»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

’The Place’: Eksistensfilosofisk noir-film taber overblikket

’The Place’: Eksistensfilosofisk noir-film taber overblikket
2 6
Spillefilm
Instruktion

Paolo Genovese

Medvirkende

Valerio Mastandrea, Alba Rohrwacher, Marco Giallini, Alessandro Borghi

Spilletid

105 min.

Premiere

Den 2. august

Ville du begå en grænseoverskridende handling for at få dit største, brændende ønske opfyldt?

Det vil karaktererne i instruktør og manuskriptforfatter Paolo Genoveses one location-cafebesøg ’The Place’.

En mystisk mand (Valerio Mastandrea) er stamgæst på cafeen The Place midt i det myldrende Rom. Herfra sender han alle mulige slags mennesker ud på den ene forrykte opgave efter den anden, mens han gumler sig gennem stedets menu og drikker kaffe. En ældre kvinde skal placere en bombe et offentligt sted for at få sin elskede mand tilbage fra Alzheimer-sygdommens kløer. En blind mand skal voldtage en kvinde for at få sit syn tilbage. En nonne skal blive gravid for igen at mærke Gud.

Uden at vi ved hvordan – guddommeligt forsyn eller blot gode kontakter? – kan Mastandreas lidt uvenlige funktionær-karakter angiveligt opfylde alle ønsker. Så længe filmens mange desperate karakterer løser deres opgave og husker på, at der for dem ikke findes nogen free lunch. Det er Faust-temaet sat i scene i storbyens travlhed – med en kafkask tvivl på, om nu ens repræsentanter her på jorden faktisk er oprigtigt interesserede i din sag, eller de blot lytter og nikker, mens de indeni tuner væk fra din klagesang.

Stamgæsten har hverken djævlehorn eller engleharpe. Mastandreas karakter har dog en arkaisk udseende bog, hvor han omhyggeligt nedskribler noter om sine klienters håndtering af deres forskellige opgaver. (»Detaljer«, beder han om gang på gang.) Hans mange gæster – Genoveses noir-univers byder på forføreriske kvinder, forhutlede automekanikere og blakkede politimænd – har deres frie vilje intakt, men mirakuløs indgriben er angiveligt inden for rækkevidde.

Annonce

Skal man slå til, når en så tilsyneladende magtfuld spiller rækker dig en lillefinger? Eller erkende den urimeligt høje pris for at få alle ønsker opfyldt og i stedet finde sig selv i sin uperfekte skikkelse og/eller uretfærdige skæbne?

Her er gods til mange selvhjælpsbøger, filosofiske universitetsopgaver og søndagsprædikener. (Det er en af filmens mere interessante, ikke-italesatte pointer, at vi aldrig får mulighed for at afprøve, om de lovede mirakler faktisk kommer til at finde sted.) Men hvis Gustav Möllers ’Den skyldige’ er årets one location-knaldperle, så må det her være årets one location-sovepille. Filmen skitserer en interessant problemstilling fra filosofien og teologien: menneskets frie vilje og prisen for ens sjæl. Den får desværre ikke et drama ud af de disse stentavletunge emner. Sammenvævningen af efterhånden alle plottrådene virker pligtskyldig og som en stillet opgave, mere end den virker egentligt inspireret.

Alle de dramatiske twists og desperate handlinger fortælles til den vrantne maestro på cafeen. Man bliver hurtigt lige så irriteret og langt-ind-i-sjælen træt af at følge med, som han efter alt dømme er (måske en utilsigtet diabolsk pointe?).

Dramaet sker off-screen, men man mærker det ikke: Det er fatalt for en minimalistisk film af denne type, at man brændende ønsker sig at få lov at komme med. No such luck. I stedet er man overladt til at mistænke, at instruktøren og manuskriptforfatteren har flere kort på hånden, end de kan spille fornuftigt. Den ensomme tjener, der med utallige bejlerier prøver at vække den mytiske centrumkarakters menneskelighed, får lov at spille en rolle i slutningen. Trods alt.

Men opbruddet kommer alt for sent i en langtrukken film, der flere steder føles som en række sketch-vignetter, der vil bedrive satire på vores trang til at tro på, at alt i denne verden kan udbedres ved hjælp af den rette coach. Måske er det Genoveses mangeårige arbejde som reklamefilmsinstruktør, man fornemmer?

Ingen morsom punchline eller overraskende twist når desværre nogensinde frem i tide. Genovese indfangede tidsånden fornemt med komediedramaet ’Perfect Strangers’, der i et kammerdrama over lidt god mad og rødvin udleverede, hvor meget af vores privatsfære vi har overgivet til vores smartphones. Efter denne fortjente internationale succes har Genovese valgt at filmatisere den amerikanske tv-serie ’The Booth at the End’.

Den er mig bekendt ikke tilgængelig eller omtalt herhjemme, og når man ser dette unødvendige remake, forstår man hvorfor.


Kort sagt:
De gode eksistensfilosofiske intentioner i manuskriptet om menneskets frie valg og (mangel på) indflydelse på egen skæbne får ikke dette kedsommelige snakkedrama til at føles som andet end et unødvendigt remake, der muligvis har gjort sig bedre i sin episodiske natur hjemme på tv-lærredet. Man er mest bare småærgerlig over halvanden spildt time af sit korte liv, når man kan få lov at rejse sig fra biografsædet og forlade ’The Place’.