Ditte & Louise: »Nogen bliver nødt til at fortælle om oralsex og håndjob til kvinder – det er ren public service«
Ditte Hansen og Louise Mieritz.

Ditte & Louise: »Nogen bliver nødt til at fortælle om oralsex og håndjob til kvinder – det er ren public service«

Det er lidt som at plante begge fødder i en film.

Ditte Hansen og Louise Mieritz sidder og pludrer i deres egen lille verden under hver sin henholdsvis brune og lyse knold. Vi befinder os på deres kvadratiske kontor i kødbyen. Et terrarium er det nærmest denne sensommerdag i august, hvor solen står skarpt ind ad vinduerne. Det er her, de to skuespillere og manuskriptforfattere har grinet, bandet og brainstormet sig frem til karaktererne Ditte & Louise i tv-serien af samme navn, som fra 2015 til 2016 ikke bare viste midaldrende kvinder, men nøgne midaldrende kvinder i DR’s bedste sendetid.

Serien er et karikeret, selvironisk selvportræt af livet som kasserede skuespillere og sexsymboler, og meget meta-agtigt er Ditte og Louise-karaktererne også et komikerpar, som forsøger at holde karrieren i gang ved at skabe og udtænke deres egne jobs på et kontor i kødbyen.

Post-its med stikord som »sex«, »slut«, »tampon, tampon, tempura« og »hår på krop« pryder den ene væg. Over døren våger en smilende Amy Schumer som en slags Jesus på korset. Ud af billedrammen i vindueskarmen stirrer Malene Schwartz som snerpen Maude i ’Matador’ med sine runde glugger og stramme læber. Skamlæber fristes man til at sige her i Ditte og Louises nærvær.

Vred feminist er jo det værste, man kan være næstefter luderen

Ligesom amerikanske medsøstre som Amy Schumer og Lena Dunham har de to med ’Ditte & Louise’ slået et nyfeministisk slag for kvinders ret til at være lige så kiksede, bøvede, vilde, sjove, kammeratlige, skamløse og promiskuøse som mænd med alt, hvad det indebærer af hængepatter, love handles, kropsbehåring, kropsvæsker, cellulitis og, nå ja, skamlæber – indre såvel som ydre.

Som 47-årige skuespillerinder har Ditte Hansen og Louise Mieritz desuden benyttet sig af komikken til at kaste en kønskritik efter den mandsdominerede danske filmbranche, hvor man som kvinde rent faktisk er fed og færdig som 40-årig. Derfor var det også næsten ironisk ægte, da DR i 2016 overraskende valgte at pille ’Ditte & Louise’ af skærmen efter to sæsoner på grund af for lave seertal. Men ligesom i fiktionens verden lader virkelighedens Ditte og Louise sig ikke nedlægge så let.

Usynlighedsepidemi

I stedet har de to bare kapret biograflærredet med deres premiereaktuelle spillefilm ’Ditte & Louise’.

I filmen er især Ditte stadig træt af, at hun som midaldrende skuespillerinde kun bliver tilbudt roller som heks, luder eller nogens mor. Derfor går hun for sjov til casting på hovedrollen i en stor dansk vikingefilm forklædt som manden Ditlev – og får den. Både professionelt og privat vader Ditte/Ditlev pludselig i rygklappere, bejlere og tilbud og glemmer lykkeligt rakkerlivet som kvindelig falleret skuespiller, som makkeren Louise krampagtigt forsøger at holde sammen på.

Det er i anledning af premieren, at vi sidder her nu og lader op til en sludder i noget, der kunne være en kulisse i ’Ditte & Louise’-universet. Egentlig mangler vi bare instruktør Niclas Bendixen, en boomer og et klaptræ for at zappe over på fiktionen. Kun én ting virker markant anderledes i virkeligheden: Ditte og Louise udstråler sådan cirka det modsatte af deres kiksede, kaotiske, klodsede, usikre og godtroende alter egoer. Kemien mellem dem er lige så kærlig og komisk som på film. Ellers er attituden anderledes afventende. Bag smilet anes en selvsikker ro og analytisk skepsis, som komikken ikke dyrker. De hilser høfligt. Nikker hen mod den ledige plads i sofaen over for dem, og vi begynder:

(Foto: Christabelle Beaudry Timmermann)

Ditte: »Med spillefilmen her har vi ønsket at lave en stærk afrundet historie, hvor vi kommer et spadestik dybere i Ditte og Louise-figurerne. Derudover er det en undersøgelse af køn, og derfor lavede vi det her greb, hvor vi ser, hvad der sker ovre hos drengene. Det er en satirisk leg med stereotyper, og filmbranchen er en spændende arena, fordi tingene er sat på spidsen. Den ser jo nærmest værre ud, end verden gør, forstået på den måde, at kvinder ikke er så tydelige i filmmiljøet og i de historier, vi får fortalt. I filmbranchen er der endnu mere ungdoms- og skønhedsfiksering og endnu flere klichéer end i virkeligheden«.

Louise: »For Louise er modstanden overgangsalderen, og hendes måde at reagere på den der usynlighedsepidemi, som rammer kvinder, når de kommer i 40-års-alderen – især i denne her branche – er bare at sige: ’Så fuck dem’ og lukke ned for al ambition«.

Thomas Bo Larsens mor

Har I selv haft lyst til at give op, eller har I mærket det hos jeres kvindelige kolleger?
Louise: »Jeg kan da godt mærke, at det er problematisk for både mænd og kvinder i vores fag, at nogen skal synes, at vi er fede og ringe til os. Vi har givet Louise en følelse af, at det er ydmygende at være i den position, og det synes jeg også privat. Siden jeg debuterede som skuespiller, har jeg altid fået tingene til at ske selv af samme grund, for min kreativitet skulle ikke afhænge af, at nogen pegede på mig. Når man så får de der mails: ’Hej, vil du spille Karlas mor?’… igen, igen, igen…«.

Ditte: »Thomas Bo Larsens mor…«.

Louise: »Ja ja, og det er så fint, for nogen skal spille Karlas mor, men det bliver også lidt stereotypt. Jeg kan ikke blaime, hvordan andre vælger at kategorisere mig, men jeg synes, det er enormt voldsomt at blive sat i kasser. Det har jeg altid hadet inderligt, og det tror jeg bestemt, jeg har taget med over i Louise-karakteren. Hun har ikke al den revolution, som Ditte repræsenterer – som også er desperat og bygget på en løgn – så der ville ikke ske noget i Louises liv, hvis hun ikke havde Ditte«.

Ditte og Louise i ‘Ditte & Louise’.

Er det jeres indtryk, at jeres jævnaldrende kvindelige kollegaer typisk føler, at de må give fortabt eller lægge selvrespekten på hylden ligesom Ditte og Louise?
Ditte: »Vi er meget heldige, fordi vi laver vores egne ting, men vi skal huske, at der er en tredjedel kvinderoller og to tredjedele manderoller, og vi kan jo se omkring os og på statistikker, at kvinderoller typisk er under 30, og manderoller er over 40. Det er der, vi afkoder dem som attraktive, cool eller fuckable, og der sker der altså åbenbart noget med kvinder, når de fylder 40, hvor man ikke vil se på dem mere.

Det er jo irriterende for os som skuespillere, men det er endnu mere ærgerligt og kedeligt for alle os som publikum. De roller, jeg får tilbudt og siger nej til, er mere og mere heks, tante og gammel luder, modsat mine jævnaldrende mandlige kollegaer, som stadig spiller hovedroller«.

Der er en ladhed, og det er bare helt grundlæggende: Do your job!

Men oplever I, at branchen piller skuespillerinders selvtillid så meget ned, at de ender med at affinde sig med en sexistisk instruktør, som Ditte eksempelvis gør i filmen?
Ditte: »Ydmygelsen er der jo. Man bliver målt og vejet. Der er gode og dårlige sammenhænge, og i de dårlige sammenhænge bliver man gjort bevidst om, hvad man ikke er. At man ikke er køn eller tynd nok. Det har egentlig altid været sådan, og det gælder jo også for mænd. Ditte er god til ikke at føle sig ydmyget, hvilket er en meget god evne at have, men jeg ved ikke, om jeg selv har den, for jeg kan sgu også godt føle mig ydmyget.

Vi har valgt ikke at give hende det der skamfilter, fordi vi har lyst til, at kvinder skal føle mindre skam og ydmygelse – også seksuelt. Hun har fået nogle lidt maskuline egenskaber, for sex er noget, hun kan tage uden at miste noget, som kvindefigurer ellers tit gør. Så er de nogen ludere, ikke?«.

Lad filmbranche

Er der noget, der har forandret sig for kvinder i branchen med årene, eller er det statisk?
Louise: »I forbindelse med at platformen for tv-serier er eksploderet, er muligheden åbnet for at fortælle mange flere historier, for man kan jo ikke blive ved med at se på den der mandlige protagonist. Men vi mangler at følge trop på film, fordi der stadig er nogen, der fortæller historien om, at kvinder også helst vil se film om mænd.

Filminstituttet siger selv, at de er vågnet for sent, og alle de gange, vi har været værtinder ved Bodiluddelingen, har man kraftedeme ikke kunnet mobilisere fem kvindelige hovedroller, mens der er no problems inden for mandekategorien. Det er helt vildt, og det har vi bare godtaget. I hele vores ungdom har vi vænnet os til at identificere os med mænd, men fordi unge kvinder i dag kan føle sig identificeret i tv-serierne, vil de jo droppe filmene meget hurtigt, hvis der ikke er noget, de kan forholde sig til«.

Ditte: »Det er én ting, men en anden ting er, at der også ligger nogle nye historier og vinkler i kvindernes POV. Det gælder også etnicitet og mangfoldighed generelt, så vi ikke gentager de samme fortællinger, selvom det kan føles trygt, fordi man tænker, at det virker«.

Jeg er blevet vraget på ikke at være fuckable

Hvordan oplever I den danske filmbranche i forhold til metoo og sexisme?
Ditte: »Skuespillere har dårlige arbejdsforhold med korte ansættelser og kæmpestor arbejdsløshed, og det gør jo også, at man nogle gange tænker: Jeg skal være en let medarbejder. Jeg tror også, det er derfor, metoo startede i vores branche, fordi der er så stor basis for, at det kan opstå, for både mænd og kvinder prøver at blive dårligt behandlet.

Måske går man til fem castings på en enkelt rolle, og måske glemmer de at give svar på, om man fik den. Måske bliver man indkaldt som den forkerte. Jeg har en veninde, som er blevet forvekslet med en anden skuespillerinde med samme fornavn adskillige gange. Der er en ladhed, og det er bare helt grundlæggende: Do your job!«.

(Foto: Christabelle Beaudry Timmermann)

Men har I selv oplevet nogle af de samme ting, som Ditte og Louise gør i filmen?
Ditte: »Jeg er blevet vraget på ikke at være fuckable – den er god nok. Jeg er også mødt op til en casting, hvor en sagde: ’Gud, du er pæn!’, for det var ikke det, han havde fået at vide. Det er bare dumt sagt jo, ikke? ’Gud, for helvede, vi skal bruge en, der er meget grimmere, og det havde vi hørt, du var!’«.

Louise: »Nogen har været ude at sige, at kunst skal være grænseløst, men jeg synes faktisk, det er lige modsat. Som skuespiller skal man gå ind i det her sårbare rum og prøve at lave et slip, og der behøver jeg ikke også føle mig utryg som kvinde eller menneske. Bagefter kan man så få at vide, at det var for en højere sags skyld, og at man skal lade være med at være så snerpet. I det små har jeg haft mange oplevelser, hvor jeg ikke sagde fra, fordi jeg ikke vidste, at jeg burde have sagt fra, fordi det hele er blandet ind i, at det også er en kreativ proces. Så er man gået derfra med lidt ondt i maven, og fordi det ikke er noget, som sker specifikt for en selv, siger man det ikke til nogen eller tænker videre over det«.

Grøn af penismisundelse

I filmen spiller Lotte Andersen instruktøren på Ditlevs film, Gritt, som skamroser Anders W. Berthelsens skuespillerpræstation, mens hun affejer og nærmest håner hans kvindelige medspiller Sara (Marijana Jankovic). Hvorfor er den karakter med?
Ditte: »Hun er jo instruktøren, så hun er chefen og magten«.

Louise: »Vi har valgt en kvinde som instruktør for at sige, at det går begge veje, for magt er et ansvar. Det er den valør med at tale forskelligt til skuespillerne, og her har vi lavet en vikingefilm, som tydeligt fortæller, at den kvindelige karakter bare skal være lækker. Fyrene fyrer den af, og hun er sårbar med gode hårde nipples«.

Ditte: »Tyfus og liderlig…«.

Louise: »Ja, og så er det klart, at når vi lader en kvinde gå efter en kvinde, er det jo kvinde er kvinde værst-tingen, vi anfægter. Det, som Ditlev lærer ovre i mandegruppen, er, at mændene eddermame bakker hinanden op: ’Du er ny i klubben, men jeg så med det samme, at du var fed – velkommen!’. Det er den penismisundelse, som har bragt os over i mandelejren, for det er det, de kan finde ud af. Der er oftest en masse mænd, som fægter i vikingefilm, og så er der én kvinde, og sådan er det også i klassikerne på teatret. Så hver gang der kommer en ny kvinde ind i rummet, er hun konkurrent«.

Hvorfor har vi besluttet, at en leder skal være hård?

Og det forgrener sig til samfundet, hvor man eksempelvis ser, at mænd ansætter mænd, og kvinder også ansætter mænd, så vi har selv et stort ansvar for at bryde med konventionerne…
Louise: »Præcis, og Gritt prøver jo også at lede på mandemåden. Som hun siger: ’Jeg skal være dobbelt så hård og god for overhovedet at komme i betragtning, og så bliver jeg en bitch’. Det kan man jo også stille spørgsmålstegn ved: Hvorfor har vi besluttet, at en leder skal være hård, og hvorfor bliver en kvinde kaldt for skinger, hvis hun bruger den tone og retorik? Når vi skal pitche noget for folk, siger vi også altid: ’Nu går vi ind og er mænd’«.

Ditte: »Der ligger pengene…«.

Louise: »Ja, vi har besluttet, at det der maskuline fremadrettede er det, der virker, hvorimod tvivl, løse ender og følsomhed, som er feminint, gør pengefolkene mega utrygge. I en kreativ situation vil jeg vove at påstå, at man godt kan være en god leder med følsomhed«.

Ditte: »Jeg kom i øvrigt til at tænke på, at Marijana Jankovics karakter Sara oplever at skulle forholde sig meget udvendigt til sin krop, og det er igen en ting, man ser i vores fag. Jeg har oplevet en instruktør, som ikke sagde andet end: ’Du har gode bryster’, da jeg havde afsluttet en scene. Jeg tror næsten, hver eneste kvindelige skuespiller kan fortælle om en episode, hvor deres krop er kommet forrest. Ditlev skal forholde sig til, hvilken følsomhed han giver rollen, mens Sara bare skal suge maven ind. Det er igen sat på spidsen, men der er altså noget tendens i det«.

Skuespillervennerne på natklub i ‘Ditte & Louise’. Ditlev bliver øjeblikkeligt en af drengene. (Foto: Rolf Konow)

Louise: »Der er også natklubscenen, hvor Louise møder Ditlevs mandlige skuespillerkollegaer (Thure Lindhardt, Esben Smed, Nicolaj Kopernikus og Anders W. Berthelsen, red.). Louise føler sig gravid og forkert i sin kjole, så hun går videre i byen og møder en gammel flamme, og i den samme kjole har hun pludselig en fest, og så har vi en montage, som er fuld af erotik og frigørelse. Den dobbelthed elsker jeg. Hvordan man kan stå som det samme menneske og føle sig helt forkert og lukket ude i et rum, og i et andet owner man bare det hele«.

Altså, som en slags reference til, at alle de her ydre kasser bare er selvskabte konstruktioner, som ikke er sværere at rykke ved?
Louise: »Ja, vi fortæller det kort, men ret præcist, synes jeg. Altså, det med ikke at blive lukket ind. Jeg kan huske det fra min ungdom, når jeg stod sammen med min kæreste og hans drengevenner, som havde så travlt med at måle pik på hinanden, og ingen af dem snakkede med mig. De var virkelig ligeglade, ikke sådan demonstrativt, jeg var bare slet ikke på niveau med noget, der kunne interessere dem, og det har jeg da også prøvet i branchen, hvor man ikke bliver inviteret med til øl, selvom man føler, at man har haft en arbejdsdag på niveau med alle andre«.

Klitoris i spil

Man ser heller ikke rigtigt den bromance, som opstår mellem Ditlev og Anders W. Berthelsen i filmen, blandt kvinder. I bliver jo næsten forelskede i hinanden…
Ditte: »Ja, og det, vi vil fortælle, er, at vi alle sammen har så mange soulmates i venskaber, som vi går glip af, fordi vi som mænd og kvinder ikke kan finde ud af, om vi skal bolle, eller hvad vi skal. Bare se det andet køn! Alting er blevet så blåt og lyserødt. Jeg synes virkelig, det er kedeligt«.

Louise: »Og forskellene er faktisk ikke så store. Der kan være større forskelle mellem to kvinder end mellem en kvinde og en mand, men vi har lært at accentuere forskellen. Mænd har en smule mere muskler, og så pumper de dem op, og kvinder har en smule færre hår, og så skal vi fjerne alle vores hår. Det er sjovt, at vi skal have travlt med det«.

Ditlev har, også bag kameraet, travlt under optagelserne på den store vikingefilm, han (hun) har fået en hovedrolle i. (Foto: Rolf Konow)

Ditte: »I Pia Fris’ bog ’Lillys Danmarkshistorie’ fortæller hun om sin far, som var feminist og fuldstændig overbevidst om, at tiltrækningen mellem mænd og kvinder er en naturkraft, som altid vil være der. Han var ikke bange for ligheden. Fuck, det der med hår og høje hæle, vi behøver ikke forstærke forskellene, for det erotiske skal nok overleve. Det er for stærk en kraft mellem mænd og kvinder«.

Louise: »Amy Schumer har også sagt det skidesjovt, det der med: ’Oh, I’m going on a date, should I shave or dye my hair?’, og han er bare: ’Du har et hul’. Bottom line«.

I filmen bliver Ditlev-karakteren pludselig begæret af kvinderne på filmsettet, deriblandt instruktøren, fordi Ditte ved, hvordan en kvindes klitoris skal stimuleres. Hvorfor er det element med?
Ditte: »En af tankerne bag er jo det her med fuckability. Altså, at være en 47-årig kvinde som klæder sig ud som mand og pludselig bliver totally fuckable, mens man er færdig som kvinde. Samtidig er det en adfærd, som Ditte tager med sig, for det ligger jo indenfor hendes handleområde at være liderlig. Så var der vores målsætning om, at kvinder skal have flere orgasmer. For os var det enormt vigtigt helt konkret at få klitoris i spil i denne her film og få en forståelse af, hvad kvinders lyst handler om«.

Så var der vores målsætning om, at kvinder skal have flere orgasmer

For det ser man ikke på film?
Ditte: »Det ser vi ikke. Vi ser sex, som er en mand, der støder ind i en kvinde i et vist antal sekunder, og så kommer de samtidig. Det er ligesom klichéen på, hvordan sex er, og det er så mega tarveligt over for unge kvinder«.

Louise: »Ja, det har da fucket mit seksualliv op i mange år«.

Ditte: »Nogen bliver nødt til at fortælle om oralsex og håndjob til kvinder, så det er ren public service, vi har gang i her«.

Brandvarmt emne

I bliver tit sammenlignet med ’Klovn’, men selvom Frank og Casper også får kritik og lunkne anmeldelser, virker det alligevel, som om der har været ekstra meget debat og kritik omkring jer: Skyldes det bare, at man med jeres feministiske mission placerer røven lidt i klaskehøjde, eller er det også, fordi I er kvinder, tror I?
Ditte: »Det hele bliver sådan nogle feministiske debatindlæg, og der kan man sige, at Casper og Frank ikke skal stå på mål for deres køn. De bliver simpelthen ikke stillet de spørgsmål«.

Men det er måske, fordi de ikke selv udtrykker, at de har en kønspolitisk agenda…
Ditte: »Hvad kommer først, kan man sige, men det handler altså meget om spørgsmålene, for de skal ikke snakke om mandekønnet, men det er igen, fordi manden er mennesket, og kvinden er det andet køn. Jeg vil da vædde med, at Casper og Frank har sindssygt mange agendaer, men journalister har ligesom ikke behov for at forholde sig til andet end deres pinligheder, og at deres film er sjove«.

(Foto: Christabelle Beaudry Timmermann)

Men jeres film er en direkte kønspolitisk kritik af filmbranchen, hvor du klæder dig ud som mand for at få en karriere…
Ditte: »Ja, men det er et greb, mænd har benyttet sig af tusind gange. Jeg tror ikke, Frederik Cilius er blevet spurgt 500 gange om, hvorfor Kirsten Birgit er en kvinde«.

Men din karakter gør det jo på baggrund af noget kønspolitisk…
Ditte: »Det er rigtigt. Det hele er mudret ind i hinanden, selvfølgelig er det det«.

Men er det jeres indtryk, at kritikken også kan skyldes, at det stadig virker provokerende at vise et andet kvindebillede end det søde og yndige?
Louise: »Sørine Gotfredsen siger, at vi synker ned på mændenes lave niveau, hvilket er skidetarveligt sagt om mændene. Det er jo komik, vi laver, og der handler det om at smide hæmninger, så jeg kan ikke se, hvad det er for en piedestal, hun vil have os op på. Jeg synes i hvert fald, det er et totalt fængsel. For os er det en bastion at være lige så fejlbarlige og uhæmmede som drengene, og så er det bare vildt, at det stadig er meget modigt at vise en kvindekrop i underbukser, når Frank og Casper har stået i underbukser all the time«.

Fortielse forstørrer

Hvis man skal tilslutte sig skaren af kritikere, kan man spørge, om I ikke er med til at cementere de her gamle kønsklichéer, når I laver en tv-serie og film, som gentager, at kvinder ikke både kan være sjove og sexede, at kvinder må agere mænd for at få succes, at kvinders eneste værdi er, at de er fuckable, og at kvinder i øvrigt bliver usynlige og unfuckable, når de fylder 40?
Louise: »Jeg synes, det ville være at fortie det, hvis det ikke var med, for jeg synes ikke, vi er der endnu. Humor er vores våben«.

Ditte: »Vores mantra er lidt: Show it, don’t tell it. Ditte og Louise taler ikke om skønhed, rynker, appelsinhud og slappe bryster. Jo, vi har måske et afsnit i serien, som hedder ’Det er damebladenes skyld’, som handler om sminke. Men det kan måske føles, som om vi siger det, fordi vi er der med vores rynker og slappe bryster. Vi prøver hele tiden at være det i stedet for at sige det«.

Men selvom ’Ditte & Louise’ ikke siger det direkte, er temaerne jo stadig, at man som kvinde må klæde sig ud som mand for at få et job, og at man bliver usynlig som 40-årig, og hvis man som ung kvinde, som ellers ikke har den opfattelse, ser det, kan det jo godt have en negativ effekt og gøre, at man pludselig tænker: Fuck, jeg har kun så og så mange år tilbage, før det går nedad bakke…
Ditte: »Men de ting bliver kun større af at blive fortiet, så jeg tror faktisk, det er omvendt«.

Ditlev og Anders W. Berthelsen bonder hårdt i fitteren. (Foto: Rolf Konow)

Louise: »Da jeg så Kirsten Lehfeldt i ’Flamberede hjerter’, tænkte jeg: Jeg vil være ligesom hende, når jeg bliver stor. Det var en nuanceret kvindelig hovedrolle, og det var bare frisættende, for Helle Ryslinge har det jo med at vise kvinder, der tisser og har menstruationsblod i underbukserne, og samtidig er de sjove og tuder, når de tuder, og griner, når de griner. De fylder! Jeg tror faktisk, det er det«.

Altså, at den der indre frigørelse, som måske kan opstå ved, at kvinder ser andre uperfekte kvinder, er nødvendig, før vi kan komme videre?
Louise: »Ja, det tror jeg på. You cannot be, what you cannot see – den er helt sikkert rigtig. Vi er jo ikke ofre, og det er heller ikke sådan, vi portrætterer Ditte og Louise«.

Ditte: »Nej, i hvert fald ikke for andet end deres egen dårskab«.

Men nu sidder jeg over for to skuespillerinder over 40, som faktisk både er sjove, fuckable og tjekkede, og inden ’Ditte & Louise’ har I jo også hver for sig haft succesfulde karrierer: Hvorfor ikke fortælle den historie? Ville den i virkeligheden ikke være mere progressiv og motiverende?
Ditte: »Jo, men det er bare ikke en komedie, det der. Du kan godt høre det, ikke? Komedier er altid gjort af fejl, så man leder efter smertepunkter, konflikter og drama. Der skal være en bananskræl. Men det kan da være, det er det næste, vi gør«.

Louise: »Men jeg forstår godt, hvad du mener. Jeg tror faktisk, Soundvenue havde en artikel, som takkede forfatteren af serien ’Killing Eve’, Phoebe Waller-Bridge, for bare at gøre det. I den ser man bare en kvindelig hovedrolle«.

Ditte: »Ja, og de var alle sammen kvinder, både chefen og skurken. Det var så fedt!«.

Louise: »Det er en megafed serie, som også har humor i øvrigt, og jeg tænker også, at det er det næste. Nu har vi åbnet det her kapitel, som ser sådan her ud, og så havde vi også lige denne her film på hjerte«.

Ditte: »Men ’Killing Eve’ er et godt eksempel, for ellers oplever man typisk den der stærke dygtige pige, som man – no offense – eksempelvis ser i ’Borgen’. Jeg synes, vi har manglet den samme ret til at være lige så åndssvage og latterlige som mænd, og det er det, ’Ditte & Louise’ gør, for vi er komikere, og målet her er at lave en sjov film med noget på hjerte«.

Stå sammen, tal højt

Kvinder kan være ret gode til at minde hinanden om de her gamle kvindebilleder, når en veninde over pigemiddagen eksempelvis påpeger, at kvinder jo er mest attraktive, når de er i starten af 20’erne. Kan det også blive en sovepude for os, at vi selv dyrker de her udfordringer og begrænsninger?

Ditte: »Altså, at der ligger en form for lammelse i det?«.

Ja, eller at det kan blive en form for undskyldning for bare at give fortabt fra start…
Ditte: »Jeg oplever ikke, at det er det, der er problemet. Jeg oplever mere, at nogen kan synes, at det feminine er et farligt, uncool sted at gå hen, og det, tror jeg, er meget farligere for kvinders energi og fremdrift«.

Louise: »Jeg tror, ord og retorik betyder meget, men i ’Ditte & Louise’ prøver vi jo også at give noget håb midt i alt det her«.

Ditte: »Og måske også noget vrede for jeg synes ikke, der er lammelse i vrede, men energi. Men ja, det er lige så meget noget, kvinder gør ved hinanden og sig selv, når vi bliver ved med at gentage og reproducere det her kvindesyn, så på den måde forstår jeg, hvad du siger«.

Hvordan kan kvinder selv handle aktivt for at komme videre herfra, tænker I?
Louise: »Bliv ved. Stå sammen. Tal højt om det. Bevidstgørelse er vejen frem«.

Hvad skal vi tale højt om?

(Foto: Christabelle Beaudry Timmermann)

Ditte: »Vi skal fortælle kvinders historier og insistere på vigtigheden og nødvendigheden af dem«.

Louise: »Og vi skal ikke være bange for at råbe højt, når vi eksempelvis ser en anmeldelse, som bruger en nedladende retorik om kvinder. Vi skal blive ved med at ændre retorikken og kodningen. Men det er en lang proces, og det er virkelig fedt at kunne gøre det med humor, for så er der lidt længere vej til den vrede feminist«.

Ditte: »Ja, for vred feminist er jo det værste, man kan være næstefter luderen. Børneopdragelse er det næste, jeg vil sige. Lad barnet være det, det er, i stedet for at give det alle de der ubevidste kodninger, handlemåder og stimuli. Prøv at have friske øjne på mennesker, for de der kønskasser bliver så fastlåste«.

Men er det ikke de kønskasser, I selv dyrker?
Ditte: »Jo, det kan du godt sige, for vi accepterer jo hele præmissen om køn, og hvis man pitcher ’Ditte & Louise’, er det meget lyserødt og lyseblåt«.

Louise: »Men så introducerer vi også Dittes datter, som anfægter det, og det er vigtigt, fordi hendes replikker fortæller, at vi er klar over, at vi bearbejder de binære kønskasser, og at der findes andre ting«.

Ditte: »Og vi har en mandemand i forklæde, som laver kylling, og kvindelige chefer, så vi prøver at bryde stereotyperne ned«.

Louise: »Man bliver nødt til at pege på problemerne og gå ind i dem for bevidstgørelsens skyld, og dernæst kan vi bryde kasserne ned«.

Er der noget, der har overrasket eller udviklet jer i løbet af de her år med ’Ditte & Louise’?
Ditte: »Det har overrasket os, at vi så meget skal være advokater for det kønspolitiske, når vi sådan set går ind og gør det samme som Frank og Casper. Det er en vigtig, men også voldsom sidevogn, og det var ikke det, der var ilden. Men vi gør det gerne. For nogen skal jo«.

‘Ditte & Louise’ kan ses i biograferne fra på torsdag, 13. august.

Læs også: Ditte Hansen fra ‘Ditte & Louise’ – »kvinder bliver stadig mødt med rigtigt meget liderlighedsskam«