Emmy-vinder Peter Dinklage sender dybfølt tak til Nikolaj Coster-Waldau

‘Game of Thrones’ var én af de helt store vindere ved Emmy-uddelingen igår, hvor HBO’s fantasyserie vandt for ‘Bedste dramaserie’, og prisen ‘Bedste mandlige birolle i en dramaserie’ gik til Peter Dinklage, der spiller Tyrion Lannister i den hyldede fortælling om Jerntronen.

Danske Nikolaj Coster-Waldau var også nomineret til prisen for rollen som Tyrions storebror, Jaime Lannister, men måtte desværre se sig forbigået af sin fiktive lillebror, der har vundet hele tre Emmy’er for sin medvirken i serien. I takketalen sendte Dinklage til gengæld kærlighed ud til sin danske bror:

»En tak skal lyde til min bror fra fra en anden mor, Nikolaj Coster-Waldau. Jeg elsker dig, og jeg deler denne pris med dig, fordi du er en fantastisk og smuk bror.« Coster-Waldau var da også den første til at give Dinklage et kram, der han blev annonceret som vinder.

Dinklage takkede desuden »Dave og Dan«, seriens skabere David Benioff og Daniel Brett Weiss, der har gjort Dinklage til verdensstjerne, hvilket betyder, at han »ikke længere kan gå ned ad gaden i fred«, som han sagde i talen med et glimt i øjet. Konen Erica fik også et par ord med på vejen, hvilket Dinklage bemærkede, at han glemte sidste gang, han stod på Emmy-scenen. Hustruen fik desuden en særlig tak for at finde sig i Dinklages selvproklamerede »store temperament«, som heller ikke er fremmed for Lannister-karakteren, der har givet op til flere verbale (og fysiske) lussinger med på vejen til godtfolket i Westeros.

Og manden bag succesen skulle selvfølgelig heller ikke snydes for en tak: »Og George Martin for at kreere skidtet. Tak skal du have.«

‘Game of Thrones’ ottende og sidste sæson får premiere i 2019.

Læs også: De største overraskelser, uretfærdigheder og en ægte hjertevarmer ved nattens Emmy-uddeling

Læs også: ‘Game of Thrones’ sejrede, ‘Atlanta’ fik smæk: Se alle nattens Emmy-vindere

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold