’Black Mirror’ klar med femte sæson til december med nyt interaktivt afsnit

’Black Mirror’ klar med femte sæson til december med nyt interaktivt afsnit
Jesse Plemons i 'Black Mirror's 'USS Callister'.

’Black Mirror’ er på vej tilbage til Netflix. En ny artikel fra Bloomberg bekræfter, at den populære, dystopiske sci fi-thrillerserie er klar med sin femte sæson, som får premiere til december.

Artiklen afslører endvidere, at den nye sæson kommer til at rumme et interaktivt afsnit, hvor seeren får medbestemmelse over plottets udfald. ’Black Mirror’ leger som bekendt gerne med tematikker, der tager udgangspunkt i bagsiden af den teknologiske udviklings medalje, hvorfor et interaktivt afsnit synes helt oplagt – og potentielt virkelig uhyggeligt.

Netflix har tidligere forsøgt sig med interaktivt indhold, blandt andet med ’Puss in Boots’-tegnefilmen (eller på dansk: ’Den bestøvlede kat’), hvor seeren kunne være med til at bestemme, hvad der skulle ske med hovedpersonen (ahem, hovedkatten).

’Black Mirror’ løb for et par uger siden med en Emmy for bedste film produceret til tv for afsnittet ’USS Callistor’. En ganske usædvanlig sejr, da ’Black Mirror’ også hentede samme pris hjem sidste år for afsnittet ’San Junipero’.

Fjerde sæson fik premiere den 29. december, hvorfor den kommende femte af slagsen helt oplagt kunne ventes at lande nogenlunde samtidig. Foreløbig lyder det blot, at den er ude til december.

Læs også: ‘Black Mirror’s Emmy-sejr er ganske usædvanlig

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af