’2001: A Space Odyssey’: Kubricks klassiker i IMAX-format sender gåsehud ned af ryggen
2018 har stået i den amerikanske instruktør Stanley Kubricks tegn. Han ville være fyldt 90 i år, i Cinemateket i København er de fleste af hovedværkerne blevet vist, og i kunstforeningen Gl. Strand har der været en stor udstilling med manuskripter, modeller og rekvisitter fra hans film. Kubrick bliver af gode grunde betragtet som en af verdens største instruktører. Hans perfektionistiske tilgang til filmmediet brød nye grænser, både genremæssigt og teknologisk, og hans film rakte endda ind i den virkelige verden og påvirkede design, mode og sprog.
Kubricks monumentale science fiction-værk ’2001: A Space Odyssey’ fylder også rundt i år. 50 år er der gået, siden filmen havde premiere i 1968 til en blandet modtagelse. Siden er filmen blevet hyldet som en af verdens bedste film og et sci-fi-hovedværk, der stadig påvirker genren i dag. Hvem kan således lave en film med en menneskelignende AI’er uden at forholde sig til HAL 9000, supercomputeren i ’2001’ – fra ’Ex Machina’ og ’Alien’ til ’Moon’ og Christopher Nolans sci-fi-epos ’Interstellar’, der på mange måder er 2001’s åndelige efterfølger, hvor rumrejsen tager en uventet filosofisk og surrealistisk drejning, og hvor grænserne mellem tid og rum ophæves.
Nolan har passende stået bag en restaurering af ’2001’ i 4K og IMAX, der er en del af årets CPH PIX-festival. Og for os, der kun har set filmen på fjernsyn i varierende kvalitet, er det en oplevelse, man bør unde sig selv. Filmen er ikke specielt lettilgængelig. Dens tempo er adstadigt, men der er en utrolig selvtillid i dens langsomhed. Dens hypnotiske kraft virker utvivlsom bedst i biografsalens aflukke.
Det må have været mindblowing at opleve filmen i 1968, et år før mennesket satte fod på månen. Og filmen rådyrker da også det rum-æstetiske, i hvad man næsten kan betegne som space porn. Langsomt svævende rumfartøjer, en vægtløs fyldepen og rumstewardesser med ’grip shoes’, der pludselig går på loftet (et klip som man også kan se på Louisianas aktuelle udstilling om Månen). Alt sammen ledsaget af Johan Strauss’ klassiker, den lystfulde og legende ’An der schönen blauen Donau’.
Det er nærmest kun i netop de langsomme rumsekvenser, at filmen virker en smule bedaget. Hvilket faktisk er imponerende for en 50 år gammel film, der ellers virker usædvanligt frisk og tidssvarende i sine fantastiske praktiske effekter. Det undrer ikke, at effektmageren Douglas Trumbull har en finger med i spillet. Trumbull var også effektmand på ’Blade Runner’, nok højdepunktet for praktiske effekter.
For dem, der ikke kender filmen, er den opdelt i fire sekvenser. Vi starter millioner af år tilbage i den afrikanske ørken, hvor en stamme menneskeaber kæmper for overlevelse mod rovdyr og konkurrerende stammer. En morgen står en perfekt rektangulær sort monolit i ørkensandet. Efter at have rørt den finder abestammen ud af at bruge knogler som våben, hvilket gør dem i stand til at besejre de konkurrerende stammer. Og her følger filmhistoriens mest ikoniske match-cut, hvor der klippes fra en knogle, der snurrer rundt i luften, til en satellit, der hænger i verdensrummet millioner af år senere. I næste sekvens, der især dyrker føromtalte rumæstetik, findes en ny monolit på overfladen af månen, og i tredje og fjerde sekvens følger vi en ekspedition i rummet, der prøver at klarlægge monolitens oprindelse.
Det er i den tredje sekvens, hvor vi følger ekspeditionens start, at der er mest plot og action. Det er også her, vi præsenteres for filmens egentlige stjerne, supercomputeren HAL, som hjælper de to astronauter Poole og Bowman med at navigere til Jupiter med rumskibet Discovery One. Resten af besætningen er nedfrosset (endnu en genremæssig nyopfindelse). Den ufejlbarlige computer har en funktionsfejl, der gør, at den vurderer, at det mest rationelle er at slå besætningen ihjel.
AI’eren, der beslutter, at menneskeheden er en trussel mod missionen, er, som så meget andet i ’2001’, yderst aktuelt i dag. »I’m sorry Dave, I can’t do that«, som HAL høfligt formulerer sig, mens han planlægger at tage livet af hele besætningen. Det er en elementært spændende del af filmen, der også indeholder lange klaustrofobiske rumvandringer, hvor man kun kan høre vejrtrækningen i rumdragten og den sivende ilt. ’Sunshine’, ’Gravity’ og alle andre film med pirrende rumvandringer må vedkende sig arven fra Kubrick.
Som flere af Kubricks film iscenesætter ’2001’ et lidt koldt univers, og kritikerlegenden Roger Ebert kaldte ikke helt unfair HAL for fortællingens mest menneskelige karakter. Alligevel står filmen stadig som en uomgængelig klassiker, der er en nydelse i IMAX-formatet, også i lydbilledet. Åbningsscenen, hvor Richard Strauss’ storladne ’Also sprach Zarathustra’ med de rystende pauker akkompagnerer Månen, Jordens og solens dans i rummet, sender gåsehud ned ad ryggen.
Læs også: Kontroversielt Stanley Kubrick-manuskript fundet efter 62 år – ny film muligvis på vej
Læs også: De 10 mest essentielle film på årets CPH PIX-festival