‘Game of Thrones’-turisme: Snart kan du besøge Westeros i virkeligheden

‘Game of Thrones’-turisme: Snart kan du besøge Westeros i virkeligheden
Jon Snow (Kit Harington) på Castle Black i 'Game of Thrones'.

Vi har efterhånden vænnet os til at tage afsked med afholdte (og knap så afholdte) ‘Game of Thrones’-karakterer, som er faldet på stribe i kampen om Jerntronen i løbet af seriens foreløbige syv sæsoner. Men det bliver alligevel ekstra sørgeligt, når vi næste år siger definitivt farvel til tyraner og helte som Tyrion, Jon Snow, Jaime Lannister, Daenerys og Cersei. Som plaster på såret, annoncerer HBO nu, at de vil bibeholde flere af optagelokationerne i Nordirland, så man i 2019 kan opleve Westeros in real life. Det fortæller HBO’s underdirektør for licens og detailsalg, Jeff Peters i en pressemeddelelse:

»HBO er begejstrede for at kunne fejre det kreative arbejde med ‘Game of Thrones’ ved at bevare lokationerne og invitere fans til at besøge Nordirland og gå på personlig udforskning i Westeros. Muligheden for at fejre Nordirlands rolle i serien og dens eftermæle, landets kultur, skønhed og varme er en stor inspirationskilde bag de her Legacy-projekter.«

Under navnet ‘Game of Thrones’ Legacy Experiences kommer turistattraktionerne til at bestå af forskellige sets fra serien helt ned til detaljer som kostumer, rekvisitter og våben, som de verdenskendte skuespillere har brugt til at slå hinanden til teaterblods med under optagelserne. Foreløbigt er der planer om at bevare familien Starks Winterfell, Night’s Watch’ hovedkvarter i Castle Black og studier brugt til Kings Landing (som ellers er filmet i Dubrovnik i Kroatien).

Foruden at hue GOT-fans er det gode nyheder for Nordirlands appel til turister, og direktøren for landets turistindustri, John McGrillen, er da også begejstret for nyheden og kalder det en »game changer for Nordirland på globalt turismeniveau«.

Læs også: Emmy-vinder Peter Dinklage sender dybfølt tak til Nikolaj Coster-Waldau

Læs også: ’Game of Thrones’-skaber fortæller, hvorfor sidste sæson er så længe undervejs