’Den sommer’: Uforglemmeligt gensyn med den stærkeste mor-datter-relation på film nogensinde

’Den sommer’: Uforglemmeligt gensyn med den stærkeste mor-datter-relation på film nogensinde

Fortiden både hjemsøger og fascinerer alle involverede i svenske Göran Hugo Olssons arkivmaterialebaserede dokumentar ’Den sommer’.

Det gælder den aldrende mode- og naturfotograf Peter Beard, der som filmens fortæller ihukommer en lang og glorværdig karriere delt blandt Afrikas vilde dyr, i diskokuglens flimrende lys på Studio 54 og på weekendture til New York-feriestedet Montauk med Andy Warhol, Truman Capote og hele det der slæng.

I slænget var også Lee Radziwill – Jacqueline Onassis’ søster, der som et medlem af overklassefamilien Bouvier og søster til den tidligere førstedame nød stor social anseelse. Men også Radziwill dyrker fortiden og ønsker at dykke ned i sin families faktisk brogede historie. Den opgave går hende og Beard sammen om i sommeren 1972, titlens ’Den sommer’.

Udgangspunktet er en undersøgelse af slægten Bouvier og dennes tilhørsforhold til East Hampton, det mondæne ferieparadis for newyorker-borgerskabet. Så Beard og Radziwill hyrer en kameramand, Albert Maysles, og tager på besøg hos Radziwills excentriske faster og kusine, Edith og ’little Edie’ Bouvier Beale. Og her begynder de filmhistoriske klokker for alvor at ringe. Lee Radziwills slægtninge er nemlig de selvsamme kvinder, som dokumentaristbrødrene Albert og David Maysles i 1976 portrætterer i ’Grey Gardens’ og i 2006 stykker fraklipsfilmen ’The Beals of Grey Gardens’ sammen om.

En mor og datter, der vedbliver at bo i familiens faldefærdige kæmpekasse af et 28-værelses hus, kaldet Grey Gardens, blandt katte og vaskebjørne, mens dagene går med at mundhugges over fortidens forspildte muligheder, sangnumre og holden myndighederne for døren.

’Grey Gardens’ blev takket være enerne Edith og ’Little Edie’ et kulthit og har med årene indfundet sig som et veritabelt mesterværk i dokumentarkanonen. Maysles-brødrene observerer og indfanger sublimt hver en særhed i denne særlige familierelation og -situation, men mor og datter øser poetisk Beale-visdom, moderåd og ufiltreret sandhed i en sådan grad, at portrættet transcenderer det udstillende. Måske det stærkeste mor-datter-portræt nogensinde omsat til film?

Og nu tilbage til Olssons ’Den sommer’. Sagen er nemlig den, at Albert Maysles m.fl. i 1972 skød fire ruller film ude hos Edith og ’Little Edie’ for Radziwill og Beard, hvis Hamptons-filmprojekt desværre aldrig blev til noget. Indtil fornylig regnede man filmmaterialet for tabt. Men restaureret og digitaliseret præsenterer Olsson her disse oprindelige optagelser i deres fulde længde.

Det er måske fristende blot at kalde filmen her et appendix eller en prequel til ’Grey Gardens’, men det ville være at udvande en urtekst af en art. For udover at give seeren mere og hidtil uset materiale så mange år efter går Beards fotocollagemetode og Olssons respektfulde tilgang til arkivmaterialet hånd i hånd og hæver ’Den sommer’ til et filmdokument om at erindre, stykke minder sammen og hænge fast i fortiden. Spændt ud et dragende sted mellem romantisk nostalgi og bedragerisk ønsketænkning.

Udefra set er det let at fordømme og endda latterliggøre mor og datter Beale, der lever så usselt blandt kattelort og i møgbeskidte møbler. Hvordan kunne to så forfinede kvinder synke så lavt? Men Peter Beard erindrer kærkomment mildt og affærdiger fordømmelsen elegant: »De levede i en drømmeverden, og det var okay«.

I voiceover tager Beard og Radziwill dig i hånden som ledsagere ind i denne drømmeverden. I dette mikrokosmos af gamle penge, offentligt kendte hemmeligheder, sladder og traditioner, der er The Hamptons. På Beale-grunden vokser vedbend vildt og slynger sig om forfaldne Grey Gardens som for at holde huset fra at styrte sammen. Little Edie, der er midt i 50’erne, fortæller henkastet til kameraet, at hun i flere år har været nødsaget til at fylde kulkælderen med affald, da byens renovationsfirma har nægtet at hente skrald hos dem.

Øjeblikket efter poserer hun for kameraet i en mølædt lænestol for i det næste klip at bryde temperamentsfuldt ud i sang til Lee Radziwills flovt-fnisende forbløffelse. Har du først stiftet bekendtskab med naturkraften Little Edie, glemmer du hende heldigvis aldrig. Og Olssons nænsomme tilgang til disse oprindelige optagelser nuancerer på smukkeste vis billedet af The Beales.


Kort sagt:
’Den sommer’ teleporterer med et fingerknips tilskueren tilbage til den sommer i 1972, hvor vejene mellem overklasse, jetset, kreativ undergrund og to faldne kvinder krydser hinanden på nærmest mytisk vis på Long Island. Et på alle måder mærkværdigt, elendigt og magisk sted at opholde sig.

‘Den sommer’ vises 4. september kl. 18.45 og 21.30 i Cinemateket med instruktørbesøg.

Dokumentar. Instruktion: Göran Hugo Olsson . Medvirkende: Peter Beard, Lee Radziwill, Edith Bouvier Beale, Edith 'Little Edie' Bouvier Beale . Spilletid: 80 min.. Premiere: Vises den 4. september i Cinemateket i København og den 16. september på DR K
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af