Verdenspremiere på 40 år gammel film er en af årets mest ventede

Verdenspremiere på 40 år gammel film er en af årets mest ventede
Orson Welles i 'Citizen Kane'
Orson Welles' sidste film får endelig premiere nu på torsdag under filmfestivalen i Venedig efter at have været mere end 40 år undervejs. Det er der god grund til at glæde sig over, men bliver den ligesom Welles havde forestillet sig?

Årets udgave af den legendariske filmfestival i det norditalienske byder på et hav af spændende titler fra tidens mest profilerede instruktører, fra Luca Guadagninos gyserremake ’Suspiria’ til Coen-brødrenes nye western og Damien Chazelles ’First Man’ med Ryan Gosling.

Men den film, jeg ser mest frem til, er faktisk over 40 år gammel. Og manden, der står bag den, er for længst død og begravet.

Det drejer sig om intet mindre end den længe ventede verdenspremiere på Orson Welles’ sidste film, ‘The Other Side of the Wind’, der bliver vist uden for konkurrence. Men hvorfor er en ældgammel film egentlig så vigtigt i 2018?

Det uforløste geni

Welles er en mytisk skikkelse i den moderne filmhistorie, der gik fra at være Hollywoods gulddreng til at leve et underligt, omflakkende liv i skyggen af andres produktioner. Filmkunsten var dog ikke Welles’ første kald. Efter som helt ung at have gjort karriere på New Yorks skrå brædder og som forførende stemme i populære radiospil blev han af produktionsselskabet RKO tilbudt at lave lige den film, han havde lyst til.

Det resulterede i ‘Citizen Kane’ fra 1941, som han var producer, medforfatter, instruktør og hovedrolleindehaver på, og som omhandler en avismagnats storhed og fald. Filmen fremhæves ofte som historiens bedste, og med dens avancerede fortælleteknik og billedmæssige dybdeskarphed var der tale om et klart nybrud med den eksisterende tradition, og den fænger stadig i dag. Distributionen blev dog hurtigt forpurret af virkelighedens bladkonge William Randolph Hearst, der ikke helt forkert opfattede den som et angreb på sin person.

‘Citizen Kane’

Derefter blev Welles’ karriere mildest talt vanskeliggjort. Hans næste film, ‘The Magnificent Ambersons’, blev skamklippet i hans fravær og fik påklistret en happy ending. ‘The Stranger’, ‘The Lady from Shanghai’ og ‘Macbeth’ var alle fascinerende, men samtidig dybt frustrerende forsøg på at lægge sig i mainstreamen. Kun den første af de tre blev en kassesucces. De Forenede Stater var ikke længere noget mulighedernes land for Welles, der besluttede sig for at drage til Europa.

Intet blev afsluttet

Her blev han nødt til at spille med i andres film for at kunne finansiere sine egne projekter, blandt andet som den onde, gådefulde og enormt charmerende Harry Lime i Carol Reeds efterkrigs-noir ‘The Third Man’ med manuskript af Graham Greene.

Som en slags tidlig indie-instruktør gav han sig i kast med at filmatisere ‘Othello’. Det kom til at strække sig over lang tid, for der skulle jo være penge at filme for, og skuespillerne var ikke altid ledige. Med et lavere budget og langt færre effekter til rådighed blev Welles nødt til at genopfinde sin stil. Det totale overblik veg for øjeblikkets indskydelser. Hvis han før havde tronet som feltmarskal i sin instruktørstol, førte han sig nu frem som guerillakriger. Han blev mere ekspressionistisk, rå og direkte, og film som ‘Mr. Arkadin’, ‘The Trial’ og ‘The Immortal Story’ er mareridtsagtige i deres brug af forvrængede rum, skæve perspektiver og foruroligende nærbilleder.

Med den amerikanske afstikker fra sit europæiske eksil, ‘Touch of Evil’, stod han bag, hvad der i dag er en af de berømteste kamerakørsler i filmhistorien (den tre et halvt minut lange åbningsscene skudt i én optagelse), mens slagscenen i ‘Chimes At Midnight’ senere skulle inspirere landgangen i Steven Spielbergs D-dag film ‘Saving Private Ryan’.

Den sidste spillefilm, Welles nåede at fuldføre, var den næsten postmoderne ‘F for Fake’, der på legende vis stiller spørgsmål ved kunst, kunstner og beskuer. Men det kunne være blevet til mange flere, og forestillingen om Welles som det uforløste geni er en stor del af forklaringen på, hvorfor han stadig er højaktuel i 2018. Foruden flere originale manuskripter havde Welles bearbejdelser af Shakespeare og Karen Blixen på bedding, ligesom han havde mod på at give sig i kast med store romaner som ‘Don Quixote’ og ‘Moby Dick’. Noget blev skitseret, noget blev optaget, men intet blev afsluttet.

Et sidste mesterværk?

Det er den virkelighed, som ‘The Other Side of the Wind’ er en del af. Den blev optaget fra 1970 til 1976 rundt om i Europa og USA, og i slutningen af samme årti havde Welles forberedt et råklip på 45 minutter. Han arbejdede på filmen til sin død i 1985, men økonomiske og rettighedsmæssige forviklinger hindrede fuldførelsen af projektet, der, som årene gik, fik status af en hellig gral for filmfans verden over.

En spansk svindler og et ineffektivt iransk-fransk produktionsselskab satte i første omgang stopklods for udgivelsen. Senere blev det yderlige kompliceret af besværlige arvinger, der alle ville have deres del af kagen.

I form af mere end 1000 filmruller lå ‘The Other Side of the Wind’ hengemt i en bankboks i Paris, indtil Netflix på mirakuløs vis erhvervede sig rettighederne og påtog sig at gøre den færdig sammen med en dokumentar om dens lange og kringlede produktionshistorie. Det har stået på siden marts 2017, og ifølge instruktørerne Rian Johnson, Quentin Tarantino og Alexander Payne kan vi godt begynde at glæde os til premieredatoen torsdag den 30. august. De sad efter sigende alle med åben mund af begejstring, da de deltog i en pre-screening (dog uden Michel Legrandes nyligt tilføjede jazzede score) tilbage i januar.

Hvad handler ‘The Other Side of the Wind’ så om? Uden at have set den kan jeg læse mig til, at Welles her satiriserer over filmindustrien anno 1970, lidt som han gjorde det med bladverdenen i ‘Citizen Kane’ 30 år tidligere. Mere præcist går han til angreb på Hollywoods machokult. Hovedpersonen er en fordrukken filmveteran ved navn J.J. »Jake« Hannaford, som slår et par statister ihjel på hver produktion og går i seng med alle sine skuespillerinder. Under det hårde ydre gemmer der sig dog en blød kerne. Han er ikke andet end en »stor, lyserød hummer«, som det bliver sagt i en replik.

Welles som feminist

Hannaford spilles af virkelighedens mande-instruktør John Huston. Derudover medvirker notabiliteter som New Hollywood-filmmageren Peter Bogdanovich, skuespilleren Dennis Hopper foruden Welles’ elskerinde gennem mange år, kroatiske Oja Kodar. Hun var også med til at skrive ‘The Other Side of the Wind’, og det er formentlig takket være hende, at den af kritikeren og konsulenten Jonathan Rosenbaum er blevet beskrevet som Welles’ måske eneste feministiske spillefilm.

Plottet udspiller sig i løbet af en enkelt dag, og rammen er Hannafords 70-års fødselsdag. Til den ankommer en gruppe filmstuderende, filmskabere og kritikere samt en biografiforfatter. De har medbragt egne kameraer til at filme festlighederne, og deres optagelser bruges som »found footage« i filmen. Formatet skifter mellem 16mm, 8mm og stillbilleder, ligesom farve og sort-hvid blandes. Montagen er kamikazeagtig med et klip i sekundet, og Welles var nødt til at arbejde på hele fem filmredigeringsmaskiner, de såkaldte moviola’er, for at kunne få teknikken til at lykkes.

Orson Welles (Foto: Central Press/Getty Images)

Resten af ‘The Other Side of the Wind’ er en film inden i filmen. Hannaford forsøger (i lighed med Welles) at puste liv i sin amerikanske karriere efter længe at have været ude i kulden, og vi overværer en screening af hans ufærdige comeback. Det tager sig ud som en pastiche på den daværende europæiske kunstfilm, særligt Michelangelo Antonionis ‘Blow-Up’, med overdådige farver, vold og sex.

Rent kaos

‘The Other Side of the Wind’ er konstrueret som en kinesisk æske. For Welles er det et typisk greb, der går tilbage til ‘Citizen Kane’. Stilistisk set er der dog ingen tvivl om, at svanesangen adskiller sig fra debuten. Det er efter sigende en mere brutal, en visuelt mere udmattende filmoplevelse. Et rent knock-out, hvor den ældre Welles skulle vinde over den yngre Welles, som han selv formulerede det.

Derfor er det også farligt at tro, at vi med premieren på ‘The Other Side of the Wind’ kan lægge en brik på plads i det puslespil, der er Orson Welles. Vi kan glæde os over at se mere materiale fra en af historiens helt uomgængelige filmskabere, men filmen kommer aldrig til at være den, som han gerne ville lave. Ikke 100 procent i hvert fald. Netflix kan prøve at spore sig ind på, hvordan han ville have ført saksen i klipperummet. Men det er ikke til at sige, hvilke pludselige indskydelser han kunne have haft, hvordan han med ét kunne have skubbet en scene i en ny retning.

Rædselseksemplet er dengang i 1992, hvor spanske Jésus Franco forsøgte at gøre Welles’ ‘Don Quixote’ færdig. Titlen var ‘Don Quixote de Orson Welles’, men flere af Welles’ scener var slettede, skuespillerne var dubbede, og Franco havde suppleret med egne optagelser.

Der er da heller ingen tvivl om, at Netflix har påtaget sig en stor opgave med ‘The Other Side of the Wind’, og organisatorisk har det været et rent kaos – ingen af filmrullerne var nummererede, og der var kun stikord som »SEX«, »Jake in Car« og »Peter at Bathroom Door« at navigere efter.

Helt galt går det dog nok ikke. Det har vi trods alt Johnson, Tarantino og Paynes ord for.

Læs også: Derfor skal du holde øje med filmfestivalen i Venedig – Bombesikre Oscar-kort, Netflix-intriger og store auteur-film

Læs også: Vidunderbørn – 10 filmgenier, der får dig til at føle dig gammel

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold