Henry Cavill er færdig som Superman

Henry Cavill er færdig som Superman
Henry Cavill i 'Batman v Superman: Dawn of Justice'.

Henry Cavill med de stålsatte blå øjne ligner faktisk tegneseriehelten Superman til forveksling, og han fik da også ros for sin optræden som DC-helt i Zack Snyders ‘Man of Steel’ fra 2013. Men efter at have medvirket i yderligere to Warner Bros.-superheltefilm i DC-universet (‘Batman v Superman: Dawn of Justice’ og ‘Justice League’), der i øvrigt fik smæk af anmelderne, forlader Cavill nu superhelterollen, skriver Deadline.com.

Cavills exit, der dog endnu ikke er bekræftet af Warner Bros. selv, kommer i forbindelse med en større ommøblering i DC Extended Universe, som blandt andet indebærer et større fokus på Supergirl-karakteren og senere hen en endnu ikke annonceret ny Superman. I august kom det frem, at Oren Uziel er hyret til at forfatte manuskriptet til en DC-superheltefilm med den kvindelige frontfigur, der ikke har været centrum i en film, siden Helen Slater portrætterede hende i 1984 (hun har til gengæld sin egen tv-serie, hvor hun spilles af Melissa Benoist).

Hvem der i fremtiden skal overtage Superman-rollen er endnu uvis, og Warner Bros. har ikke en ny Superman-film i kalenderen. Karakteren kan dog blive en markant anden i fremtiden, og ifølge Deadline er Michael B. Jordan en mulig kandidat. De fremtidige DCEU-titler fra Warner Bros. inkluderer ‘Aquaman’, ‘Wonder Woman 1989’ og ‘Shazam’ – i sidstnævnte var der rygter om en Superman-cameo i Cavills skikkelse, men det er altså tilsyneladende manet til jorden nu.

Cavill hverken be- eller afkræfter sit exit som Superman, men har til gengæld lagt en mærkværdig – og ret sjov! – video op på Instagram, der om noget føjer til forvirringen. Se videoen herunder.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Today was exciting #Superman

Et opslag delt af Henry Cavill (@henrycavill) den

Læs også: ’The Batman’-rygterne tager til: Ny franchise på vej uden Ben Affleck

Læs også: Spielberg overskygger Snyder – og indgyder håb for DC’s skrantende superhelteskude