Oplev Andy Serkins Oscar-værdige præstation i 'Abernes planet: Opgøret'

Tom Hiddlestons Loki får sin egen tv-serie på Disneys kommende streamingtjeneste – og det samme gør Elizabeth Olsens Scarlet Witch

Tom Hiddlestons Loki får sin egen tv-serie på Disneys kommende streamingtjeneste – og det samme gør Elizabeth Olsens Scarlet Witch
Tom Hiddleston som Loki i 'Avengers'.

Netflix kan godt begynde at ryste i bukserne, mens Marvel fans til gengæld kan lægge champagnen på køl.

Disney er i fuld sving med at planlægge indhold til sin kommende streamingtjeneste, der lanceres i slutningen af 2019, og mindst ét nyt gigantprojekt vil så sikkert som amen i kirken generere medlemsskaber i milliontal.

Således er det netop kommet frem, at Disney og Marvel arbejder på op til flere superhelteserier med en række af de MCU-karakterer, der ikke allerede har fået en solofilm. Det i sig selv lyder jo ikke videre overraskende, men helt vildt er det til gengæld, at Disney har tænkt sig at indkalde de originale filmskuespillere til hovedrollerne som blandt andre fanfavorit og luskebuks Loki og Scarlet Witch. Hvilket vil sige et euforisk gensyn med Tom Hiddleston, Elizabeth Olsen med flere (får Jeremy Renners Hawkeye mon endda endelig sin store chance?).

Serierne bliver på hver otte episoder, og budgetterne skulle eftersigende være på højde med dem, Disney smider efter sine blockbusterfilm, mens Marvel Studios-præsidenten Kevin Feige kommer til at spille en fremtrædende rolle i udviklingsprocesserne. Dog skal vi ikke forvente, at Iron-Man, Thor og resten af den gamle garde dukker op på tv efter næste års afsluttende ‘Avengers’-kapitel.

Disney har allerede annonceret, at et abonnement på deres tjeneste bliver billigere end Netflix’, og yderligere film og serier i støbeskeen tæller en live-action ‘Lady og Vagabonden’, en ‘High School Musical’-serie og en ‘Star Wars’-serie til over 100 millioner dollars skabt af Jon Favreau.

Samtidig vil musestudiet smide nye titler som ‘Captain Marvel’ og ‘Dumbo’ oven i hatten når tæppet går for streamingmastodonten, der altså målrettet går efter at knytte tætte bånd mellem sine filmproduktioner og streamingindholdet.

Velkommen tilbage til lyset, Loki!

Læs også: Vi rangerer: De 10 bedste Marvel-film