Mesterlige mafiaopgør, menstruations-horror, umulige missioner og en hær af forførende femme fatales i saftige mordmysterier.
Ud af den ikoniske gruppe af amerikanske New Wave-instruktører fra 70’erne, der blandt andre tæller Martin Scorsese, Steven Spielberg, George Lucas og Francis Ford Coppola, er ingen mere polariserende end Brian De Palma, hvis værker er blevet kaldt alt fra udødelige klassikere til anstødeligt pulp og har affødt både protestoptog (ansporet af den grafiske vold mod kvinder i ’Dressed to Kill’ i 1980) og kultdyrkelse.
Flere af instruktørens film lægger ikke skjul på, at de vil gøre os utilpasse til mode: Det er meningen, at vi skal svede en uskøn blanding af angsten og ophidselsens sved i mørket. Og mere end det. Vi skal impliceres i ugerningerne på lærredet, idet De Palma forvandler os alle til voyeurer i edderkoppens net, som i ’Body Double’ og ’Blow Out’. At manden lige nu skriver på en Harvey Weinstein-inspireret gyserfilm er både foruroligende og rasende interessant.
De Palmas tematikker svinger fra politisk ladet samfundssatire over stærkt grænsesøgende erotiske magtspil, der deler publikums lyster på midten, men hans formidable tekniske virtuositet står ikke til diskussion:
Når billederne af Al Pacino, der går sit endeligt i møde i en blodsprøjtende kugleregn i ’Scarface’, eller Sissy Spacek, der sætter sit prom-punktum i ’Carrie’ brænder sig fast på nethinden og ind i filmhistorien, er det, fordi scenernes emotionelle chokværdi får vinger af De Palmas visuelle geni, der sætter langt yngre kollegers forståelse for mediet overlegent til vægs.
Stil og substans går uløseligt hånd i hånd, og forbilledet Alfred Hitchcocks suspense-signatur, svimlende kameravinkler og split-screen ekkoer i De Palmas greb med det analoge filmsprogs virkemidler. Inspirationen (særligt fra ‘Psycho’) distraherer imidlertid ikke fra De Palmas egen fandenivoldske kompromisløshed foran og bag linsen, der fortsat pirrer vores sanser og inviterer til debat.
I anledning af Cinematekets Brian De Palma-serie i samarbejde med Soundvenue rangerer vi her de mest mindeværdige scener fra De Palmas store katalog:
7. Elevatormord a la Hitchcock i ‘Klædt på til mord’ (1980)
Flere kritikere kaldte ‘Dressed to Kill’ det første amerikanske storværk i 80’erne, mens kvinderettighedsgrupper opfordrerede til protester mod filmens udpenslede vold og potentielle dæmonisering af transvestitter igennem Michael Caines psykopatiske morder i kvindetøj.
Filmen – hvori en call-girl (De Palma-favorit Nancy Allen) bliver vidne til et mord og efterfølgende jages af førnævnte Caine – er stadig kontroversiel (om end volden naturligvis blegner i forhold til moderne forråede standarder), men De Palma er sig klicheerne bevidst: ‘Klædt på til mord’ (‘Dressed to Kill’) er et visuelt overflødighedshorn af camp, flittige ‘Psycho’-referencer og mesterlige kameravinkler, der går op i en højere enhed i ovenstående centrale mordscene, hvor en elevator gør det ud for Hitchcocks bruseniche.
6. Drab med grotesk fallossymbolik i ‘Stand-in for mord’ (1984)
Melanie Griffith løb med alle de gode replikker – og en Golden Globe-nominering for bedste birolle – i voyeuristiske ‘Stand-in for mord’ (‘Body Double’), hvor b-film-skuespilleren Jake (Craig Wasson) i klassisk ‘Vertigo’-stil begynder at spionere på en smuk kvinde.
‘Body Double’ tager pis på den selvhøjtidelige filmindustri, samtidig med at den opbygger en snigende foruroligende thriller-suspense, og det helt store chok indtræffer, da skønheden myrdes af en indtrængende psycho med en enorm boremaskine i en scene så grotesk fallossymbolsk, at man dårligt kan tro De Palma, når han på sine ældre dage har bedyret, af han ikke havde overvejet de seksuelle konnotationer ved borets penetration af kvindekroppen.
Hvorfor boret var så abnormt stort? Bare fordi, ifølge De Palma, at det skulle kunne bore hele vejen ned gennem gulvet, så vores antihelt – der i samme øjeblik kæmper mod en agressiv hund i lejligheden nedenunder – ser det bryde igennem loftet.
Scenen blev øjeblikkeligt notorisk, og ikke overraskende er den fiktive yuppie og seriemorder Patrick Bateman i Brett Easton Ellis’ ‘American Psycho’ så stor fan af ‘Body Double’, at han onanerer til bore-mordet.
5. Heltindens død i magiske 360-grader i ‘Døden sletter alle spor’ (1981)
En af Brian De Palmas bedste film er også en af de mest underkendte, hvorfor man ikke bør snyde sig selv for at opleve ‘Blow Out’ på det store lærred i Cinemateket.
John Travolta leverer en af karrierens største præstationer i rollen som lydteknikeren Jack (bemærk et vist navnesammentræf med hovedrollen i ‘Body Double’), der optager lydeffekter til en b-films-slasher. Filmens instruktør efterspørger et mere realistisk kvindedødsskrig, og en dag da Jack er ude med sit optageudstyr og tændt mikrofon, overværer han et biluheld.
Han redder en kvinde, Sally (Nancy Allen igen), ud af vraget, mens den mandlige fører omkommer. Senere vil Jack invitere Sally ud og erfarer, at hun arbejder som escort-pige, og at bilens chauffør var en indflydelsesrig guvernør og potentiel præsidentkandidat. Ikke nok med det, så afslører Jacks lydoptagelse fra ulykken, at der lød et riffelskud, umiddelbart før bilen kørte af vejen – og pludselig får hændelsen karakter af et attentat med politiske motiver.
Jack og Sally bliver jaget vildt, og ‘Døden sletter alle spor’ (originaltitel: ‘Blow Out’) – der låner tematisk, æstetisk og navnemæssig inspiration fra Antonionis klassiker ‘Blow Up’ og vennen Francis Ford Coppolas ‘The Conversation’ – leverer en voldsom mavepuster, da Sally rent faktisk bliver slået ihjel af guvernørens politiske rival, der stod bag attentatet.
Hverken publikum eller Jack kan tro deres egne øjne, da heltinden ligger død på jorden, mens fyrværkeriet fra en patriotisk parade lyser himlen op og kameraet drejer magiske 360 grader (bittersødt inspireret af scenen i ‘Vertigo’, hvor James Stewart omfavner Kim Novak), og skaber et surrealistisk romantisk baggrundstæppe for tragedien, der får scenen til at dryppe af besk samfundssatire over den fordærvede amerikanske drøm.
4. Vandret Ethan Hunt i ‘Mission: Impossible’ (1996)
Det var filmen, der affødte en af Hollywoods mest populære actionfranchises. Den første ‘Mission: Impossible’ introducerede os til Tom Cruises Ethan Hunt, såvel som superstjernes uforlignelige stuntevner, der gav De Palma rig mulighed for at iscenesætte mindeværdige set-pieces uden brug af stand-ins.
I den mest ikonografiske scene hejses Cruise ned i et laser-sikret aflukke, hvor han skal hacke en CIA-computer, alt imens han forsøger at hænge vandret – og helt stille – i luften. Det er et imponerende minutiøst orkestreret stykke filmhistorie, hvor både De Palma og Tom Cruise holder tungerne lige i munden og virkemidlerne minimale. Man kan høre en knappenål falde til jorden og glemmer næsten at trække vejret, da en enkelt sveddråbe på vej mod gulvet er ved at kompromittere den umulige mission.
3. Ikonisk udgangsbøn i ‘Scarface’ (1983)
»Say hello to my little friend!«
Få scener eller filmcitater vækker så universel genkendelse som ovenstående, hvor Al Pacinos narkokonge Tony Montana i slutning af ‘Scarface’ stiller træsskoene i et voldsorgie af frådende raseri og spandevis af teaterblod, der synes at sprøjte ud på publikum, når De Palma fører os rundt i Montanas luksusvilla med skiftevis hektisk rystede billeder og stoiske panoramaer, der slutteligt ophøjer det groteske scenarie til et malerisk kunstværk.
Ved premieren var det dog ikke alle, der værdsatte ‘Scarface’s blodige ekstravaganza, og fem stater i USA nægtede simpelthen at vise filmen, alt imens De Palma kun akkurat undgik at få smækket en R-rating på sit mesterværk. Siden er ‘Scarface’ som bekendt blevet en så integreret del af populærkulturen, at Tony Montana fortsat snerrer fra plakater og t-shirts, mens hans (næsten) sidste ord parodieres, refereres og hyldes i det uendelige’, fra ‘Ace Ventura’ til ‘Kick-Ass’, ‘South Park’ og ‘Breaking Bad’.
2. Skud og barnevogn på trappen i ‘The Untouchables’ (1987)
Man kan næsten ikke være i sig selv, første gang man ser De Palmas uforligneligt effektive hyldest til den sovjetiske stumfilmsmaestro Sergei Eisensteins ‘Panserkrydseren Potemkin’ og dennes skelsættende scene på Odessa-trapperne. Og bagefter er man klar til at se den igen for at få samtlige geniale kameraskud og den formfuldendte ballet af en klassekoreografi med.
I periodefilmen ‘The Untouchables’ – et af De Palmas største værker, der kun vinder ved gensyn – spiller Kevin Costner den virkelige ordenshåndhæver Eliott Ness, der i 1930’ernes lovløse Chicago blev hyret til at fælde selveste gangsterkongen Al Capone – legemliggjort af en storskrydende karismatisk Robert De Niro, der naturligvis tog adskillige kilo på til rollen. Sean Connery (som vandt en bedste birolle-Oscar) er Ness’ kollega Malone og Andy Garcia den unge betjent Stone med ferme skarpskyttegaver.
I en nøglescene på Chicagos hovedbane skal Ness og Stone pågribe Capones bogholder, der forsøger at flygte ud af Chicago, og efter en pinefuldt nervepirrende suspense-opbygning – hvor Ness spotter Capones mænd, mens han hjælper en mor med en barnvogn – bryder et dramatisk shoot-out løs.
Ness slipper barnvognen, der rasler ned ad de stejle trapper i dramatisk slow-motion, moren skriger og kuglerne fyger. I sidste sekund redder Stone barnet, da han kaster sig ned på gulvet i et baseball-inspireret glidefald, Andy Garcia selv foreslog De Palma, og alle kan ånde lettet op – med undtagelse af Capones sidste gorilla, hvis hjerne splatter ud på muren bag ham, da Stone (stadig liggende på gulvet), gør kort process. En detalje, der gav anledning til bekymret censurdebat i 1987.
1. Djævelens eminente hævn i ‘Carrie’ (1976)
Klimakset i De Palmas Stephen King-filmatisering ‘Carrie’ er lige så chokerende i dag, som da filmen fik premiere og ændrede gysergenren for bestandig.
Sissy Spaceks kuede teenagepige oplever endelig et par timers euforisk lykke fri fra sin fanatisk religiøse mors kløer, da hun inviteres til prom af skolens lækreste fyr, Tommy (som ganske vist er blevet pålagt det af sin kæreste Sue, der har ondt af mobbeofferet Carrie).
Carrie og Tommy bliver sågar kåret som prom-konge og dronning, men bag drømmescenariet lurer en forræderisk ondsindet ‘spøg’:
Skolens queen bitch Chris (Nancy Allen, hvem ellers) har nemlig fiflet med stemmesedlerne for at få Carrie på podiet, og i det sekund pigen i sin hjemmesyede kjole endelig føler sig accepteret af fællesskabet, hældes en spandfuld griseblod ud over hende.
Carrie stivner, salen gisper og tiden går momentant i stå. Og så bryder helvedet ellers løs i en regulær massakre på lærere og elever, da Carrie endelig giver los for de undertrykte telekinetiske kræfter, hendes mor tilskriver djævlen selv, og giver blodskammen en moderisk finger.
De Palmas brug af split-screen og kalejdoskopisk forvrængelse af billedet optrapper scenens hysteriske kaos, og close-ups af Carries paralyserede mimik får det til at løbe én iskoldt ned ad ryggen – samme pige, vi tidligere ynkede, er forvandlet til et selvtægtsmonster, der ikke blinker, mens hun afliver både bødler og venner.
‘Carrie’ er siden blevet genindspillet (don’t bother) og refereret i utallige gyserfilm, men De Palmas klassiker er ikke overgået, ikke mindst takket være instruktørens eminente visuelle virkemidler.
Cinemateket viser ‘Scarface’, ‘Klædt på til mord’, ‘Døden sletter alle spor’, ‘Stand-in for mord’, ‘Carrie’ og ‘Spøgelset i paradiset’ fra den 3. september til den 30. oktober. Læs mere HER.
Læs også: Brian De Palmas blodige mesterværk har inspireret alt fra ‘Stranger Things’ til Rihanna
Læs også: Soundvenue præsenterer – stor filmserie med Brian De Palma i Cinemateket