’22 July’: Må en englænder lave film om Norges største tragedie?

’22 July’: Må en englænder lave film om Norges største tragedie?
Jonas Strand Gravli som Viljar Hanssen i '22 July'.
3 6
Spillefilm
Instruktion

Paul Greengrass

Medvirkende

Jonas Strand Gravli, Anders Danielsen Lie, Jon Øigarden, Seda Witt, Ola G. Furuseth

Spilletid

133 min.

Premiere

Den 10. oktober på Netflix

Mens Erik Poppes ’Utøya 22. juli’ var ofrenes film, er Paul Greengrass’ ’22 July’ demokratiets.

Ved at følge én af de unge på Utøya i de 72 rædselsvækkende minutter, hvor Anders Behring Breivik hærgede på øen, levendegjorde Erik Poppes onetake-film fra tidligere på året det norske mareridt, så vi aldrig vil glemme den afstumpede fysiske manifestation af gerningsmandens ideologiske galskab.

Poppe zoomede ind, Greengrass løfter blikket. I ’22 July’, der lander direkte på Netflix ud over en meget begrænset biografpremiere i København, er selve attentatet kun første kapitel. Hovedparten af vægten lægges på efterspillet, og vi følger ganske vist den politisk engagerede unge mand Viljar Hanssen, som blev skudt fem gange af Breivik, men også Norges statsminister Jens Stoltenberg og Breiviks advokat Geir Lippestad er i søgelyset. Foruden – som den mest markante forskel fra Poppes film, hvor terroristen blot var en silhuet i horisonten – Breivik selv, fra hans minutiøse forberedelser til hans forskruede forklaringer i fængslet.

Greengrass ærinde er at demonstrere, hvordan et uperfekt, men grundlæggende velfungerende samfund reagerer på et ubegribeligt angreb. Stoltenberg er statsmanden, der må erkende, at myndighederne handlede for sent og for ineffektivt, men alligevel kanaliserer landets sorg med tiltrængt empati, ro og fremtidstro. Også i Viljars kamp for at vende tilbage til livet, med splinter fra Breiviks kugle stadig siddende i hovedet, ligger der en stædig optimisme: Her er en ungdom, der ikke kan knægtes af en ynkelig fanatiker.

Anders Behring Breivik og hans advokat Geir Lippestad i ’22 July’.

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay

Instruktøren har tidligere bevæget sig i begge yderligheder af det ’baseret på virkelige hændelser’-pendul, der i den ene ende er empatisk-nuanceret historieskrivning og den anden exploitation. Mesterværket ’Bloody Sunday’om britiske soldaters nedskydning af uvæbnede nordirske demonstranter i 1972 indkapslede med sjælden intensitet og detaljerigdom de politiske eskaleringer, der førte til drabene. I ’United 93’, om det kaprede fly, der 11. september 2001 styrtede ned på en mark i Pennsylvania, blev den umenneskelige realitet til en spændingsfilm uden synligt formål.

’July 22’ lander et sted midt imellem. I sit demokratiske projekt står den stærkt, når den stryger mod hårene som i skildringen af Geir Lippestad, der som gerningsmandens beskikkede advokat blev mødt af dødstrusler og had. Greengrass betoner Breiviks fundamentale ret til et forsvar – og prikker, så det gør ondt, til alle (os), der i vores stille sind har ønsket de demokratiske rettigheder hen, hvor peberet gror, når vi har været konfronteret med de mest brutale forbrydelser.

Forhåndskritikken mod ’22 July’ har særligt gået på Breiviks centrale rolle. Omkring verdenspremieren i november havde 22.000 signeret en underskriftindsamling mod filmen i Norge. Men Anders Danielsen Lie, en af Skandinaviens mest intelligente skuespillere, indfanger både storhedsvanviddet, ensomheden og ynkeligheden i den afstumpede morder, der bluffer med at være en del af en større revolution – og håber, at han vil antænde den – men må indse, at han står alene med sine rabiate tanker. Danielsen Lie har selv forklaret, at han mener, at vi er nødt til at se ondskaben i øjnene for at forstå og dæmme op for den, og en fortælling om Utøya-efterspillet havde da også været fordrejet og bagvendt mytologiserende, hvis attentatmanden blev fjernet fra ligningen. Heldigvis får de unge sidste ord.

Filmen har således hjertet på rette sted, men man fornemmer også noget lidt for overlagt fra Greengrass’ side. En fornemmelse af, at de virkelige skæbner er blevet presset ned i nogle formater, der skal understøtte en bestemt pointe. En fornemmelse af dramaturgiens kunstighed, tilslebet af en britisk outsider over Åsne Seierstads bog om tragedien, ’En af os’.

Sponsoreret indhold
Det lykkedes ikke, da ’Girls’ peakede …
... men nu er Sara Hjort endelig lykkedes med at komme på forkant på Lena Dunaham-fronten. Hør om hendes tv-cravings her.

Alle nordmændene i Greengrass’ film snakker engelsk med norsk accent. Det er stærkt fremmedgørende, men det er ikke kun her, følelsen af fake dokudrama pirres og tirres. Det er også i forholdet mellem Viljar og den unge kvinde Lara, der giver en bismag af malplaceret kærlighedskliché. Det er også, når Stoltenberg filmagtigt udbryder »The summer camp? We have hundreds of kids there!«, da han første gang hører om skyderierne. Og når Viljar bestemt fortæller sin mor – borgmester på valg i Svalbard – at hun skal tage sin telefon, »for det er jo et valg«! Og når Lippestad indvender mod Breivik, at det ikke er Norge, der er for retten, men ham, og Breivik så svarer: »Er du sikker på det?«

Viljar og Lara, som begge overlevede massakren.

’Bloody Sunday’ var konsekvent i sit fravær af musik, men ’22 July’ er, om ikke plastret så i hvert fald indsvøbt i følelsesforstærkere, der underbygger mistanken om, at Hollywood er kommet til Utøya. At Greengrass, der også har behandlet autentiske episoder i ’Captain Philips’ og ’Green Zone’, tager Utøya-massakren som gidsel i sin større sag mod højrepopulisme og fremmedfjendskhed i Europa, før han rykker videre til næste levende traumebillede.

Sådan har filmmediet altid mere eller mindre lemfældigt bearbejdet true events, og Greengrass er langt fra den værste, så spørgsmålet er, om vi blot er ekstra (over)følsomme på disse breddegrader, fordi 22. juli 2011 står os særligt nær. ’Hotel Rwanda’ blev ikke behandlet med samme nidkærhed. Det er værd at notere sig, at ’22 July’ efter premieren på Venedig-festivalen fik en varmere modtagelse i internationale medier end i Norge, mens det modsatte gjorde sig gældende for Poppes ’Utøya 22. juli’.

Men frem for at tilstå, at afstanden er for kort til et uhildet skandinavisk blik, skal denne erkendelse måske tværtimod indskærpe vores kritiske sans over for film baseret på hændelser, vi har et mere distanceret forhold til. Autenticitet og indefra-blikket har aldrig været vigtigere i fortællekunsten end lige nu, og det kan også med rimelighed appliceres til den kunstneriske behandling af alle de begivenheder, der har ridset tydelige ar i vores fællesskab og værdier.

Jeg er i hvert fald glad for, at det er Ole Christian Madsen og ikke Paul Greengrass, der næste år skal filmatisere angrebet på Krudttønden og Den Jødiske Synagoge i København – med terroristen Omar som en af hovedpersonerne.

Læs også: Det skal du streame i oktober – true crime-comeback, ‘Mad Men’-stjernes soloserie, ventede gys

Annonce
Advertisement