‘Mr. Robot’-skabers nye serie ligner en hårrejsende thriller – se traileren til ‘Homecoming’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er landet en ny trailer til den kommende thrillerserie ‘Homecoming’ fra ‘Mr. Robot’-skaber Sam Esmails hånd, og det tegner til at blive lidt af en gyser. Serien bygger på den roste, fiktive podcastfortælling af samme navn, der blev lydskuespillet af Oscar Isaac, Catherine Keener og David Schwimmer.

I serien følger vi Heidi Bergman spillet af selveste Julia Roberts, der har arbejdet som sagsbehandler på The Homecoming Transitional Support Center, der er et center for hjemvendte soldater, som skal sluses ind i en almindelig hverdag langt fra krigstrommernes buldren. Men der foregår mistænkelige aktiviteter på institutionen, og særligt lederen Colin Belfast (Bobby Cannavale) lader til at have urent mel i posen, alt imens Bergman tilsyneladende uvidende forsøger at hjælpe soldaterne – en sætning, der i traileren gentages et utal af gange i et uhyggeligt ekko. Bergman forlader jobbet, flytter ind hos sin mor og arbejder som tjener, da hun fire år senere bliver indhentet af fortiden, og så ruller lavinen.

Esmail har skrevet og instrueret samtlige ti afsnit af seriens første sæson, og det kommer tydeligt til udtryk blandt andet i billedernes dæmpede farver, den melankolske stemning og de mange skud oppefra, der giver indtryk af, at karaktererne er brikker i et spil.

Foruden Roberts og Cannavale har Esmail rekrutteret Jeremy Allen White (‘Shameless’), Alex Karpovsky (‘Girls’), Stephan James (‘Race’) og Dermot Mulroney. Serien får premiere på Amazon Prime 2. november.

Læs også: Ren stjerneparade: Her er efterårets 16 mest ventede serier

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af