James Bond-manuskript kasseres, så kasseret manuskript kan af-kasseres

James Bond-manuskript kasseres, så kasseret manuskript kan af-kasseres
Daniel Craig som James Bond.

’Bond 25’ står stadig uden instruktør, efter Danny Boyle forlod stillingen, tilsyneladende på grund af uenigheder om skurkerollen. Siden har der hersket kaos og uvished, men nu er der i det mindste nyt om, hvis historie filmen skal fortælle.

Det ser nemlig ud til, at Boyle og John Hodges manuskript bliver kasseret til fordel for det faste manusteam bestående af Neal Purvis og Robert Wade, skriver Daily Mail. Og det kan måske vække begejstring hos fans af de seneste fire Bond-film, for Purvis og Wade har stået bag manuskriptforfatningen af samtlige udgivelser med Daniel Craig i agenthovedrollen.

Purvis og Wade havde oprindeligt afleveret et udkast til ’Bond 25’, men det blev undervejs skrinlagt og erstattet af Boyle og Hodges udgave, der nu med Boyles instruktørexit er ude af billedet. Hvordan de to historier adskiller sig fra hinanden, er endnu ikke kommet for dagen, men ifølge Daily Mail vil kvindelige karakterer få mere centrale roller i den kommende film om agent 007. Om det bliver kvinder med agentrelaterede beskæftigelser eller rent øjeguf, melder historien imidlertid ikke noget om.

Der har været flere navne oppe at vende i forhold til, hvem der kommer til at sætte sit instruktørmæssige præg på fortællingen, heriblandt ’Baby Driver’-instruktør Edgar Wright og manden bag ’Big Little Lies’ og ’Sharp Objects’ Jean-Marc Vallée. Ingen er dog blevet udnævnt til at skulle stå for den store agentarv, og premieredatoen er blevet rykket et helt år frem til slutningen af 2020.

Læs også: ‘Wonder Woman’-skuespiller castet som hovedskurk i ‘Bond 25’ – men ved ikke, om han er købt eller solgt

Læs også: Danny Boyle forlod ‘Bond 25’ efter uenigheder om skurkerolle

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af