Christoffer Boe om ’Journal 64’: »Der kommer ikke noget godt ud af at kigge mod Fincher eller Hitchcock«

Christoffer Boe om ’Journal 64’: »Der kommer ikke noget godt ud af at kigge mod Fincher eller Hitchcock«
Christoffer Boe.
Efter mange år som arthouseinstruktør med film som ’Reconstruction’ og ’Beast’ springer Christoffer Boe nu endegyldigt ud som mainstream-mand med den sidste Jussi Adler-Olsen-film, der har Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne. Vi har spurgt ham, hvor han hentede inspiration til arbejdet med filmen.

Da du satte dig for at lave ’Journal 64’, hvor kiggede du så først hen for inspiration?
»Når man laver krimi, kigger man automatisk på Hitchcock og Fincher, og det kommer der ikke noget godt ud af. Allerhøjest en dårlig ’Seven’-kopi. Man skal ikke have et forbillede, for det er uopnåeligt, men nærmere udpege sig en retning man vil gå i.

Det var givet fra starten af, at hverken Hitchcock eller Fincher skulle være tonen eller inspirationskilden på nogen måde, for jeg ville hellere gå i en lidt mere løssluppen og legefuld retning. Derfor sagde jeg fra begyndelsen til de kære spillere og dem, der skulle være med, at vi skulle lave en Shane Black-film. ’Kiss Kiss Bang Bang’ (fra 2005, red.) er skønt legende, genrebevidst og en kærlighedserklæring til krimien.

Vi skal lave en kærlighedserklæring til karakterne og deres indbyrdes relationer. I dansk sammenhæng over the top-genrebevidsthed. Så Shane Black er nok det nærmeste, jeg kommer et inspirationsforbillede til ’Journal 64’«.

Hvad med de tidligere Jussi Adler-filmatiseringer?
»Jeg genså selvfølgelig alle filmene for at finde ud af, hvad kernen var, og hvad vi skulle køre videre på i denne her sidste film – i hvert fald i Zentropa-regi. Hvad skal den dyrke? For mig at se var det oplagt at dyrke samspillet mellem Carl Mørck og Assad og sætte deres karakterer i spil. En af Shane Blacks store attraktioner er netop buddy-relationer. Det er også en klassiker i genren: De umage makkerpar«.

Kunne du bruge noget fra danske film?
»Nej. Hvad skulle det være? Danmark har lavet masser af dejlige film, men ikke i denne her sammenhæng«.

Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i ‘Journal 64’.

Der er ellers lavet mange danske krimier. Var der virkelig ingen af dem, du kunne bruge?
»Synes du, de er gode? Det slog mig ikke lige, at jeg skulle kigge efter herhjemme. Nikolaj Arcel, min kære, dejlige ven fra filmskolen, skabte med ’Kongekabale’ en helt ny genrebevidsthed i dansk film, som siden da er trådt ind i flere genrer.

Amerika har den fordel, at genrene bliver skabt derover, de har 60 års forspring i at forfine genrene, så det var mere naturligt for mig at kigge derover. ’Journal 64’ er mit forsøg på at skabe en genrebevidsthed omkring mit eget udtryk. Hvilke ting kan jeg gøre i forhold til at lave en inkluderende selvbevidsthed sammen med publikum, sådan at de er med på legen? Det handler ikke om, at Roger Rabbit stopper op og kigger ind i kameraet i ’Journal 64’, men om en grundlæggende følelse, man forhåbentligt får af at se filmen, som ligger i selve eksekveringen af filmen: De gutter, der har lavet filmen, ved så sikkert, hvad de laver, at jeg som publikum kan blive overrasket, uden at det går galt«.

Har du en yndlingskrimi?
»Næ, men en af mine helt store helte er Alan J Pakula, som lavede en uforlignelig thriller-trilogi i 70’erne: ’Klute’, ’The Parallax View’ og ’All the President’s Men’. Det er ren paranoia, og der er hele tiden nogen eller noget omme bag ryggen og konspirationer og stærke kræfter på spil. Hvis man kan se en lille del af det i ’Journal 64’, ville jeg blive glad.«.

’Journal 64’ har premiere 4. oktober.

Læs også: ‘Kiss Kiss Bang Bang’ – buddygenrens eneste homoseksuelle privatdetektiv er genistregen i selvkritisk nyklassiker

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold