UGENS STREAMINGTIP: HBO Nordic har en feature på forsiden, der hedder ’Mest populære serier’, og man skal i skrivende stund gennem 25 titler, før ’Succession’ troner frem. Inden da støder man på alt fra underbelyste sager som ’Killjoys’ og ’Six’ til ældgamle klassikere som ’Sex and the City’ og ’The Sopranos’, og meget tyder således på, at ’Succession’ ikke ligefrem udgør en unødig belastning af streamingsitets servere.
Det er bemærkelsesværdigt, al den stund at ’Succession’ – i modsætning til hovedparten af de 25 konkurrenter – er en egenproduktion fra fyrstedømmet HBO, som startede hele denne nok så omtalte seriemani for snart 20 år siden.
Engang var det sådan, at når HBO kom med en ny stor satsning, var det must-see for enhver seriefanatiker med respekt for sig selv. Med den kolossale mængde af nye serieproduktioner og streamingtjenester er det en svunden tid, og ’Succession’ har savnet den buzz, der er påkrævet, hvis man vil rage op over mængden. Måske skyldes det, at serien ud fra billedmaterialet ligner en filmatisering af Dagbladet Børsen. Og her på sitet har vi da heller ikke gjort så meget for at anspore interessen. Vores altid glimrende anmelder Rasmus Friis gav den tre lunkne stjerner, først og fremmest fordi alle karaktererne er »voldsomt irriterende«, som han skrev.
Nu kunne jeg aldrig drømme om at skrive offentligt, at Rasmus tager fejl, men lavede Bob Woodward en afdækning af problematikken baseret på anonyme kilder, ville det muligvis komme frem, at jeg mener, at Rasmus tager fejl.
Eller det vil sige: Alle karaktererne i ’Succession’ er pissehamrende irriterende. Og jeg elsker det.
I centrum for ’Succession’ står familiedynastiet Roy med patriarken Logan tronende på toppen. Logan Roy (Brian Cox) er en slags pendant til Rupert Murdoch, en benhård mogul, der har stiftet og stadig styrer en af USA’s største medievirksomheder, Waystar Royco. Han har fire mere eller mindre sociopatiske voksne børn, og da han en dag får et hjerteanfald, begynder kampen om tronen øjeblikkeligt.
Kronprinsen Kendall (Jeremy Strong), der måske nok har en bedre forståelse end faren for den hastige digitale medieudvikling, men mangler den afgørende koldblodighed, anser sig selv som en selvskreven arving. Den opportunistiske døgenigt Roman (Kieran Culkin) ser sit snit til at få en fuldstændigt uberettiget toppost. Datteren Shiv (Sarah Snook) er farens yndling og derfor også pludselig i spil, selvom hun er gået sine egne veje som kynisk toprådgiver i politik. Selv den isolerede, ultraliberitære weirdo Connor (Alan Ruck) rører på sig på sin egen virkelighedsfjerne facon.
’Succession’ er én lang positionering på skakbrættet. Shivs forlovede Tom (Matthew McFayden) er ivrig efter at vise sit værd i sin nye familie, mens den naive og akavede nevø Greg (Nicholas Braun), der håber på at få en fod indenfor i bunden af fødekæden, bliver kastebold mellem alle, der har mere magt end ham selv, hvilket vil sige… alle. Selv patriarken Logans nye kone Marcia (Hiam Abbass) har tilsyneladende sin helt egen dagsorden.
Det er et illusionsløst blik på den svinerige overklasse og den magt, der ejer den fjerde statsmagt. Roy-arvingerne er egoistiske, svigefulde, misantropiske og følelseskolde. Som sådan betræder serien nogle af de samme dunkle korridorer som andre rigmandsserier – eksempelvis ’Billions’ og ’Trust’ – de senere år, og jeg ved da heller ikke, om jeg synes, portrættet stikker specielt dybt i nogen eksistentiel eller samfundsmæssig forstand.
Men hold op hvor er det underholdende. Bag serien står Jesse Armstrong, der var en af hovedforfatterne bag den ligeledes sortsynede, britiske politikerkomedieserie ’The Thick of It’, som siden førte til ’Veep’ i USA. Han skrev også filmopfølgeren ’In the Loop’ og har i øvrigt forfattet det bedste ’Black Mirror’-afsnit nogensinde, ’The Entire History of You’.
Rænkespil og sylespids dialog er Armstrongs fremmeste attributter, og når ’Succession’ er bedst, er det, som hvis Shakespeare havde været hovedforfatter på ’Dollars’. Særligt Brian Cox excellerer mere og mere i løbet af sæsonen som den genopstandne diktator, der tværer sine modstandere så eftertrykkeligt, at man selv sidder tilbage med et smørret smil om læben.
I det hele taget kom jeg i løbet af de 10 afsnit, der bare bliver bedre og bedre, til at holde underligt meget af disse ynkværdige millionærer, der på hver deres måde forsøger at træde ud af deres fars altomsluttende skygge. Man hepper på dem, på samme måde som man indimellem hepper på The Lannisters i ’Game of Thrones’ – og man får ondt af dem på samme måde, som man kan få ondt af de kongelige: Selvfølgelig er et liv i rigdom og uendelige privilegier ikke den værste skæbne, der kan tilfalde et menneske, men der et stadig vist mentalt efterslæb, som ligger uden for det selvforskyldte.
’Succession’ kulminerer i de sidste to afsnit med hele familien samlet til et bryllup, og det er noget af det mest frydefulde tv, jeg har set i år. Her er oprigtigt sårbare parforholdsintriger, hvor Matthew McFayden som den hårdt prøvede Tom understreger, at han er seriens helt store skuespilåbenbaring. Her er et uforglemmeligt øjeblik af psykopatisk indifferens, når Roman via sin telefon overværer en raketopsendelse, han har været hovedarkitekten på. Og så sættes fadermordet nervepirrende i scene, mens man ihukommer Omars ord i ’The Wire’:
»You come at the king, you best not miss«.
‘Succession’ kan ses på HBO Nordic.
Læs også: Ugens streamingtip – creepy romance med Elisabeth Moss og Mark Duplass fucker med dit forhold
Læs også: Ugens streamingtip – 30 år efter tager ‘Heathers’ stadig de nye ungdomskomedier i skole