’Apostle’: ‘The Raid’-instruktør fortsætter blodsrusen i kulthorror på Netflix

Strubesprinklende blodssprøjt og orgiastisk knoglebræksnydelse i super slow. Walisiske Gareth Evans to indonesiske ’The Raid’-film er moderne actionklassikere og fremragende eksempler på formidling af følelser og handling gennem vold. De er mesterværker inden for ekstatisk voldsfortælling, men ikke nødvendigvis banebrydende fortalt.

Det var derfor svært at forestille sig, hvordan det ville tage sig ud, når Evans med ’Apostle’ vender tilbage til hjemlige breddegrader, benytter velkendte ansigter og knytter fortællingen op på den mere afmålte engelske folk horror. Resultatet er anderledes, men mønstret er det samme, når det kommer til Evans styrker og svagheder.

Den frafaldne missionær og præstesøn Thomas (Dan Stevens) tager i 1905 til den walisiske ø Erisden for at befri sin søster, der er blevet bortført af øens religiøse fælleskab. De dyrker profeten Malcolm (en overraskende præstation af Michael Sheen), en tidligere landsforræder, som nu forkynder troen fra øens Moder Natur-gudinde.

Malcolm strandede i sin tid på øen sammen med to kriminelle ligesindede, hvorefter de skabte et kollektivt frirum for andre udstødte. Thomas erfarer langsomt, at Malcolm og hans trosbrødre udfører dunkle handlinger bag facaden for at opretholde den kollektive ånd.

’Apostle’ er, på godt og ondt, den oprindelige ’The Wicker Man’ (folkhorror-genrens egen gudinde) taget til næste niveau. Filmen fra 1973 om den seksuelt forskrækkede politimands møde med et frisindet hedensk øsamfund har aldrig indgydt nogen uhyggestemning i mig, da den med sin hyggelige fællessang, maskeleg og nøgne hud mest af alt vakte mit indre romantiske billede af mine forældre på hippie-tur i det grønne.

Der er ’Apostle’ anderledes fandenivoldsk i Evans filterløse vision og med det samme hold bag lyd og billeder fra ’The Raid’.

Inspireret af maleren Caravaggio er mange billeder mørkelagt i udgangspunktet, mens filmen efter chiaroscuro-teknikken flytter fokus ud fra lysets kontrasterende indfald. De bedste indstillinger er som barokke malerier med ’Silent Hill’-lignende ikonografi. Ligeledes er det en fryd, når Evans og fotograf Matt Flanery skifter handlingsplan i samme skud gennem glidende kamerabevægelser eller lader et glas trille faretruende nær linsen.

I en infernalsk kakofoni af summen, klimpren, knirken, klappen, tikken og skæren er filmens score næsten for meget af det gode. Det samme gælder Evans’ blodsudgydelser, som ikke vil falde i enhvers smag. Evans er bare mest vital og mærkbar som filmskaber, når han får lov til at udtrykke sig i brutale torturscener og åbne kødsår. Dér ser man den store visuelle voldsfortæller.

Historiefortælleren Evans kæmper derimod. Thomas’ centrale eftersøgningsplot burde være simpelt og stringent, men som det også var tilfældet med ’The Raid 2’, har Evans en tendens til at overfylde sit plot og trække tiden med scener udelukkende motiveret af æstetiske impulser. I tredje akt falder Dan Stevens helt i baggrunden til fordel for kollektivets drastiske sammenbrud, og man mister interessen for ham.

’Apostle’ er blottet for de særlige ritualer og den okkulte massetilbedelse, som ellers kendetegner subgenrens hovedværker. Man savner blandingen af fascination og fremmedfrygt i mødet med de harmoniske udflytteres førindustrielle og alternative kultsamfund som i føromtalte ’The Wicker Man’.

Historien rummer interessante temaer om de negative konsekvenser af religion som menneskabt billede versus åndelig tro i respekt for naturen. Men først og fremmest rummer den mørke, mudder og rødglødende voldsekstremitet, som nok skal give filmen sit kultfølge.

Læs også: Anmeldelse af ’Hold the Dark’ – Stortalents voldelige Netflix-film taber tråden

Læs også: Hvorfor i alverden promoverer mit Netflix ‘Brokeback Mountain’ som en heterofilm?