Anthony Rapp et år efter sexanklagen mod Kevin Spacey: »Jeg håber, han bliver hel igen«

Anthony Rapp et år efter sexanklagen mod Kevin Spacey: »Jeg håber, han bliver hel igen«
Kevin Spacey til premieren på 'Baby Driver' i London i 2017. (Foto: Tim P. Whitby/Getty Images for Sony Pictures)

Da skuespilleren Anthony Rapp i oktober 2017 beskyldte Kevin Spacey for at have begået seksuelle tilnærmelser mod ham for mere end 30 år siden, var han ikke forberedt på, hvilke konsekvenser det ville få for Spacey, og hvor mange anklager der siden ville komme frem i lyset. I et interview med Buzzfeed ser Rapp tilbage på det forgangne år og Spaceys fald fra Hollywood-tinderne med både lettelse og sorg.

»Jeg havde fortalt mig selv, at han kun gjorde det mod ældre mennesker, så (det jeg oplevede, red.) var en afvigelse. Hvilket viste sig ikke at være sandt«, siger han blandt andet.

Rapp fortalte sidste år om sin oplevelse med Spacey, der havde forgrebet sig på ham, da Rapp var bare 14 år gammel og Spacey 26. Sidenhen er de seksuelle anklager haglet ned over Spacey, der både er blevet beskyldt for at have krænket voksne kolleger i skuespilbranchen, at have forgrebet sig på en 18-årig highschool-elev og at have haft et seksuelt forhold til en anden 14-årig skuespiller i 1980’erne, hvilket efter sigende mundede ud i et voldtægtsforsøg.

At Rapp ikke var det eneste mindreårige offer, var både en »rensende« og »virkelig rystende« erfaring for skuespilleren efter at have fortiet overgrebet i tre årtier. Han fortæller, at han og andre ofre havde holdt sig tilbage med at stå frem, fordi det virkede håbløst: »Vi følte alle, at intet nogensinde ville kunne ramme disse mennesker. Intet ville få indflydelse på deres adfærd, fordi vi var de magtesløse. Sådan føltes det virkelig. Der var ikke mulighed for at se det på andre måder«.

Anklagerne har som bekendt vist sig at få store konsekvenser, selv for en megastjerne som Spacey, hvilket kom bag på Rapp, der fik dårlig samvittighed, da han erfarede, at Netflix-serien ‘House of Cards’ ville blive afbrudt: »Da jeg så overskriften, blev jeg både vred og ked af det. Jeg tænkte ‘Oh my god, det her er ikke formålet’. Jeg havde ondt af de hundredvis af mennesker, der arbejdede med serien«.

Rapp var derfor også lettet, da Netflix annoncerede, at de ville fortsætte serien med Robin Wright alene i hovedrollen, og han udtrykker desuden medfølelse med Spacey:

»Som medmenneske håber jeg, han finder en måde at hele sig selv på, du ved? Det mener jeg virkelig. Jeg tror ikke, nogen opfører sig på den måde i så lang tid… Jeg tror ikke, han var glad. Han havde dæmoner. Så på et eller andet niveau har jeg medlidenhed med ham. Samtidig har alle mennesker en eller anden form for dæmon i sig, og spørgsmålet er, om man kan bekæmpe den nok til ikke at såre andre mennesker«.

Læs også: Kevin Spacey sagsøges af massør for seksuelt overgreb

Læs også: Louis C.K. om følgerne af sexskandale: Har været i helvede og er blevet 35 mio. dollars fattigere

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af