Melissa McCarthy kører sig i Oscar-stilling for sin mest seriøse rolle i karrieren

Melissa McCarthy kører sig i Oscar-stilling for sin mest seriøse rolle i karrieren
Melissa McCarthy i 'Can You Ever Forgive Me?'

I disse dage løber Telluride Film Festival af stablen i Colorado. Her har ‘Can You Ever Forgive Me?’ lige haft premiere, der har Melissa McCarthy i en sjældent dramatisk hovedrolle. Og anmelderne er enige: McCarthy giver sin bedste præstation hidtil, og mange snakker allerede om Oscar-nomineringer.

I ‘Can You Ever Forgive Me?’ spiller McCarthy den virkelige forfatter Lee Israel, der i desperation over manglende salg af sine bøger begyndte at skrive forfalskede breve fra store forfattere. Hun solgte brevene til store summer, inden nogle begyndte at lugte lunten, og Israel kom i en alvorlig knibe.

Selvom McCarthy er blevet mere anerkendt end de fleste for sin komiske formåen – hun blev Oscar-nomineret for ‘Bridesmaids’ – er der tilsyneladende enighed om, at hun har opnået et nyt niveau i denne film.

»Igennem næsten hele filmen fremstår McCarthy umoderne, halvfuld og vred, men hun formår at trække lige så mange grin som denne aggressive kattedame, som hun gør i sine større komiske roller«, skriver Variety i deres anmeldelse. »Men det er selvfølgelig karakterens mere menneskelige sider, der gør dette til McCarthys bedste rolle til dato, som giver en sårbar indsigt i venskab, ensomhed og kreativ usikkerhed. At den så også gør det fra et unikt kvindeligt synspunkt er kun en bonus på nuværende tidspunkt«.

Deadline stemmer i: »Uden make-up og med en seriøs mine formår [McCarthy] at være sjov, men dette er en voldsomt dramatisk drejning for hendes karriere, og han rammer fuldstændig plet. Selvom hun var Oscar-nomineret for ‘Bridesmaids’ og vandt en Emmy for ‘Mike and Molly’, og har været en sværvægter inden for komedier lige siden, så er denne rolle en åbenbaring og det bedste hun nogensinde har spillet«.

Men måske mest begejstret er The Wrap: »Ingen komiker kan lave et så overbevisende portræt af menneskelig svaghed, uden at have en dybt seriøs skuespiller gemt under den komiske overflade. McCarthy kender, ligesom så mange andre komikere, tydeligvis til smerte. Hvor mangelfuld hendes Lee Israel end er, hvor ubehagelig hun kan være, så er det umuligt ikke at holde med hende, ikke at føle for hende ved filmens afslutning. Hendes Lee er svær at bryde sig om, men endnu sværere at hade«.

‘Can You Ever Forgive Me?’ er instrueret af Marielle Heller, der også stod bag den fantastiske ‘The Diary of a Teenage Girl’. En dansk biografpremiere er endnu ikke annonceret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Læs også: Scarlett Johansson er årets bedst betalte kvindelige skuespiller – se hele top 10

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af