‘Klovn’ afsnit 7: Forgettable, som Casper ville sige det

‘Klovn’ afsnit 7: Forgettable, som Casper ville sige det
Casper og Frank motionerer i det nye afsnit 'Klovn'.
Foto: Per Arnesen/TV 2
Hver uge går Thomas Spejlborg Sejersen i kødet på det nyeste afsnit i det længe ventede tv-comeback til 'Klovn'.
2 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Frank Hvam og Casper Christensen

Medvirkende

Frank Hvam, Casper Christensen, Mia Lyhne, Lene Nystrøm, Lars Hjortshøj, Silas Holst

Spilletid

ca. 25 min.

Premiere

Ude som snigpremiere på TV 2 Play, vises på TV 2 24. september

(Spoiler alert: Læs først, når du har set syvende afsnit i den nye sæson ‘Klovn’.)

Ugens fedt, fedt, fedt, fedt

Selvom ’Dobbelt dip’ er et af de svageste afsnit i den nye sæson, så er det ikke som i sidste uge (’Kender du typen’) ensbetydende med den rene elendighed.

For som det er med dine yndlingssitcoms, er de velkendte karakterer som gamle venner. Og Casper er der jo stadigvæk!

I denne uge trumfer Christensen som den selvfede variant af sit alter ego. Det er den udgave, der underskriver en kontrakt med sin rengøringshjælp, at »de må ikke tale direkte til mig, og de må ikke kigge mig i øjnene« – og taler amerikansk.

Det mest latterlige tidspunkt, hvor Casper folder sin anglo-fetich ud i ’Klovn’-historien, er i afsnittet ’God jul, Frank’. Her agter han og Iben (åh, jeg savner Iben!) at holde amerikansk jul. Og så flyver det omkring med amerikanske ord, der lige så vel kunne være blevet sagt på dansk: Stuffed turkey, mashed potatoes, gravy, jelly, bread crumbs, marshmellows…

(Foto: Per Arnesen/TV 2)

Det er et enkelt, men velfungerende greb, der siger alt om Casper. Han er – som han selv vil sige det – larger than life. For stor til lille Danmark.

I denne uge giver det sig udslag i, at han vil give Lene en effort gave. Det er sådan en gave, man giver til sin elskede, når man gerne vil gå the extra mile. Og for at det ikke skal være løgn, så hedder Caspers kontakt i Mærsk (ja, det er også sjovt, han har sådan én) Marty.  

Hvorfor den del af ’Klovn Forever’, der foregår i USA, aldrig blev vanvittig sjov, er mig stadig en gåde.

Ugens lavpunkt

Som en skuespillerven for nylig gjorde mig opmærksom på, er de nye birollers niveau i sæson 7 lavt. Han pointerede derefter, at det måtte være birolleskuespillerne, der var for svage (ingen nævnt, ingen glemt).

Jeg gav ham ret i det første – ikke i det sidste.

Det er et faktum, at der ikke er kommet nye, nævneværdige karakterer, man drømmer om at møde igen i et senere afsnit. Med undtagelse af den nye Pivert, Bjarne (Jesper Riefensthal), naturligvis. Lene fungerer ikke som den nye Iben, Malte er reduceret til anonym statist, mens Fie stadig ikke viser tegn på at besidde mere end én følelse – afsky over for familien, særligt Frank.

Jeg ser dog en anden forklaring på problemet, end at skuespillerne ikke mestrer seriens særlige improvisationsstil: Der er blevet skiftet ud på instruktørposten.

Dette skal ikke partout læses som en kritik af den nye instruktør, Jesper Rofelt. Han er bare ingen Mikkel Nørgaard, manden bag 43 afsnit og de to film.

Når man tænker ’Klovn’, tænker man først og fremmest Hvam og Christensen. Men for at bruge en ’Klovn’-metafor står en taburet altså bedre på tre end på to ben. (Eller gør den? Se ’Hejsan Sverige’).

I sit fravær bliver det tydeligt, at Nørgaard var taburettens tredje ben. Hvilket blandt andet forårsagede seriens geniale bikarakterer.

Ugens forspildte chance

For anden gang i denne sæson (første gang i afsnittet ’#metoo’) lægges der op til et sprængfarligt opgør med en – ifølge Frank og Casper – opkørt krænkelses- og offerkultur i forhold til homoseksuelle og kvinder.

»Hvis jeg ikke slår igen, så slår de mig bare en gang til«, siger Frank. »Hvis man først giver op over for de bøsser-lesbiske, så overtager de da verden«.

Det er de hvide, heteroseksuelle mænd mod ros.

Igen er de frygtløse samfundsrevsere, Hvam og Christensen, dog uskarpe. Hvis de vil lade Frank og Casper mene, at homoseksuelle i tiden har carte blanche til at spille »krænkelseskortet« – hvilket de bliver »100 procent« enige om på en motionstur i Frederiksberg Have – hvorfor bliver konflikten så inde i deres ekkokammer?

Jo, jo – Frank flytter da sin trampolin tilbage til den ende af haven, hvor de lesbiske naboer ikke vil have, at den skal stå. Men det er et slapt klimaks, en vag punchline. Og Hvam og Christensen skal næppe ligge søvnløse over, om »de bøsser-lesbiske« kommer og skider på deres stuegulv som hævn.

Kritikken og satiren preller fuldstændigt af. I ’Dobbelt dip’ er birolleskildringerne nemlig igen slappe – og de to kvinder er først og fremmest bare ensidigt irriterende naboer. Jeg mener: Den ene hedder Tulle, den anden truer med at kontakte politiet, da Frank ikke vil flytte en trampolin.

Hvad, der kunne være endt i en kontroversiel omgang, ender i… nabokrig.

(Foto: Per Arnesen/TV 2)

’Klovn’ er ikke den eneste nyere, danske komedieserie, der ender i en satirisk blindgyde, hvor de var på vej ind i et eller interessant opgør med hellig feminisme (som ikke er det samme som feminisme) og overdreven offerkultur (der ikke er det samme som virkelighedens ofre for krænkelser, hate crime og diskrimination).

For eksempel kæmper Jonatan Spang i ’Lillemand’ med en karikeret ’Feminazi’, mens Mads Rosenkrantz Grages alter ego i ’Yes No Maybe’ ender på en date med en voldsomt dobbeltmoralsk kvinde, der vælger den store menu, men ikke gider betale regningen.

Konflikternes karikaturer holdes ud i strakt arm – og ender reelt aldrig med at sige noget virkelig farligt eller omvæltende om seksuel identitet og kønnenes kamp.

Hvorfor? Hvorfor ender det sådan i nogle af vores ellers fremmeste komedieserier?

Fordi vi hvide, heteroseksuelle mænd er bange for at blive lagt for had i medierne, som Casper hævder? Fordi kampen er for alvorlig til at lave sjov med? Eller slet og ret bare ikke er sjov?

Jeg har ikke svaret. Det har ’Klovn’ heller ikke i denne omgang.

Ugens pinligste øjeblik

For nylig fortalte Frank Hvam, at man efter ’Klovn Forever’ og særligt den scene, hvor han uforvarende får viklet penis og skrotum ind i en drømmefanger, var nået til en ny erkendelse:

»Der vidste jeg bare, det kommer jeg ikke til at gøre lige med det samme igen. For det skal bare være super sjovt, når man stikker sin tissemand ind i en drømmefanger.«

Men hvordan kan det så være, at han står hånd i hånd med Casper i en ’Dobbelt dip’-stilling og er ved at skide på sit stuegulv?

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over pik og pølse-humor. Slet ikke, faktisk. For eksempel sker ét af mine yndlingsøjeblikke i ’Klovn’ på stranden i sæson 2-afsnittet ’Franks fede ferie’. Frank tager sine Speedo-trusser af under vandet for at imponere to unge kvinder, hvorefter hans penis bliver angrebet af en brandmand. Frank ligner én, der er blevet skudt.

Men det er da for slapt først at sige, at man er gået væk fra under-bæltestedet-humor, når det næste afsnit trumfer med en skidescene. Det er pinligt. Og ikke på den gode måde.

Bundlinjen

’Dobbelt dip’ må være det afsnit, Frank og Casper havde i tankerne, da de navngav sæson 7 ’Tilbage til hverdagen’.

Arbejdsdag på Søndermarkskolen, trampolinkrig med lesbiske naboer i haven og et Mærsk-malingstyveri. Det er på alle måder unspectatular og forgettable. Som Casper vil sige det.

Læs også: Casper & Frank om ny stil i ‘Klovn’ – »vi blev trætte af at se 45-årige mænd løbe rundt i bar røv«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold