Kit Harington om Marvel og maskulinitet: Hvornår ser vi en homoseksuel spille superhelt?

Kit Harington om Marvel og maskulinitet: Hvornår ser vi en homoseksuel spille superhelt?
Kit Harington i rollen som Jon Snow i 'Game of Thrones'.

’Mommy’-instruktøren Xavier Dolan har i disse dage sin seneste film ’The Death and Life of John F. Donovan’ med sig på Toronto Film Festival, hvor den har premiere. På rollelisten finder vi Kit Harington, der spiller titelrollen som John F. Donovan – en tv-skuespiller, der skjuler sin homoseksualitet på grund af sin karriere.

Filmens plot har givet Harington stof til eftertanke, og det kom til udtryk under et interview med Variety (via IndieWire), hvor han satte ord på sine tanker om den stadigt nærværende problematik omkring synet på homoseksualitet og maskulinitet i Hollywood.

»Der er et stort problem med maskulinitet og homoseksualitet, at de på en eller anden måde ikke kan gå hånd i hånd. At vi ikke kan have én i en Marvel-film, der er homoseksuel i virkeligheden, som spiller superhelt. Jeg mener – hvornår kommer det til at ske?«, spurgte Kit Harington.

Marvel-producer Kevin Feige har lovet at højne inklusionen i Marvel-universet, der får sin første kvindelige superheltehovedrolle med ‘Captain Marvel’ til vinter, og han annoncerede i juni, at der er mere end én LGBTQ-karakter på tegnebrættet. Et skridt i mangfoldighedens retning – omend endnu ikke noget nær at løse den konflikt, Harington her italesætter.

Læs også: Det arbejder verdens største instruktører på lige nu – inkl. Xavier Dolan