Jesper Christensen og Clara Rosager får stor international ros efter Toronto-premiere – danske film får generelt blandet modtagelse

Jesper Christensen og Clara Rosager får stor international ros efter Toronto-premiere – danske film får generelt blandet modtagelse
Jesper Christensen i 'Før frosten'
Foto: Jonas Svensson

Toronto Film Festival er i disse dage i fuld gang, og det er med flere danske film på plakaten fra garvede folk som Thomas Vinterberg, Michael Noer, Paprika Steen og Janus Metz. Filmene har haft premiere, og de første anmeldelser er tikket ind.

Thomas Vinterbergs nyeste, den engelsksprogede ‘Kursk’ om den russiske ubådskatastrofe i år 2000, splitter anmelderne. Mest begejstret er The Guardian, der giver 4 ud af 5 stjerner: »Det er en hjerteskærende og urovækkende film om mænd, hvis liv blev nedprioriteret, og hvis familier blev ændret for evigt. Den ender på melankolsk vis, men en brændende vrede hænger ved. De sidste scener er gennemsyret af smerten ved sår, der måske aldrig heler«.

The Hollywood Reporter synes, at filmen er seværdig, men ikke fantastisk. Især er det Anthony Dod Mantles kameraarbejde, der roses: »[Dod Mantle] giver sekvenserne på land et overjordisk skær, et sted imellem idyllisk og apokalyptisk, som om sollyset hvert øjeblik kunne eksplodere. Lige så effektiv er scenerne i ubåden Kursk, hvor især en scene, hvor karaktererne skal skaffe ilt, er udført i én lang, ulideligt spændende indstilling«.

Mindre begejstret er The Playlist. De kalder det en standardiseret thriller, og at Vinterbergs personlighed aldrig skinner igennem: »Filmen opnår aldrig nogen katarsis og ignorerer totalt den fundamentale suspense, der skal til for at drive en sådan historie frem«. De kvitterer med karakteren C-, der kan læses som et sted mellem 2 og 3 stjerner.

Bundlinjen er mere positiv for Michael Noers ‘Før frosten’. Jesper Christensen spiller hovedrollen som bonden Jens, der i 1800-tallet er tvunget til at gifte sin datter (Clara Rosager) væk til en storbonde for at kunne overleve den kommende, hårde vinter.

The Hollywood Reporter er meget begejstrede og roser især Christensens præstation og filmens nådesløse portræt af fortidens Danmark: »Christensen, hvis ansigtsrynker er lige så dybe som barken på træerne omkring ham, leverer en imponerende fysisk præstation, om det er, når han nådesløst høster korn, voldsomt hiver en kalv ud af maven på dens fødende mor eller giver Signe (Clara Rosager) en hård lussing i et øjeblik af faderlig desperation«. Rosagers præstation roses ligeledes og bliver kaldt »mindeværdig«.

Sponsoreret indhold
Hver lørdag fra klokken 23 ...
... forvandles Hotel Cecil til Cecil AM. Kom indenfor og mærk stemningen.
Cecil AM

The Playlist føler ikke, at filmen lever op til sit dramatiske potentiale: »Hvor filmens historie især har mulighed for at skille sig ud, er i dens skildring af religionens og patriarkatets voldsomme indflydelse på små samfund. Desværre bliver den mulighed helt forspildt«.

Til gengæld har de kun rosende ord til overs for Rosager og Christensens skuespil: »Rosager har en rolle, der ikke er specielt prangende på papiret, men der er enormt svær at mestre, når man skal navigere imellem de mange følelser, en ung kvinde har, når hendes skæbne er uden for sine egne hænder, og må acceptere den drejning, hendes liv tager. Det er subtilt arbejde, men enormt effektivt, selvom noget af karakterudviklingen i tredje akt ikke er helt troværdigt. Christensen er også effektiv som Jens, når han overbevisende skifter imellem desperat og afskyelig«.

Stor begejstring er der for Janus Metz og Sine Plambechs dokumentar ‘Hjertelandet’, der over 10 år følger en række ægtepar fra Thy, hvor danske mænd har giftet sig med kvinder fra den samme lille landsby i Thailand. Det lokale medie Now Toronto skriver: »’Hjertelandet’ handler om mere end international matchmaking. Den afslører de svære og uretfærdlige valg, mange kvinder må tage for at kunne forsørge deres familier. Historierne i filmen er dragende og vil hjemsøge dig længe efter rulleteksterne«.

Mindst lige så positive er dokumentarmagasinet POV: »’Hjertelandet’ giver et intimt indblik i den menneskelige sjæl, som man kun finder det i de bedste dokumentarfilm. Den forener smukt antropologi og kunst, da Metz og Plambech, der også danner par uden for instruktørstolen, har skabt en film, hvor man kan mærke den passion og dedikation, den er lavet med«.

Endelig er der Paprika Steens ‘Den tid på året’ om en typisk dansk julemiddag, der går helt galt. Indtil videre er der kun publiceret én anmeldelse, fra mediet Cinema Scope, der ikke ligefrem er positiv: »Ja, folk opfører sig som røvhuller juleaften. Og af en eller anden grund bliver instruktører ved med at lave den samme film om det, bare på forskellige sprog. Denne er på dansk. Når man tænker på, hvor meget dybde og intelligens Paprika Steen har tilføjet til sine projekter over de sidste 25 år, er det helt uforståeligt, at hun gad bruge tid og energi på noget så fantasiforladt«.

Noget mere positiv er Informations Toronto-udsendte anmelder Christian Monggaard, der på Facebook kalder filmen »bidsk, morsom og kun alt for genkendelig«. Måske man skal være dansk for at forstå de satiriske spidninger af de lokale juletraditioner?

‘Den tid på året’ har premiere den 8. november. ‘Før frosten’ kommer i biografen den 10. januar, og en premieredato på ‘Kursk’ er endnu ikke annonceret.

Læs også: Se første trailer til Thomas Vinterbergs internationale ubådsdrama ‘Kursk’

Læs også: Paprika Steen holder en forfærdelig juleaften i første trailer til ‘Den tid på året’