent. Amma med de skiftende personligheder – fra pirrende seksualobjekt på rulleskøjter til lillepige ved dukkehuset og griseinteresseret på slagteriet (!) – var seriens scoop og et eftertrykkeligt eksempel på, hvor dybt man kan skade et menneske.
Den egentlige skurk var nemlig naturligvis mor Adora, der med sin blå forgivende væske ødelagde den ene barndom efter den anden. Hun gav aldrig Amma en chance, hvilket i øvrigt understreges af, at Amma i Gillian Flynns bogforlæg blot er 13 år. En 13-årig seriemorder! Dét er så meget til grænsen, at man i serien har lagt et par år oveni, men alligevel med nogenlunde samme gruopvækkende effekt.
’Sharp Objects’ var i det hele taget bedst, når den ublu dyrkede sine horror-konventioner i det dystre sydstatshus, fornemmelsen af dybe familietraumer og de spøgelsesagtige ledemotiver som historien om kvinden i hvidt, der – selvfølgelig! – var alt andet end en skrøne. Efter ’Hereditary’ og Ammas tandbaserede miniaturegulv må man forresten konstatere, at dukkehuse efterhånden er lige så uhyggelige som klovne og børn.
Nu får man næsten lyst til at gense hele molevitten for at identificere alle de spor, der varslede Adora og Ammas forbrydelser. For eksempel hintede den konsekvente brug af Led Zeppelin-sange mange af seriens hemmeligheder.
»Don’t tell mama«.
Læs også: ‘Sharp Objects’ gemmer makaber afsløring i rulleteksterne – her er, hvad der skete