’The Darkest Minds’: Pubertetsproblemer og dystopisk science fiction er halvanden times pinsel

’The Darkest Minds’: Pubertetsproblemer og dystopisk science fiction er halvanden times pinsel
1 6
Spillefilm
Instruktion

Jennifer Yuh Nelson

Medvirkende

Amandla Stenberg, Harris Dickinson, Patrick Gibson, Gwedoline Christie, Bradley Whitford

Spilletid

105 min.

Premiere

Den 2. august

Et af de for fremtiden største mysterier i Hollywood vil være, hvordan producerne bag ’Stranger Things’ og ’Arrival’ nogensinde er gået med til at filmatisere det fuldkommen håbløse, klichedryppende manuskript, der er blevet til filmen ’The Darkest Minds’.

Det er ganske vist baseret på Alexandra Brackens Young Adult-bestseller af samme navn, men alene det faktum burde have fået advarselslamperne til at blinke.

For det er ikke meget mere end to år siden, at YA-dillen på film blev erklæret død, da ’Allegiant’ faldt så eftertrykkeligt til jorden, at den knuste ’Divergent’-serien, inden den overhovedet nåede i mål – og gjorde det klart for alle, at de glorværdige ’Hunger Games’-dage var ovre.

Alligevel insisterer instruktør Jennifer Yuh Nelson (’Kung Fu Panda 2’) hårdnakket på genrens velstand med sin første liveaction-film, der sætter nye standarder for dårlig dialog og elendig historiefortælling.

Lige fra begyndelsen træder ’The Darkest Minds’ ned i samtlige YA-faldgruber: I en ekspositionstung indledning fortæller Ruby (Amandla Stenberg fra ’The Hunger Games’), hvordan 98 procent af alle børn er døde på mystisk vis, mens de resterende 2 procent har udviklet overnaturlige evner såsom tankelæsning og telekinese. De overlevende farvesorteres ud fra deres kræfter, hvor de grønne er hyper-intelligente, men harmløse, og de orange besidder dødsensfarlige telepatiske evner. Ruby hører til blandt sidstnævnte.

I en livløs montage ser vi, hvordan den onde præsident (Bradley Whitford) spærrer de overlevende inde med løfter om at kurere deres lidelse, mens han i virkeligheden forvandler dem til regeringens slavearbejdere. Kan man forvente andet af en arketypisk skurk?

Præmissen lyder som en hvilken som helst anden YA-film, men burde i det mindste være funderet i et interessant univers. Men der er ikke skyggen af personlighed i de mange karakterer, som mest af alt virker som livløse marionetdukker, der så let som ingenting kan skæres fra, når de har udtjent deres formål. Whitford ser vi i ganske få minutter, og da Ruby flygter fra fangelejren og får Gwendoline Christies  dusørjæger Lady Jane på nakken, har ’Game of Thrones’-stjernen nøjagtigt én scene at gøre godt med.

Sponsoreret indhold
»En natur-nørd fanget på stenbroen«
Sara Hjort har brug for en solid dosis naturnørderi og små, pippende strudseunger i sit tv. Hør om den danske skuespillers tv-cravings her.

Det er utroligt, at filmens intetsigende fremstilling kan have rod i en populær bogserie på seks romaner.

Fokus ligger selvfølgelig også på dynamikken mellem Ruby og det unge trekløver bestående af hunken Liam (Harris Dickinson), den tavse pige Zu (Miya Cech) og klassens kloge åge Chubs (Skylan Brooks), som hun møder kort efter sin flugt fra regeringens fængsel.

Her får vi den evige historie om den særligt udvalgte hovedkarakter, der skal lære at kontrollere sine overnaturlige kræfter og sit lave selvværd, samtidig med at hun stifter bekendtskab med den høje, muskuløse fyr med velfriseret brunt hår, der kan lære hende en ting eller to om teenagekærlighed. Og det uomgængelige trekantsdrama får vi selvfølgelig også med, når gruppen møder den charmerende leder af en oprørsgruppe (Patrick Gibson), som Ruby naturligvis knytter bånd til.

Det hele stinker af gammel vin på nye flasker, og så ligner hvert et billede dybt iscenesatte stock photos som hentet fra en dårlig reklamefilm. Det eneste, der gør positivt indtryk, er Harris Dickinson, som tydeligvis er en dygtig skuespiller – hvilket han da også tidligere har bevist i indieperlen ’Beach Rats’ og Danny Boyles tv-serie ’Trust’ – selv når hans replikker er skrevet med bind for øjnene.

Filmens slutning er et kapitel for sig, hvor producerne understreger, at de rent faktisk mener hele miseren seriøst, da de løfter sløret for deres grumme sequel-planer.

Jeg håber og tror dog, at ingen nogensinde igen behøver udstå den halvanden time lange pinsel, som kombinationen af pubertetsproblemer og dystopisk science fiction kan udgøre i de forkerte hænder.