‘Bohemian Rhapsody’: Eklatant brøler skæmmer filmen om Freddie Mercury

‘Bohemian Rhapsody’: Eklatant brøler skæmmer filmen om Freddie Mercury
Rami Malek som Freddie Mercury i 'Bohemian Rhapsody'
Foto: 20th Century Fox
3 6
Spillefilm
Instruktion

Bryan Singer

Medvirkende

Rami Malek, Lucy Boynton, Gwilym Lee, Ben Hardy, Joseph Mazzello

Spilletid

134 min.

Premiere

Den 1. november

’Bohemian Rhapsody’ rammer det store lærred efter en del bump på vejen. Mens optagelserne stod på, forsvandt instruktør Bryan Singer pludselig ud af det blå – og blev siden fyret – hvorefter Dexter Fletcher (ukrediteret) tog over og styrede produktionen i havn, så vi nu endelig får den stort anlagte fortælling om et af verdens største rockbands og ikke mindst deres karismatiske forsanger.

Fraregnet en cliffhanger-åbning med forberedelserne til den legendariske ‘Live Aid’-koncert i 1985 er filmen om Queen kronologisk fortalt. Vi starter således med unge Farrokh Bulsara, der arbejder i Heathrow Lufthavn og har andre ambitioner end dem, hans parsi-indiske forældre havde i tankerne.

Filmen tilgodeser både uindviede og hardcore-fans. Det står klart, hvorfor upcomingbandet Smile blev transformeret til succesgruppen Queen, og Farrokh Bulsara blev Freddie Mercury. Vi følger indspilningen af hovedværket ‘A Night at the Opera’ i morsomme scener, hvor trommeslager Roger Taylor skal forsvare sin sang ‘I’m in Love with My Car’, og hvordan ‘Bohemian Rhapsody’ slider på studiebåndene (»How many Galileos do you want?«).

Det er rart, at filmen giver plads til de tre andre stærke temperamenter, som udgjorde bandet. I en intens diskussion griber bassist John Deacon den kreative depeche og udstikker en ny kurs med ‘Another Bites the Dust’. En vigtig pointe, idet Queen gjorde det til deres modus operandi ikke at have berøringsangst med et væld af genrer og musikalske eksperimenter.

Ben Hardy, Gwilym Lee, Joseph Mazzello og Rami Malek som Queen i ‘Bohemian Rhapsody’ (Foto: 20th Century Fox)

Rami Malek løber med megen opmærksomhed for sin hovedrollepræstation og indkapsler da også hver en nuance i den flamboyante frontmand, men Gwilym Lee fortjener absolut også applaus for sit portræt af Brian May. Med sit lavmælte spil og en forbavsende autentisk accent rammer han guitaristen ned til mindste detalje.

Man kan se igennem fingre med friheder i musikkronologien, som når May præsenterer bandkammeraterne for ‘We Will Rock You’ i 1980, selvom sangen udkom tre år tidligere. Men Anthony McCartens manuskript begår en eklatant brøler ved at gøre Mercury syg umiddelbart inden Live Aid i 1985, når han først fik stillet aids-diagnosen i 1987 (og Queen i øvrigt indstillede al koncertaktivitet netop af samme årsag).

Frontmandens sygdom var naturligvis en del af Queen-historien, og han fortsatte da også med at indspille musik lige til det sidste, men det forstyrrer oplevelsen, at det – måske af hensyn til filmens dramatiske progression – fremlægges på usand vis. Filmen kunne have fokuseret på de subtile hentydninger, som når Freddie ser et tv-indslag om aids til tonerne af ‘Who Wants to Live Forever’.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

Historien om Freddie Mercury kan ikke fortælles uden hans forhold til Mary Austin. En essentiel dimension af hans liv, som filmen også levner god plads. Ungdomskæresten, der accepterede hans seksualitet og forblev hans bedste veninde og fortrolige resten af livet, spilles med lige dele stærk og skrøbelig troværdighed af Lucy Boynton. Scenen, hvor Freddie viser Mary en liveoptagelse af ‘Love of My Life’ (sangen, han skrev til hende), og parret efterfølgende har the talk, står stærkt. Både Malek og Boynton rammer dette svære øjeblik (»Freddie, you’re gay«) rørende og overbevisende.

Det er til gengæld ærgerligt, at Mercurys store mandlige kærlighed, Jim Hutton, nærmest kun er en bifigur. Ganske vist ser vi ham i en dybfølt samtale med rockstjernen efter en ekstravagant fest, ligesom filmen også understreger Huttons betydning i Freddies liv i en scene, hvor parret er til kaffehygge hos Bulsara-familien. Ikke desto mindre havde det nuanceret portrættet af Mercury som menneske, hvis deres forhold var tillagt mere vægt.

I stedet bliver Mercurys seksualitet primært formidlet via forholdet til hans personlige assistent Paul Prenter, som i begyndelsen fremstår støttende, men gradvist udvikler sig til en intrigant Judas. Disse scener – spækket med svulstigt melodrama og forklarende symbolik – skæmmer filmen. Da Freddie bryder med Prenter, sker det med en lang afskedsscene i øsende regnvejr og en replikudveksling, der er en græsk tragedie værdig.

Gwilym Lee som Brian May og Rami Malek som Freddie Mercury i ‘Bohemian Rhapsody’ (Foto: 20th Century Fox)

Blandt Queens mange triumfer stråler Live Aid-optrædenen på Wembley Stadium i det klareste skær. En karrieredefinerende koncert, der udgør filmens klimaks. Her ser man virkelig, hvor meget arbejde folkene bag filmen har lagt i detaljerne. Alt fremstår lige så 100 procent autentisk som den historiske dag i London. Det er umuligt ikke at lade sig tryllebinde af en magnetisk Mercury, som har 100.000 publikummer (og knap to milliarder tv-seere) i sin hule hånd.

For Queen-fans er ‘Bohemian Rhapsody’ underholdende og generøs. Men selvom man forstår, hvorfor filmen vælger at gå ud on a high note (det havde været uværdigt at slutte på Mercurys fysiske deroute som aids-patient), sidder man tilbage med en uforløst følelse.

Mercury var en kompleks personlighed med en flamboyant livsstil, som filmen skøjter henover. Det er en skam. ‘Bohemian Rhapsody’ gør os ikke klogere på, hvad der drev Freddie mod de eksorbitante excesser, når han samtidig skattede traditionelle familieværdier højt.

Man savner simpelthen et mere nuanceret billede af et fascinerende menneske, hvis larger-than-life personlighed på alle parametre blev hans skæbne.


Kort sagt:
‘Bohemian Rhapsody’ er guf for Queen-fans, der kan hengive sig til musikken og detaljerne, ligesom Rami Malek gør en blændende figur som bandets altoverskyggende frontmand. Desværre kammer melodramaet over i en film skæmmet af historiske usandheder om Freddie Mercury, der betyder, at man kun delvist forstår dybderne i hans larger than life-personlighed.

Læs også: Historien bag ‘Bohemian Rhapsody’ – et helvede uden lige