UGENS STREAMINGTIP. En af Chris Rocks ældre standup-jokes går på, at man aldrig er sig selv på første date, men en ambassadør for sig selv. Sit bedste jeg. Senere i forløbet sænkes paraderne, makeuppen tørres af, og toiletbrættet mister med tiden evnen til at slå sig selv ned, idet parforholdsidyllen indfinder sig med en let bitter eftersmag af skuffelse over, hvor hurtigt rødvins-romance blev erstattet af leverpostejshapsere.
»Du er ikke længere den, jeg forelskede mig i«, og; »Jeg kan ikke kende mig selv mere«, lyder klassiske anker, hvis forholdet for alvor slår sprækker længere nede ad vejen, og begge parter nødtvunget må indrømme, at de nok i grunden bedst kunne lide den andens ’ambassadør’ frem for den person, der nu snorker i sofaen til ’Den store bagedyst’ hver uge.
Men hvad nu, hvis man ved et trylleslag permanent kunne forvandle sin gamle trætte kæreste til hans eller hendes evigt søde, Ja-hat-bærende og sexparate bedste jeg og dermed slippe for forholdets almindelige op- og nedture?
Halløj på parforholdshotellet
Dén tanke leger den besynderlige, men ret så geniale ’The One I Love’ fra 2014 med, og for en god ordens skyld skal det indledningsvist siges, at du ikke skal læse længere, hvis du absolut intet andet vil vide om filmens handling. ’The One I Love’ serverer således lidt af et twist kort tid inde i fortællingen, men eftersom den uventede drejning udgør filmens essentielle præmis, er den uværgeligt svær at komme udenom.
Elisabeth Moss og Mark Duplass spiller Sophie og Ethan, der er kørt godt og grundigt sure i ægteskabet og hinandens dårlige sider – eller rettere, hvad de hver især mener, er den andens dårlige sider. Sexlivet er gået fløjten, Sophie hakker, og Mark er et ufølsomt drog. Der er skilsmisse i luften, men parterapeuten (Ted Danson i guru-mode) anbefaler dem at tage på et ganske særligt couples’ retreat, der med angiveligt stor succes har hjulpet adskillige andre vingeskudte lovebirds til at genfinde melodien.
Det afsidesliggende landsted viser sig da også at være et billede på mindfullness, men allerede inden for det første døgn sker der mystiske ting:
I udhuset forfører en pludseligt langt mere følsom Ethan Sophie til en omgang forsoningssex, men påstår kort efter, at han ikke har nogen erindring om det. Sophie tror, at han driller hende, og går rasende i seng. Da Ethan næste morgen vågner til duften af bacon, går han forundret ned i køkkenet, hvor Sophie – som ellers afskyr duften af netop bacon – kokkererer med et sukkersødt smil.
Herfra bliver tingene kun mere bizarre, da parret opdager, at de rent faktisk deler landstedet med to tro kopier af dem selv: Sophie II og Ethan II. Eneste forskel er, at klonerne tilsyneladende repræsenterer den bedste udgave af, hvordan Sophie ville ønske, at Ethan var og vice versa. Same, same but different. Parret famler efter en semilogisk forklaring, mens både hun og han drages af partnerens glansbillede, og klonerne – hvis det da er det, de er – viser sig at have deres egen dagsorden.
‘Hvem er bange for Virginia Woolf’ møder sci fi
Der er klassiske elementer af ‘The Body Snatchers’-horror over ‘The One I Love’s creepy atmosfære, og uhyggen udnyttes effektivt og satirisk som forstørrelsesglas over mangen et par elskendes frygt for at blive som fremmede for hinanden i en rådden relation mellem fire klaustrofobiske vægge.
Mens ‘The Body Snatchers’ kunne ses som en politisk allegori over, hvordan et hjernevasket folk giver afkald på deres frie vilje og dømmekraft som en virus i omløb, dissekerer ‘The One I Love’ med foruroligende præcision konflikterne ved at konformere til parforholdsintimiteten, hvor tosomheden presser individet – krydret med callbacks til det ikoniske parforholdskammerspil ‘Who’s Afraid of Virginia Woolf’ og visuel symbolik i form af matryoshka-dukker og Buddha-figurer blandt interiøret i den reklamelækre elskovshytte.
Debutinstruktør Charlie McDowell og debuterende manuskriptforfatter Justin Lader vil, at vi skal filosofere (og gyse!) nærmere over, hvad de mange forventninger, vi har til hinanden, gør ved kærligheden, og hvem de i sidste ende forvandler os til. Og i lighed med ditto skæve, kuriøst genreløse film a la Jonathan Glazers ‘Under the Skin’ og Spike Jonzes ‘Her’ spiller ‘The One I Love’ imod konventionerne og omfavner sci fi og fantasy for at hudflette mysterierne ved kærlighed, identitet og køn.
Duoen McDowell og Lader forsøgte at følge samme opskrift igen, da de sidste år skabte sci-fi-filmen ‘The Discovery’ med Robert Redford og Rooney Mara for Netflix – om det moderne menneskes forhold til døden – men her druknede ideerne efter alt at dømme i bagmændenes iver efter at se, hvor langt man kan komme på et generøst Netflix-budget.
Den fejlslagne toer rører dog ikke ved, at ‘The One I Love’ står som en af de mest originale parforholdsfilm i nyere tid, med to, nej fire intense og sexede præstationer fra Elisabeth Moss og Mark Duplass, der begge udnytter deres respektive, tvetydige quirks maksimalt. WTF-slutningen deler vandene (jeg synes ikke, den kunne være anderledes), og ‘The One I Love’ bliver siddende i kroppen og hovedet i dagevis med det centrale spørgsmål flimrende insisterende i luften:
Hvem er det, du elsker?
‘The One I Love’ kan ses på Blockbuster.
Læs også: Ugens streaminganbefaling: 30 år efter tager ’Heathers’ stadig de nye ungdomskomedier i skole