De 10 bedste film, vi så på Venedig Film Festival – rangeret

De 10 bedste film, vi så på Venedig Film Festival – rangeret
Joaquin Phoenix og John C. Reilly i 'The Sisters Brothers'.

Programmet for årets filmfestival i Venedig var en gavebod af store Oscar-sværvægtere og store auteurfilm, der, før festivalen, fik mig til at stille spørgsmålet, om den norditalienske festival mon havde overgået sin franske konkurrent i Cannes?

Nu er festivalen ovre, og selvom årets udgave har budt på talrige store filmoplevelser, så har festivalen endnu ikke formået at overgå søster-festivalen.

Som lanceringsrampe for årets store Oscar-film er festivalen stærkere end nogensinde, hvor særligt ’First Man’, ’A Star Is Born’, ’The Favourite’ og sandsynligvis også ’Roma’ har kurs mod Dolby Theatre. Når det kommer til ikke-amerikanske auteurfilm, står festivalen dog stadig en anelse for svagt til at tilrane sig tronen, hvor værker fra Mike Leigh (’Mr. Turner’), László Nemes (’Sauls søn’), Florian Henckel von Donnersmarck (’De andres liv’) skuffede.

Bundniveauet var dog særdeles højt, og der var adskillige glimrende film blandt de 35, jeg så på årets festival, som der ikke var plads til på denne liste.

Roberto Minervinis ‘What You Gonna Do When the World’s on Fire?’

10. ’What You Gonna Do When the World’s on Fire?’

Den anerkendte dokumentarist Roberto Minervini har skiftet sit fokus på amerikansk white trash ud med Black Panther-bevægelsen i den dybe syd. I ’What You Gonna Do When the World’s on Fire’ følger vi en række forskellige afroamerikanske stemmer i New Orleans og den racisme, de er vokset op med og som de forsøger at bekæmpe.

Historierne er dybt personlige, når vi møder en kvinde, der er blevet misbrugt som barn og nu står til at miste sin højtelskede bar. Eller når Minervini iscenesætter det hjerteskærende øjeblik, hvor en fuldvoksen mand fortæller, at han ikke ved, hvor sin mor er begravet, fordi han ikke måtte få udgang fra fængslet, da hun døde.

Minervini går helt tæt på livet som sort i USA, frygten og den hårde kamp for retfærdig. Det er enormt effektivt og kunne dårligt komme på et bedre tidspunkt. Særligt rammende er det, når Minervini følger to brødre, som vokser op med frygten for at komme i fængsel eller blive skudt – bare fordi de er mørke.

Bradley Cooper og Lady Gaga i ‘A Star Is Born’.

9. ’A Star Is Born’

Bradley Cooper debuterer som instruktør med ’A Star Is Born’, og det gør han ganske godt. Filmen kommer utvivlsomt til at konkurrere i de største kategorier ved næste års Oscar-uddeling, men den er også en anelse for svulstig i sin skildring af den mørke side ved livet i rampelyset.

‘A Star Is Born’ kommer ellers fremragende fra start, når vi følger det første møde mellem den afdankede country-stjerne Jackson og den aspirerende sangerinde Ally, der udspiller sig over 24 timer. Det er intimt, nærværende og enormt velspillet, når de to kommende soul mates mødes på en tilfældig bar i en af Jacksons branderter. Men undervejs i filmen kaster Cooper sig over lidt for meget, hvor de enkelte scener simpelthen ikke får tid nok til at udvikle sig.

Intet kan dog ændre på, at ’A Star Is Born’ er et stærkt drama, som taler direkte til følelserne. Og så med et fremragende soundtrack opført af Gaga og Cooper selv.

Ryan Gosling og hans medastronauter i ‘First Man’.

8. ’First Man’

Damien Chazelle skuffer ikke med sin første film, siden han blev den yngste modtager af Oscar’en for bedste instruktion. ’First Man’ rammer ikke helt det tårnhøje niveau sat i ’Whiplash’ og ’La La Land’, men rumfilmen beviser om noget, at den unge instruktør er en mester i at skabe spænding.

’First Man’ dykker nemlig helt ned i detaljerne, når vi følger den ansporede astronaut Neil Armstrong under talrige hæsblæsende øvelser og den lavteknologi som førte ham hele vejen til månen.

Filmen er bedst, når Armstrong får lov at vise sit værd i NASAs raketter, for som karakter er den amerikanske nationalhelt en anelse stiv i betrækket. Scenerne med hans kone Janet (Claire Foy) kunne sagtens have brug for mere plads, mens man også savner en dybere forståelse for Armstrong som person – og hvorfor han er så afsondret, som filmen antyder. Man glemmer dog hurtigt hjemmefronten, når ’First Man’ sætter fra land – for som missionsfilm er den mesterligt konstrueret: En teknisk triumf.

Juliette Binoche og Guillaume Canet i ‘Non-Fiction’

7. ’Non-Fiction’

Olivier Assayas’ nyeste film ’Non-Fiction’ er fransk med stort F. Vi følger to midaldrende par fra den intellektuelle overklasse, der diskuterer Adorno og kunst, mens de er hinanden utro på kryds og tværs. Men der er langt mere til den franske auteurs nyeste film, som går i flæsket på den digitale tidsalder.

Guillaume Canet spiller en succesfuld publicist, som er i gang med at omstille sin virksomhed til den nye medievirkelighed, mens han er sin kone Selena (Juliette Binoche) utro med firmaets unge, digitale ekspert. Selena er utro med den middelmådige forfatter Leonard (en glimrende Vincent Macaigne), der desperat forsøger at få sit nye autofiktive værk, der blandt andet berører utroskabet med Selena, publiceret hos hendes mand. Det er noget rod. Men også uhyre morsomt.

Assayas’ tilgår emnet med stort komisk overskud, mens han ikke tøver med at udstille sin egen generations håbløse tilgang til den digitale verden. Begge par forsøger desperat at holde fast i det, de kender – inklusiv deres kuldsejlende forhold – mens de inderst inde godt ved, at forandringens vinde står klar til at blæse dem omkuld. Det udgør en glimrende, selvrefleksiv komedie om kærlighed, kunst og alt ind i mellem.

Olivia Colman og Rachel Weisz i ‘The Favourite’.

Annonce

6. ’The Favourite’

Sådan her har et periodedrama aldrig set ud før. Yorgos Lanthimos’ take på genren er velskrevet, uhyre flot og så har den tre storspillende kvinder i hovedrollerne. Rachel Weisz spiller den manipulerende adelige frue Sarah, som har forført den mentalt ustabile dronning Anne (Olivia Colman) og nu styrer Englands skæbne fra skyggerne bag tronen. Men så dukker hendes kusine op (Emma Stone), og hun øjner en mulighed for selv at indynde sig hos dronningen.

’The Favourite’ er ikke lige så grænseoverskridende som Lanthimos’ tidligere film – måske fordi det er den første, han ikke selv har skrevet. Den er derimod uhyre morsom, når svinerne flyver om ørerne på de tre kvinder. Lanthimos forstår som altid at eksekvere skøre scenarier til perfektion, og det er en rendyrket legeplads for stjerne-castet. Stone og Weisz gør det glimrende, men det er Colman, som for alvor stjæler billedet med sine forrygende humørsvingninger.

Dakota Johnson i Luca Guadagninos ‘Suspiria’.

5. ’Suspiria’

Luca Guadagninos nyfortolkning af Dario Argentos gyserklassiker ’Suspiria’ fra 1977 kunne dårligt være mere anderledes fra instruktørens seneste film, mesterværket ’Call Me by Your Name’. Filmen har allerede delt vandene for et rablende tredje akt, som jeg beskrev som nært beslægtet med Darren Aronofskys ’Mother’ fra sidste år.

Men filmen slår for alvor fast, at Guadagnino er en af tidens mest interessante auteurs. ’Suspiria’ er alt andet end et remake. Den er nærmere en syret coverversion af originalen. Dakota Johnson spiller hovedrollen som Susie Bannion, der skal studere på et prestigefyldt dansekompagni i Vest-berlin anno 1977. Da flere piger forsvinder, begynder hun dog at mistænke, at forstanderinden Madame Blanc (en forrygende Tilda Swinton) bruger skolen som skalkeskjul for nogle helt andre aktiviteter.

’Suspiria’ er nervepirrende intens, og så er den uhyre flot. Stilen er fuldkommen anderledes fra Dario Argentos film, hvor dansen her fylder væsentligt mere. Man mærker virkelig Guadagninos sans for detaljer, og så brillerer Swinton i en dobbeltrolle som den 70 år gamle mand Dr. Klemperer, som efterforsker skolens bizarre aktiviteter.

Vince Vaughn og Mel Gibson i ‘Dragged Across Concrete’.

4. ’Dragged Across Concrete’

Nogle gange har man bare brug for at se to midaldrende mænd uddele klø. Det forstår S. Craig Zahler, der tidligere har givet os den gory western ’Bone Tomahawk’ og fængselsfilmen ’Brawl in Cellblock 99’ og nu sparker dørene ind med sin bedste film til dato ’Dragged Across Concrete’. Smag lige på den titel.

Mel Gibson og Vince Vaughn spiller to enormt politisk ukorrekte politibetjente, som ikke er bange for at tage alternative metoder i brug på jobbet. En dag går de dog for vidt, og da de bliver bedt om at indlevere deres politiskilte, ser de sig nødsaget til selv at ty til kriminalitet for at forsørge deres familier. Det går slet ikke som forventet, for pludselig bliver de involveret i et blodigt kup, som truer med at gå grueligt galt.

Det lyder måske ikke af meget, men måden Zahler eksekverer alt fra action til dialog er intet mindre end genial. Tonen i filmen er helt sin egen og Gibson og Vaughn leverer to fremragende præstationer som kalkulerende og gennemført tørre bad cops.

Natalie Portman i ‘Vox Lux’.

3. ’Vox Lux’

»Jeg vil ikke have folk til at tænke for hårdt. De skal bare have det godt«, siger 13-årige Celeste om popmusik umiddelbart inden hendes store gennembrud som verdenskendt sangerinde. Ordene kunne næppe have passet dårligere på selve filmen, der er instrueret af Brady Corbet, som for alvor slår sit navn fast med et selverklæret portræt af det 21. århundrede.

’Vox Lux’ starter med et skoleskyderi. Celeste (Raffey Cassidy) er den eneste overlevende, og da hun få uger efter fremfører en af sine sange til en mindehøjtidelighed, er vejen mod stjernerne lagt. Vi følger den unge pige over knap to år, hvor hun møder sin manager (Jude Law), optager sit første album og stifter bekendtskab med sex og alkohol.

16 år senere møder vi hende i skikkelse af Natalie Portman. Hun er en afdanket enlig mor, som netop har udgivet sit comeback-album, men endnu en tragedie – i form af et terorrangreb i Kroatien – får indvirkninger på hendes åbningskoncert. Corbet serverer ingen lette svar, men hans anden spillefilm har en unik fortællestemme, som her kobler det 21. århundredes ondskab med populærkultur. Med ’Vox Lux’ er han blevet en af tidens mest interessante, nye instruktører.

Joaquin Phoenix i ‘The Sisters Brothers’.

2. ’The Sisters Brothers’

Jacques Audiards ’The Sisters Brothers’ er en simpel film om kærligheden mellem to brødre, der for alvor formår at sætte gang i følelserne. Det skyldes ikke mindst det fremragende skuespil fra John C. Reilly og Joaquin Phoenix i rollen som det modsatsfulde søskendepar, der kæmper for egen overlevelse i det vilde vesten.

Filmen udgør et helt nyt kapitel i den klassiske genre med sin sentimentalitet, der gør sig fortjent til titlen som den mest følsomme western nogensinde. Føle noget gør man i hvert fald, når man følger brødrene gennem vind og vejr, om det så er ubehag, når en kæmpe fugleedderkop kravler ind i munden på John C. Reilly, spændingen når de veleksekverede skuddueller eksekveres eller trangen til latter i de velspillede humoristiske scener.

Filmen har lidt af det hele, men det er særligt for de to Oscarværdige hovedrolle-præstationer, at ’The Sisters Brothers’ tager kegler. Joaquin Phoenix og John C. Reilly er simpelthen årtiets skuespillermatch.

Alfonso Cuaróns ‘Roma’.

1. ’Roma’

Alfonso Cuarons første mexicanske film siden ’…Og din mor’ er noget nær perfekt. Den er gudesmuk med en vanvittigt detaljeret lydside og man kan virkelig mærke, at den Oscar-vindende filmskaber bag ’Gravity’ og ’Children of Men’ har involveret sig i samtlige dele af produktionen – som instruktør, klipper, fotograf, producer og manuskriptforfatter.

’Roma’ er efter sigende hans mest personlige til dato, og fortæller historien om den unge stuepige Cleo (den glimrende debutant Yalitza Aparico), der arbejder for den kriseramte matriark Sofia (Marina de Tavira) i de turbulente 70’ere i Mexico City. Sofias mand har forladt hende, og hun står nu alene med sine tre børn. Samtidig er Cleo blevet gravid og faren vil ikke vide af hende.

Sofia og Cleo er i samme båd, men de bliver delt af den gabende afgrund som er klasseforskellen. De to mere eller mindre ukendte skuespillerinder brillerer, når vi ser de to kvinder komme tættere på hinanden. Det hele skilres på objektiv afstand, men man kan ikke undgå at blive opslugt af Cleos dilemmaer i dette utroligt formfuldendte periodedrama, der illustrerer hvor meget spænding Cuaron kan skabe med ufatteligt lidt.

’Roma’ vandt fuldt fortjent årets Guldløve i Venedig, og med yderligere festivalvisninger i Telluride, Toronto og New York er filmen godt på vej til at blive årets mest roste.

Læs også: Hele vores dækning af Venedig Film Festival