De 10 bedste åbningsscener i dette årti – rangeret

De 10 bedste åbningsscener i dette årti – rangeret
Ryan Gosling i 'Drive'.
To internationalt renommerede danske instruktører klemmer sig ind på listen, når vi går i kødet på de mest overvældende, mest uforglemmelige anslag på film siden 2010.

Da en gruppe unge danske filmfolk for nylig i et manifest fremlagde vejen for fremtidige filmaspiranter lød det andet bud, at »de første 30 sekunder af værket skal etablere filmskabernes vision«. Lidt luftigt og lidt lavpraktisk, men meget sundt som idékoncept til efterstræbelse.

For med de allerdygtigste instruktører kan man faktisk mærke visionen om ikke inden for de første sekunder så i hvert fald efter de første minutter. De sætter en særlig tone, etablerer gennemgående temaer og konflikter, opstiller gåder eller viser en mikroudgave af den større fortælling. Damien Chazelle er et eksempel på en instruktør, som med sin nyeste film ’First Man’ understreger, at han bemestrer kunsten at komme godt fra start.

Hverken ’Whiplash’ eller ’La La Land’ er med på denne liste, og at fremhæve de bedste åbningsscener hidtil i 10’erne bliver en ubarmhjertig opgave, når man må udelade den kontante præmisfastnagling i ’A Quiet Place’, den allestedsnærværende mystik i ‘It Follows’, det audiovisuelle extravaganza i ’Inception’ og ’The Grandmaster’, den kraftfulde naturpoesi i ’The Turin Horse’ og ’The Revenant’ og det skærende pinlige i ’Force Majeure’s parforholdslavine.

Til gengæld er der blevet plads til disse uomgængelige af slagsen:

10. ‘Seven Psychopaths’ (2012)

Efter kritik for lovlig stor Tarantino-inspiration på ’In Bruges’ gik Martin McDonagh all in med sin opfølger i form af en velturneret og vildledende parodi på instruktørlegendens gangster-bravader. Med herlig selvbevidsthed starter kameraet ved det ikoniske Hollywood-skilt og panorerer derefter hen til en bro, hvor de to daværende ’Boardwalk Empire’-skuespillere Michael Pitt og Michael Stuhlbarg står som to oversiddere fra ’Reservoir Dogs’ og gør sig kloge på kunsten i at skyde øjeæbler ud.

Scenens raffinement består imidlertid af dens egen afblæsning af det tarantinoske. For mens smertetærsklen for de tos ulidelige småsnak nærmer sig, lader McDonagh en elefanthueklædt person liste sig ind på dem i baggrunden, og med to velplacerede skud gennem øjnene redder han seeren og sætter sig selv i scene som fortællingens første psykopat.


9. ’Baby Driver’ (2017)

Åbningsscenen som musikvideo er aldrig ført så langt ud som af Edgar Wright. Han tog konceptet fra sin 15 år gamle musikvideo til Mint Royales ’Blue Song’, erstattede sangen med de rå hestekræfter fra ’Bellbottoms’ af The Jon Spencer Spencer Blues Explosion og tilføjede en af dette årtusindes mest adrenalinfyldte og alligevel overlegent legende biljagter. Det hele spiller bogstavelig talt med en perfekt rytmisk klipning og Ansel Elgort totale indlevelse i musikken.

Efterfølgende dukker nye numre op på iPod’ens spilleliste, og tingene begynder at køre mindre lydefrit for titelkarakteren og til dels filmen. Men i de første seks minutter rammer Wright en blanding af dynamik og lethed, som overhaler de fleste moderne musicals med længder.


Isabelle Huppert i ‘Elle’. Åbningsscenen kunne ikke opspores, men filmen kan streames på Viaplay.

8. ’Elle’ (2016)

Sort skærm og de indledende sjælfulde strygere stopper brat. Man hører pludselig knuste glas og voldsomme skrig og støn. Billedet kommer på. En grå kat sidder indifferent og kigger på. Klip til at vi gennem en døråbning halvt i billedet kan se en maskeret mand i sort, der bevæger sig væk fra, hvad der ligner en livløs kvinde. Der ligger hun i laaang tid, mens Beethoven kører på anlægget. Så rejser hun sig.

Det er sørme fransk films powerhouse Isabelle Huppert med brysterne fremme. Hun begynder at feje glasskårene op, går i skumbad og former sit venusbjerg i blod for til slut at bestille sushi. Gennem filmen udspiller sig forskellige visuelle gentagelser af åbningsscenen, så man bagefter sidder tilbage med de forbudte spørgsmål: Var det overhovedet en voldtægt, og betyder det noget? Filterløse Paul Verhoeven skal være glad for, han slap denne drilske borgerskabssatire afsted før MeToo-vulkanens udbrud.


7. ‘The Lobster’ (2015)

En kvinde stiger ud af en bil og skyder et æsel med en pistol. Mere sker der ikke i åbningen til græske Yorgos Lanthimos’ første engelsksprogede film. Men hvorfor handler kvinden med så stor målrettethed? Der stod trods alt to æsler på græsområdet. I sin alvorsfulde determination tildeler hun nærmest det stakkels dyr en menneskelig sjæl, som var det et hævnmord eller måske et sympatidrab på en eksmand…

Til klavertonerne af Beethovens ’Måneskinssonaten’ viser Lanthimos med enkle midler, hvordan der i spændingen mellem den seriøse optakt og den overraskende resolution opstår absurd deadpan-humor. Han anslår perfekt en tone, som fortsætter langt igennem det vanvittige historie om, hvad man ikke gør for at finde den rette.

Annonce

6. ’The Great Beauty’ (2013)

Gennem italienske Paolo Sorrentinos optik strækkes verden ud i grotesk, forvrængede, men også forskønnede og opulente størrelser. De første 12 minutter i hans Oscar-vinder er et studie i sammenstødet mellem olympisk svæven og excessivt hysteri, der sætter filmens dialektiske afvejning op mellem Kierkegaards æstetiker og det religiøse menneske som vejen til det skønne liv. Åbningsscenen, der kanoneres i gang, varer reelt set kun cirka fire minutter, men forstås bedst i samspillet med den næste scene.

Det er på den ene side kameraet, som spinder rundt om romernes hverdagslige samhørighed med byens kulturelle forfædre og et kvindeligt ensemble, som lægger elegisk soundtrack til, mens en japansk turist dejser om af en æstetisk overdosis fra byens pragt. Og så er det på den anden side otte minutter til fest med byens high society af kunstnere og glamourøse jetsettyper i ekstatisk og erotisk overdrive. I Sorrentinos satiriske optik bliver kontrasten mellem det sfæriske og det kødelige et enten-eller og nok ingen af delene.


5. ‘The Social Network’ (2010)

Walk and talk er synonym med Aaron Sorkin, men i sin film om Mark Zuckerberg opnår David Fincher mindst lige så stor dramatisk effekt ved at lade manuskriptforfatterens ordrige dialoger foregå siddende. I Finchers chiaroscuro-belysning kæmper Rooney Mara og Jesse Eisenberg ikke kun verbalt mod hinanden, men også mod tiden, da instruktøren forlangte dem at speede up for at afkorte lidt af tiden fra Sorkins fyldige manuskript.

Bemærk, hvordan klipningen sættes i korte og lange intervaller frem og tilbage mellem Rooneys afslappede og rummelige betragtninger og Eisenbergs maskinelle og absolutistiske selvkøre. Mellem ordstrømmene fodres man med fortælling, som når Eisenbergs Zuckerberg beskylder den nærtforestående ekskæreste for at tale kryptisk. Ergo: Han kan ikke dechifrere den sociale kodning. Scenen slutter med et brag af en replik, der borer sig igennem resten af filmen, men først for sent når ind til det socialt handikappede geni: Det er røvhullet Zuckerberg, ikke nørden Zuckerberg, som verden ikke kan lide.


4. ‘Melancholia’ (2011)

Lars von Trier tænker ikke i åbningsscener. Han tænker i prologer eller som her en ouverture. Det er stærkt opdelte strukturforståelser associeret med andre medier og kunstarter, hvor von Trier ganske naturligt lægger et tonstungt ekspressivt lod foran den egentlige, inderlige historie. Det er apokalypsen som æstetisk montageeksplosion til Richard Wagners forspil til ’Tristan og Isolde’, og som åbningen af en kunstskat er der referencer til alt fra haven i ’Sidste år i Marienbad’ og Tarkovskijs faldende hest til Bruegels flamske renæssancemaleri ’Jægere i sneen’ og det victorianske dødsmotiv ’Ophelia’.

Med karakterernes overlevelseskamp i superslow og krydsklipningen til planeternes gradvise kollision sidder man fastfrossen som magtesløs tilskuer, og ligesom Kirsten Dunst og naturen lader man sig overgive til det forbandet himmelstræbende i danskerens enestående dommedagsvision.


3. ‘The Master’ (2012)

Som en af de største instruktører er det kun retvisende, at Paul Thomas Anderson med ’Boogie Nights’, ’There Will Be Blood’ og ’The Master’ kan bryste sig af at have skabt tre af de bedste åbningsscener de seneste tre årtier. Den første er en virtuos one take-tur, mens de to sidste vidner om, hvordan PTA med årene har opbygget en selvsikkerhed til at lokke seeren ind i sine psykologisk besættende rum ved blot at dvæle ved sine besatte karakterer.

Blandt et machofællesskab af matroser fremstår Freddie Quell i Joaquin Phoenix’ skikkelse aldrig som en af drengene. Indfanget af en ultrabred linse og i samspil med Jonny Greenwoods urolige jag af strenge bliver Quell derimod etableret som et menneskedyr, der er helt ved siden af med sine fiduser til fladlusafbrænding og uhæmmede onani. Hvordan tæmmer man dyret Quell?


2. ’Incendies’ (2010)

Denis Villeneuves status som en af nyere tids største mainstream-auteurs bygger på en håndfuld teknisk formfuldendte værker, som alle har det tilfælles, at de fra første scene drives frem af et identitetsmysterie. Man kunne have valgt ’Sicario’ med Jóhann Jóhanssons tonsertunge ansats eller den elliptiske ’Arrival’ og Max Richters uendeligt smukke strygere, men intet sted udtrykkes det gådefulde labyrintiske og det lyriske så rammende som i canadierens internationale gennembrudsfilm, ’Incendies’ (på dansk ’Nawals hemmelighed’).

Radioheads ’You and Whose Army?’ bliver her en sær, kontrapunktisk hymne til de passive betragtninger af en gruppe mellemøstlige drenge i en rituel kronragning før soldaterlivet. Til sidst går kameraet helt tæt på en dreng med tre prikker på hælen. Bag hans formørkede iris aner man den twistede, grumme græske tragedie, der udfolder sig de følgende to timer.


1. ‘Drive’ (2011)

Med sin mørke setting om natten, det adstadigt taktfaste tempo og den ekstremt beherskede kører føles anslaget i ’Drive’ som modpolen til ’Baby Driver’ på en fælles coolness-linje. Der er ingen hæsblæsende klipning og vilde venstresving, men de ti minutter er mindst lige så intense, fordi man i monotonien bliver revet med af den præcise timing, Ryan Goslings Driver må rykke på for ikke at blive fanget.

Desuden er det en simpel, men fortælleteknisk genialitet at lade de to lydspor fra henholdsvis politiradioen og kommenteringen af en L.A. Clippers-kamp danne ramme for, hvad Driver skal undvige, og hvad han skal hen imod. Da Kavinskys ’Nightcall’ brager frem efter godt ti minutter, cementerer Refn, at han har fundet opskriften på et moderne ikon til alletiders filmmytologi.

Læs også: Fra Fincher til Scorsese og Gerwig: Det arbejder verdens største instruktører på lige nu

Læs også: Nicolas Winding Refn i nyt essay: Kultfilm kan redde Trumps USA