Venedig-highlights dag 3: Lady Gaga spiller fænomenalt i Bradley Coopers stærke instruktørdebut ’A Star Is Born’

Venedig-highlights dag 3: Lady Gaga spiller fænomenalt i Bradley Coopers stærke instruktørdebut ’A Star Is Born’
Bradley Cooper og Lady Gaga i 'A Star Is Born'.
Bradley Coopers hæderlige instruktørdebut 'A Star Is Born' har en fortryllende Lady Gaga i centrum, Coen-brødrenes Netflix-western ’The Ballad of Buster Scruggs’ skuffer og Orson Welles’ sidste film skubber til myten om instruktøren selv på tredjedagen i Venedig.

1. Lady Gaga stjæler billedet i Bradley Coopers Oscar-potentielle instruktørdebut

To år efter Lady Gaga vandt en Golden Globe for sin debutrolle i tv-serien ’American Horror Story’, står popstjernens helt store skuespilgennembrud for døren. Gaga er en af de foreløbigt stærkeste kandidater til Oscar’en for bedste kvindelige hovedrolle for sit medrivende portræt af en up coming popstjerne i ’A Star Is Born’, der netop har haft verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig.

Filmen er samtidig den firdobbelt Oscar-nominerede skuespiller Bradley Coopers instruktørdebut, og det effektive men lidt klichetunge musical-drama er en lovende start på Coopers karriere bag kameraet.

’A Star Is Born’, der er det tredje remake af filmen af samme navn fra 1937, starter fremragende. Den fallerede countrystjerne Jackson Maine (Cooper) møder den talentfulde tjener-sangerinde Ally (Gaga) på en drag-bar i en af hans talrige post-koncert-branderter, og da han hører hende synge, er han ikke i tvivl: Hun kan gå hele vejen. Selv tror Ally ikke på sit talent. Hun tør ikke optræde med sine egne sange og hun føler ikke, hun har udseendet til at blive succesfuld musiker. Jackson får hurtigt overbevist hende om det modsatte.

Kærligheden rammer ved første blik – eller rettere første knytnæve i hovedet på en politibetjent – og næste dag bliver Ally hevet med på scenen for at fremføre en af sine sange med Jackson. Vejen til stjernerne er lagt. Det unge talent dropper servitrice-jobbet og bliver tilbudt en pladekontrakt, mens hun flytter ud af sin bookmaker-fars hus og ind i Jacksons villa. Men forholdet til den selvdestruktive alkoholiker truer med at kollapse, mens Ally er på kanten til at tabe sig selv i koreografier og flade popsange.

Lady Gaga som Ally i ‘A Star Is Born’.

Det er nøjagtigt den type fortælling, man forestiller sig, Akademiet vil bakke talstærkt op omkring – de foregående tre film-versioner tæller til sammen 17 Oscar-nomineringer – for dens storladende blik på op- og nedturene ved livet som verdenskendt musiker med et stærkt kærlighedsdrama i centrum. Ikke mindst fordi det er den Oscar-vindende manuskriptforfatter Eric Roth (’Forrest Gump’), der har hjulpet Cooper med at opdatere historien til nutiden.

Man får til tider fornemmelsen af, at filmen prøver en smule for hårdt. Både Gaga, Cooper og Sam Elliott, der spiller Jacksons storebror og manager, smider om sig med Oscar-momenter, som optræder hyppigere, jo længere filmen skrider frem, men aldrig får helt nok plads. Det bliver en anelse for sentimentalt, på grænsen til Oscar-bait, når vi får en årelang rise-and-fall-fortælling fortalt på den store klinge. Det er i den indledende intimitet, at filmen stråler. Her er der ingen glamour, men bare musikken og kærligheden og den gabende afgrund i horisonten.

Bradley Cooper instruerer stilsikkert og gør det også glimrende foran kameraet, men det er Lady Gaga, der løfter filmen. Sangerinden insisterede på, at Cooper og hende selv skulle fremføre de mange sangnumre, og det er filmens store triumf. Samtidig fremstår hendes præstation så meget desto stærkere, fordi man ved, hun selv har levet det skildrede liv – i hvert fald til en vis grad. Det er svært at forestille sig nogen som helst anden spille rollen så strålende som den enigmatiske popstjerne selv.

Tim Blake Nelson i titelrollen i Coen-brødrenes ‘The Ballad of Buster Scruggs’.

2. Coen-brødrenes episode-western ’The Ballad of Buster Scruggs’ skuffer

Det kom helt ud af det blå, da Coen-brødrene annoncerede, at deres kommende Netflix-antologiserie ’The Ballad of Buster Scruggs’ i stedet ville blive udgivet som spillefilm. Med den overraskede ændring fulgte flere bange anelser: Var materialet ikke stærkt nok til at bære en hel miniserie?

Nej, viser det sig. Og knap nok en spillefilm.

’The Ballad of Buster Scruggs’ består af seks uafhængige historier om livet i Det vilde vesten, og de spænder over et bredt tematisk spekter. Fælles for episoderne, der varer fra 10 minutter til op mod 40, er forsøget på at dekonstruere western-konventionerne. Desværre lykkes det ikke altid lige godt.

De bedste segmenter er sjovt nok de to korteste i begyndelsen af filmen, hvor galgenhumoren får frit spil i bedste Coen-stil – bogstaveligt talt. James Franco ender med halsen i løkken to gange på samme dag efter et mislykket bankrøveri, mens den blide barytonsanger og fremragende pistolmand Buster Scruggs (Tim Blake Nelson) giver os et helt nyt blik på den klassiske Western-salon og det obligatoriske standoff på verandaen. Det er sjovt og friskt og vækker mindelser om brødrenes Odyssé-fortolkning ’O Brother, Where Art Thou’.

Humoren glider dog hurtigt i baggrunden, da vi møder en vejrbidt Liam Neeson i rollen som ejeren af et bizart freak show, der turnerer rundt i det snedækkede Midwest, og dernæst en optimistisk guldgraver spillet af Tom Waits. Begge episoder giver et interessant indblik i de mange facetter af livet i den spirende, amerikanske civilisation, men så heller ikke meget mere. Den største mærkværdighed kommer dog i filmens længste sekvens, hvor vi følger en ung gifteklar kvindes (Zoe Kazan) rejse mod Oregon.

Ud over en genremæssig forbindelse stikker de enkelte episoder ud både i tone og tematik, og man undrer sig samtidig over, hvordan de seks serveringer nogensinde skulle være blevet til en helstøbt miniserie. Noget tyder på, at meget af materialet er endt på klippegulvet, mens Coen-brødrene åbenbart har fået lidt for frie tøjler i deres første omgang med tv-mediet.

Peter Bogdanovich og John Huston i ‘The Other Side of the Wind’.

3. Orson Welles sidste film er ingen ’Citizen Kane’

Det er en spøjs oplevelse at se en 40 år gammel film af Orson Welles med et Netflix-logo som første billede. Streamingtjenesten har finansieret færdigklipningen af Welles’ mytiske sidste film ’The Other Side of the Wind’, som ellers blev skrinlagt efter legendens død i 1985. En satsning, der har vakt stor begejstring i de mere cinefile kredse og viser nye veje for populær-streamingtjenesten, som i år tilføjer et foreløbigt højdepunkt af 90 originalfilm til sit katalog.

Ligesom instruktørens mesterlige debut starter ’The Other Side of the Wind’ med sporarbejdet i fodsporene på en stor mand – den aldrende instruktør J.J Hanaford, spillet af ingen ringere end den Oscar-vindende instruktør John Huston, der er ved at færdiggøre sin sidste film, som han test-screener for sine kollegaer og venner på sin 70-års fødselsdag. Hanaford er hemmelighedsfuld og følges i hælene af flere begejstrede fotografer og journalister, der alle vil skrive hans livshistorie.

Det er startskuddet til en eksperimenterende og selvrefleksiv film over Welles’ egen karriere, filmbranchen og arbejdet som instruktør, der samtidig fungerer som en satire over New Hollywood-perioden i filmens samtid anno 1970’erne. Æraens store instruktør Peter Bogdanovich spiller en udgave af sig selv, som Hanafords unge protege, der fodrer journalisterne med anekdoter, mens Hanafords ufærdige, sidste film vækker mindelser om de katastrofeprojekter, som også så dagens lys i 1970’erne – for eksempel Dennis Hoppers ’The Last Movie’.

’The Other Side of the Wind’ er mere i familie med Welles’ senere film-eksperimenter som ’F for Fake’, end hans mest kendte Hollywoodproduktioner ’Citizen Kane’ og ’Touch of Evil’, og filmen vil således klart tale mest til den eksklusive skare af dedikerede fans.

Der er ingen tvivl om, at ’The Other Side of the Wind’ er en helt særlig filmoplevelse – alene for sin særegne æstetik, der kombinerer sort/hvid-billeder og farveskud med en hurtig og udmattende klipning og et overbrug af zooms. Personligt følte jeg dog, at filmen virkede en smule ufærdig, hvilket sandsynligvis er en pointe i sig selv. Det er i hvert fald med til at skubbe yderligere til myten om Welles, som filmen også selv kultiverer. For det helt store spørgsmål, vi aldrig får besvaret, er selvfølgelig, hvordan filmen ville have set ud, hvis instruktøren selv havde nået at færdiggøre den.

Læs også: Venedig-highlights dag 2: Yorgos Lanthimos og Alfonso Cuarón serverer utrolige kvindeportrætter i to vidt forskellige mesterfilm

Læs også: Venedig-highlight dag 1: Damien Chazelles rumfilm ’First Man’ er en teknisk triumf

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold