Fra Fincher til Scorsese og Gerwig: Det arbejder verdens største instruktører på lige nu

Fra Fincher til Scorsese og Gerwig: Det arbejder verdens største instruktører på lige nu
Greta Gerwil til årets Oscar-uddeling
Foto: Kevork Djansezian/Getty Images
Von Trier og Cuaróans nyeste film har allerede haft festivalpremiere, og Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’ får masser af spalteplads. Men hvad med filmverdens øvrige mastodonter? Vi samler op på ti af de mest interessante instruktørers kommende projekter.

David Fincher (Foto: Alberto E. Rodriguez/Getty Images)

David Fincher

David Finchers seneste projekt var et søsætte Netflix-serien ’Mindhunter’, der havde premiere sidste år. Serien, der fokuserer på to FBI-agenter, som i 1970’erne begynder at undersøge seriemorderes psykologi, holdt et virkelig højt niveau, og fire af sæsonens ti afsnit var også instrueret af Fincher.

Fincher var ligeledes med til at starte ’House of Cards’ i 2013, men den vendte han aldrig tilbage til. Det er dog ikke tilfældet med ’Mindhunter’. Når den anden sæson får premiere engang næste år, har Fincher instrueret to af seriens otte afsnit – det første og det sidste. Fascinationen af seriemordere har da også været et gennemgående motiv i hans karriere med ’Seven’ og ’Zodiac’.

I de senere år har Fincher også arbejdet på en fortsættelse til ’World War Z’ med Brad Pitt. Optagelserne skulle være begyndt, men på grund af Pitts medvirken i Tarantinos kommende ’Once Upon a Time in Hollywood’ og Finchers arbejde på ’Mindhunter’ er ’World War Z 2’ blevet udskudt på ubestemt tid. Det ville ellers være interessant at se Fincher instruere en zombie-film, som endda er en fortsættelse.


Steven Spielberg til premiere på ‘The Post’ (Foto: Leigh Vogel/Getty Images)

Steven Spielberg

Steven Spielberg har ikke ladet sig kue af sin alder i de senere år, hvor han har været usædvanligt produktiv. Filmene ’Bridge of Spies’, ’The BFG, ’The Post’ og ’Ready Player One’ havde alle premiere inden for en periode på tre år.

Selvom Spielberg ikke har nogen officiel premieredato på et kommende projekt, har han masser af jern i ilden. Oprindeligt skulle Spielbergs næste projekt have været ’Indiana Jones 5’, med en premieredato i 2020, men på grund af utilfredshed med manuskriptet er den udsat på ubestemt tid.

Mest liv er der lige nu i hans remake af den klassiske musical ’West Side Story’, som vi første gang skrev om helt tilbage i 2014. Der blev udsendt et casting call tidligere på året, hvor der blev søgt efter spansktalende skuespillere.

Ved siden af har han også planer om en film sat under den amerikanske borgerkrig, der genforener ham med Leonardo DiCaprio for første gang siden ’Catch Me If You Can’ i 2002. Med Spielbergs arbejdsmoral skulle det ikke undre, hvis han er aktivt i gang med alle filmene på én gang.


Andrea Arnold efter at have vundet Juryens pris for ‘American Honey’ i Cannes, 2016 (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

Andrea Arnold

Selvom Andrea Arnold ikke har instrueret specielt mange film, har hun med titler som ’Fish Tank’ og ’American Honey’ markeret sig som en stærk og unik stemme med sine portrætter af utilpasset ungdom i både England og USA. Siden ’American Honey’ i 2016 har Arnold instrueret afsnit af serierne ’Transparant’ og ’I Love Dick’, og hendes næste projekt er også rettet mod tv-skærmen.

Arnold har instrueret samtlige afsnit af den kommende anden sæson af den populære HBO-serie ’Big Little Lies’, hvis første sæson var en af vores favoritter fra 2017. Instruktøren af første sæson, Jean-Marc Vallée (’Sharp Objects’), mente ikke at serien burde fortsætte efter den første sæsons afslutning, men hovedrolleindehavere og producere Reese Witherspoon og Nicole Kidman ville det anderledes.

Det stjernespækkede cast der, udover Witherspoon og Kidman, består af Shailene Woodley, Zoe Kravitz og Laura Dern vender tilbage – med en stor tilføjelse. Meryl Streep har rollen som Alexander Skarsgårds mor, der dukker op efter begivenhederne i første sæson.

Det bliver spændende at se, hvad en stilsikker indie-instruktør som Andrea Arnold kan få ud af det stjernespækkede cast og ikke mindst serieformatet.


Nicolas Winding Refn

Danske Nicolas Winding Refn har ikke stået stille i de tre år, der er gået, siden ’The Neon Demon’ havde premiere. For nylig lancerede han en gratis streamingtjeneste i eget navn, ’byNWR’, der har fokus på obskure og underkendte film, der aldrig har haft et bredt publikum.

Først og fremmest er han dog ved at lægge sidste hånd på ’Too Old To Die Young’, der bliver instruktørens første forsøg med serieformatet. Og det lader til, at Winding Refn har fået frit afløb for alt, han har kært.

Serien handler om en politiofficer, der vikles ind i kontroverser i den dybe del af den kriminelle undergrund, hvor alt fra japansk Yakuza og den russiske mafia til de mexicanske karteller krydser klinger.

På rollelisten finder man Miles Teller og Jenna Malone i hovedrollerne, mens resten af rollebesætningen blandt andet varetages af Billy Baldwin, John Hawkes og Cristina Rodlo. Der er lovet vold og neon for alle pengene, når serien har premiere på Amazon engang i 2019.

Annonce

Denis Villeneuve på årets Cannes Film Festival (Foto: Gareth Cattermole/Getty Images)

Denis Villeneuve

Denis Villeneuve har med sine seneste film ’Arrival’ og ’Blade Runner 2049’ løftet science fiction-genren op i en liga, hvor kun de største kan følge med. Han fortsætter i genren, med hvad der måske bliver hans mest ambitiøse projekt til dato – filmatiseringen af ’Dune’, en indflydelsesrig sci-fi-roman fra 1965.

Villeneuve har allerede annonceret, at projektet kommer til at munde ud i to film, da han ikke vil gå på kompromis med romanens omfangsrige historie og univers.

’Dune’ har gennem tiden opnået et ry for at være notorisk svær at filmatisere. Den chilenske instruktør Alejandro Jodorowski forsøgte sig i 1970’erne med en stort opsat filmatisering, der dog aldrig blev realiseret. Vejen til undergangen er dog underholdende dokumenteret i ’Jodorowski’s Dune’ fra 2013.

I 1984 udkom en ’Dune’-film instrueret af ingen ringere end David Lynch, men den blev et massivt flop. Lynch selv anser det som det største nederlag i sin karriere. Lad os ikke håbe det samme for Villeneuve.


Paul Thomas Anderson (Foto: John Phillips/Getty Images)

Paul Thomas Anderson

Det har ikke ligefrem væltet med oplysninger på kommende projekter fra Paul Thomas Anderson, siden ’Phantom Thread’ havde premiere. Det eneste, Anderson har fortalt, er, at han arbejder på en manuskript til en familiefilm med sin datter – der er otte år gammel.

Mange tog Andersons udtalelse som en joke, men hvem ved. Mange tog det heller ikke for gode varer, da Anderson i et interview med The Guardian i 2000 fortalte, at han gerne ville arbejde sammen med Adam Sandler. To år senere havde ’Punch Drunk Love’, med Sandler i hovedrollen, premiere på Cannes-festivalen, hvor den dystede om guldpalmen. Anderson vandt prisen for bedste instruktør.

Lige netop Sandler lader det til, at Anderson arbejder sammen med endnu en gang. I april blev Anderson set filme til et standup-show med Sandler, der skal udgives på Netflix. Selvom Netflix har bekræftet, at Anderson ikke instruerer, så bliver det spændende at se hans aftryk på noget, der ligger langt fra hans hjemmebane.


Greta Gerwig til årets Oscar-uddeling (Foto: Christopher Polk/Getty Images)

Greta Gerwig ­

Greta Gerwig fik ikke den store opmærksomhed for sin første film, ’Nights and Weekends’ fra 2008, instrueret sammen med Joe Swanberg. Mange anså derfor nærmest ’Lady Bird’ for hendes debut, selvom det er fejlagtigt. Men hvilken debut det havde været! Fem Oscar-nomineringer, blandt andet for bedste instruktør, slog det fast: Gerwig er en ny, stor stemme på den amerikanske filmscene.

Gerwig er nu i gang med forberedelserne til den svære opfølger, en filmatisering af Louisa May Alcotts roman ’Little Women’ fra 1868. Bogen har været yderst populær lige siden udgivelsen, og Gerwig kommer til at stå på skuldrene af seks filmatiseringer (to af dem stumfilm), seks tv-serier, en musical, en opera og endda to animeserier. Men historien om fire søstre, der vokser op under den amerikanske borgerkrig, lader til at være et oplagt projekt for Gerwig.

Rollelisten er allerede imponerende. Saoirse Ronan, Emma Watson, Eliza Scanlen (‘Sharp Objects’) og Florence Pugh spiller de fire søskende, mens Meryl Streep, Laura Dern og Timothée Chalamet indtager biroller. Ronan var fantastisk i ‘Lady Bird’, så vi kan kun være begejstrede over genforeningen.


Martin Scorsese (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images)

Martin Scorsese

Sidst Martin Scorsese var aktuel, var med den religiøse storfilm ’Silence’ fra 2016, der absolut var hæderlig, men også en langtrukken affære. Scorseses næste film er den længe ventede ’The Irishman’, der genforener Scorsese med Robert De Niro for første gang siden ’Casino’ i 1995 (hvis man ikke medregner reklame-kortfilmen ’The Audition’ fra 2015).

Scorsese og De Niros samarbejde har affødt klassikere som ’Taxi Driver’, ’Raging Bull’ og ’Goodfellas’. I de to sidstnævnte optræder også Joe Pesci, der ligeledes medvirker i ’The Irishman’. Pesci havde ellers trukket sig tilbage som skuespiller og har ikke medvirket i en film siden 2010. Med i filmen er også Harvey Keitel og ikke mindst Al Pacino, der arbejder sammen med Scorsese for første gang.

‘The Irishman’ omhandler det formodede mord på den notoriske gangsterboss Jimmy Hoffa (Al Pacino), der på mystisk vis forsvandt fra jordens overfalde i 1975. Filmen får premiere på Netflix i 2019 og skulle efter sigende have næsten 300 scener og et budget på over 900 millioner kroner. Scorsese har ikke skruet ambitionerne ned med alderen.


Wes Anderson til premieren på ‘Isle of Dogs’ (Foto: Theo Wargo/Getty Images)

Wes Anderson

Selvom ’Isle of Dogs’, Wes Andersons seneste film, havde premiere tidligere på året, er auteuren allerede godt i gang med forberedelserne på sit næste projekt. Den endnu unavngivne film kommer til at træde nyt terræn for instruktøren, da det bliver en musical.

Det er sparsomt med detaljer om plottet, ud over at den kommer til at foregå i efterkrigstidens Frankrig. Filmen skal optages i byen Angoulême i det sydvestlige Frankrig. Præproduktionen er godt i gang, og optagelserne skulle allerede begynde i slutningen af det indeværende år, eller i starten af 2019.

Det er svært at forestille sig, at filmen ikke kommer til at hylde den franske instruktør Jacques Demy, der er kendt for musicals som ’Pigen med paraplyerne’ (1964) og ’Pigerne fra Rochefort’ (1967). Anderson har flere gange nævnt Demy som et stort forbillede, der har været med til at forme instruktørens visuelle stil.


Xavier Dolan (Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images)

Xavier Dolan

Siden Xavier Dolan i 2014 som blot 25-årig imponerede filmverdenen med ’Mommy’, der vandt juryens pris på Cannes og var vores favorit det år, har det ikke stået stille for den unge Canadier. Hans opfølger ’It’s Only the End of the World’ kunne ikke helt leve op til de store forventninger, så derfor håber vi, at det bliver anderledes med hans engelsksprogede debut ’The Death and Life of John F. Donovan’, der får verdenspremiere på Toronto-festivalen i disse dage.

Filmen har et ret vanvittigt cast med navne som Kit Harington, Natalie Portman, Susan Sarandon, Bella Thorne, Kathy Bates og Michael Gambon.

Samtidig har den også været igennem en lang produktionsperiode. Optagelserne blev afsluttet helt tilbage i 2016, og siden da har den befundet sig i klipperummet. At Dolan har haft svært ved at tøjle filmen, blev især tydeligt, da han tilbage i februar på Instagram annoncerede, at Jessica Chastain var blevet klippet ud af filmen. Man får lidt på fornemmelsen, at der enten er tale om et mesterværk eller makværk.

Samtidigt har Dolan netop annonceret på Instagram, at han er gået i gang med optagelserne til sin næste film, den fransksprogede ’Matthias and Maxime’, hvor flere af hans faste skuespillere fra tidligere film medvirker. Og ved siden af det hele har han også fundet tid til at medvirke som skuespiller i den kommende ’It: Chapter 2’.

Læs også: Greta Gerwig – Bag quirk-facaden spirede en fuldtonet filmkunstner

Læs også: Quentin Tarantino og David Fincher caster samme skuespiller i rollen som Charles Manson