De 20 bedste danske skuespilpræstationer i udlandet – med Mads Mikkelsen, Kim Bodnia og Sidse Babett Knudsen i topform

De 20 bedste danske skuespilpræstationer i udlandet – med Mads Mikkelsen, Kim Bodnia og Sidse Babett Knudsen i topform
Mads Mikkelsen i 'Hannibal'.
Det har ikke skortet på danske skuespilleres udenlandseventyr i nyere tid, hvor snart sagt hver en national superstjerne er hoppet på flyveren fra andedammen for at berige amerikansk og europæisk film med alt fra humoristiske biroller med tysk accent, ikoniske skurkagtigheder og vægtige hovedroller i stærke, anmelderroste dramaer. Vi kipper med de rød-hvide faner for vor udsendte talenter i felten, og rangerer her de 20 bedste danske skuespilpræstationer i udenlandske film og serier.

Eleanor Worthington-Cox og Nikolaj Lie Kaas .

20. Nikolaj Lie Kaas, ’Britannia’

Med storsatsningen ’Britannia’ forsøgte Sky Atlantic ivrigt at gå de genrebeslægtede ’Game of Thrones’ og ’Vikings’ i bedene, men selvom den blodige gendigtning af romernes indtog på engelsk jord i år 43 e.Kr. var mere kitchet rollespilsdrama end episk saga, gav den os immervæk en stærkt underholdende komisk præstation fra vor egen Nikolaj Lie Kaas i rollen som egocentreret, fordrukken druide.

Ingen fantasyhistorisk serie uden en brysk dansker på rollelisten, forstås.

Kaas’ portræt af Divis, der meget modvilligt får følgeskab af en forældreløs pige, hvis stamme er blevet udraderet af romerne, er gennemsyret af skuespillerens karakteristiske underspillede humor, landsbytosse-slapstick og intense nærvær, der her giver de stive britiske kolleger overlegent baghjul og skaber morsomme lyspunkter i virvaret af selvhøjtidelig druidemystik og sværdaction.

Connie Nielsen og Kelsey Grammer i ‘Boss’.

19. Connie Nielsen, ’Boss’

Kelsey Grammer fylder unægteligt det meste af lærredet som Chicagos frygtindgydende borgmester i Starz’ undervurderede politikerserie, der fik to sæsoner i 2011-2012, før den fik kniven.

Men som hans hårdt prøvede hustru Meredith gør Connie Nielsen altså også en blændende figur, en tidlig og en anelse mildere udgave af Claire Underwood, som danskeren leverer med både stoisk stolthed, elegance, hårdhed og sårbarhed.

Connie Nielsen forlod sin mormonske familie i Danmark allerede som 18-årig, og i midten af 90’erne tog hun chancen i USA. Det har efterhånden ført en stabil og flot karriere med sig med adskillige gode roller (se også længere oppe på listen), men Meredith Kane er og bliver en af de mest nuancerede figurerer, Nielsen har fået mulighed for at skitsere. Ikke mindst når serien kulminerer hårdkogt til sidst i sæson 2.

Birgitte Hjort Sørensen i ‘Pitch Perfect 2’.

18. Birgitte Hjort Sørensen, ’Pitch Perfect 2’

Et større opbud mandlige danske skuespillere har som bekendt uddelt håndmadder i udenlandske skurkeroller, så det er ganske forfriskende at opleve Birgitte Hjort Sørensen folde sig ud på scenen som giftig a cappella-Cruella i musicalkomedien ’Pitch Perfect 2’.

Her må Anna Kendricks a cappella-gruppe Barden Bellas synge imod Hjort Sørensens intimiderende Das Sound Machine til verdensmesterskaberne, og danskeren – der har rigelig musicalerfaring efter at have spillet hovedrollen i ’Chicago’ på de skrå brædder – har en fest som tysk læderbuks og mavebluseklædt über-nemesisfisse.

Hjort Sørensens øjne glitrer dæmonisk under den platinblonde frisure, da hun møder Kendricks noget mere leverpostejsfarvede Beca og siger ting som: »Nu må jeg virkelig hvile min nakke – den er øm af at se ned på jer«.

Thure Lindhardt og Antonia Campbell-Hughes i ‘3096 Tage’.

17. Thure Lindhardt, ’3096 dage’

Thure Lindhardt har fløjet de danske faner i en længere række udenlandske biroller, fra tv-serien ’Borgias’ til Dan Brown-filmatiseringen ’Angels and Demons’ (hvor han foruden Tom Hanks fik selskab af landsmanden Nikolaj Lie Kaas).

I ’3096 Tage’ fra 2013 indtager han imidlertid en uhyggelig og uhyggeligt velspillet hovedrolle som den virkelige kidnapper Wolfgang Priklopil, der i 1998 bortførte Natasha Kampusch og holdt hende fanget i sin kælder i otte år. Overfor Antonia Campbell-Hughes som Natasha forvandler tysktalende Lindhardt sig til en ynkelig, men ikke desto mindre skræmmende forkvaklet og temperamentsfuld eneboer, der på foruroligende vis udadtil ikke adskiller sig fra naboen ved køledisken i Netto.

Lindhardt dykker ned i psyken på monsteret fra en af de mest omtalte kriminalsager i 00’erne uden at forfalde til psykopatisk mani og store armbevægelser – og resultatet giver myrekryb.

Pilou Asbæk i ‘Game of Thrones’.

16. Pilou Asbæk, ’Game of Thrones’

Mange læsere af George R.R. Martins bøger tillod sig at være skuffede over Pilou Asbæks lidt anonyme udgave af den berygtede pirat Euron Greyjoy, da han entrerede tv-skærmen i sæson 6. Men i opfølgeren, sæson 7, havde serien og den danske stjerne fundet melodien og tilført figuren den dosis mascara og – først og fremmest – vanvid, som gjorde karakteren ægte ære.

Faktisk var Asbæks Euron et af højdepunkterne i sæsonen, en rablende vanvittig agent provocateur, hvis spidse bemærkninger til danskerkollegaen Nikolaj Coster-Waldau i afsnit 2 ragede op i en af sæsonens bedste dialogscener. Han spillede også en stor rolle i finalesæsonen.

Jesper Christensen i ‘Spectre’.

15. Jesper Christensen, ’Spectre’

»You’re a kite dancing in a hurricane, Mr. Bond«. En af de mest mindeværdige replikker fra nyere tids 007-film leveres af ingen ringere end Nannas far, undskyld, Jesper Christensen i Sam Mendes’ ’Spectre’ fra 2015, hvor danskeren for tredje gang (!) giver den som over-skurken Mr. White – et højtstående medlem af forbrydersyndikaterne Spectre og Quantum.

Christensen har æren af at være en ud af ganske få tilbagevendende skurke i Bond-universet og aflivede som bekendt endog på symbolsk drilagtig vis sin danske skurkekollega Mads Mikkelsen i ’Casino Royale’. I ’Spectre’ tildeles Mr. White yderligere emotionel signifikans, da det afsløres, at han er far til Bonds udkårne Madeleine (Léa Seydoux), og i filmens måske bedste – og for franchisen et sjældent vægtigt melankolsk øjeblik – spiller Christensen Daniel Craig fuldstændig af banen som den nu knækkede, desillusionerede Mr. White, der møder sin bøddel med livstræt lettelse.

Det er et decideret poetisk farvel.

David Dencik i ‘Top of the Lake: China Girl’.

14. David Dencik, ’Top of the Lake: China Girl’

Det er meget svært at blive klog på svenskdanske David Denciks Professor ’Puss’ i anden sæson af Jane Campions ’Top of the Lake’, med undertitlen ‘China Girl’. På den ene side er han belæst, intellektuel og omsorgsfuld. På den anden side er han en creepy alfons for illegale asiatiske kvinder i Sydney – og medsammensvoren i vold og sågar mord mod selvsamme.

Med hans slikhårede, tweed-klædte facade og hans hyppigt psykopatiske opførsel (han bider Elisabeth Moss i ansigtet!), er det faktisk et under, at man bare indimellem nærer en form for sympati for Puss, og det er i allerhøjeste grad Denciks fortjeneste. Lige så slesk og modbydelig han kan spille, lige så filosofisk overbevisende og medfølende gestalter han også rollen. Det passer særdeles godt til Campions uforudsigelige univers, hvor psykologi er en langt mere kompleks størrelse end sædvanligvis på tv eller film.

13. Sofie Gråbøl, ’Fortitude’

Sofie Gråbøl blev et verdensnavn som kvinden inde i sweateren, der gjorde nordic noir til et fænomen med så stor eksplosionskraft, at det først nu er ved at stilne af. Sådan helt overordnet har Gråbøl vel nærmest aldrig leveret en dårlig præstation, og det gør hun heller ikke i den kolde britiske, noir-inspirerede miniserie ’Fortitude’ om en fredelig by ved polarcirklen, der pludselig bliver ramt af uforklarlige, blodige hændelser.

Gråbøl står centralt som Fortitudes borgmester, der har travlt med at sælge byen som »det eneste sted i verden med garanti for et stille liv«, og hendes varme overflade brydes flot med den kynisk kapitalistiske impuls, som danskeren bemestrer suverænt. Inden serien havde hun stået i længere tid på de London’ske teaterscener, og det mærker man i hendes ubesværede repliklevering, der betyder, at hun i rigt mål kan spille op med modersmålberigede stjerner som Stanley Tucci og Christopher Eccleston.

Ulrich Thomsen i ‘Banshee’.

12. Ulrich Thomsen, ’Banshee’

De mandlige danske skuespillere må, som snart sagt alle andre ikke-amerikanske kolleger, lide den tort at blive spist af med skurkeroller ni ud af ti gange, de optræder i amerikanske film eller serier. Men det behøver jo ikke forhindre én i at levere en mindeværdig præstation – at forfine skurkerollen til et originalt og uforglemmeligt udtryk.

Det er netop, hvad veteranen Ulrich Thomsen gør med rollen som Kai Proctor, der er forbryder-kingpin i en amish-domineret by i Pennsylvania. Thomsen har jo egentlig ikke nogen frygtindgydende statur, men hans karisma og doserede spillestil gør arbejdet for ham. Den ulasteligt klædte Proctor er således særdeles skræmmende som gangsterbossen, der ikke holder sig tilbage for at klippe fingre af eller gå forrest med et baseball-bat. Samtidig giver figurens ambivalente forhold til det amish-folk, han selv er rundet af, ekstra psykologisk tyngde. I de splittede følelser er Ulrich Thomsen virkelig på hjemmebane i Cinemaxx-serien, som den danske instruktør Ole Christian Madsen i øvrigt havde en stor aktie i.

Fabrice Luchini og Sidse Babett Knudsen i ‘Hermelinen’.

11. Sidse Babett Knudsen, ’Hermelinen’

Sidse Babett Knudsen må være den eneste dansker (?) nogensinde, der har vundet en skuespillerpris ved Frankrigs største filmpris, César, hvilket i sig selv berettiger præstationen til en plads på denne liste. Birolleprisen vandt hun for rollen som Ditte Lorensen-Coteret, en narkoselæge, der indfinder sig som nævning i dommeren Racines retssal ved en sag om tragisk barnedød. Racine og Ditte har en fortid, som optrevles i løbet af filmen, og Sidse Babett Knudsen er overbevisende på formfuldendt fransk. Hun boede da også i Paris i flere år i sine unge dage, og det er dejligt at se hendes comeback på fransk jord i Christian Vincents drama.

Jesper Christensen i ‘Kongens Valg’.

10. Jesper Christensen, ’Kongens valg’

Det kræver en særlig autoritet og tilstedeværelse at spille konge – og det kræver en særlig fintfølende fornemmelse for psykologiske nuancer at gøre en konge til mere end et ophøjet symbol, til et rigtigt menneske af kød og blod.

Men Jesper Christensen rammer rent på alle tangenter i rollen som den danske Haakson, der blev norsk prins i 1905 (som Kong Haakon den 7.) og stod over for et stort dilemma, da Anden Verdenskrig kom tættere og tættere på landet mod nord. Han havde været konge i 35 år, da tyske soldater angreb de norske grænseposter, og da regeringen er splittet, ender valget hos kongen: Skal Norge overgive sig eller tage kampen op?

Det er dagene omkring den skelsættende beslutning, Erik Poppe sætter skarpt fokus på i ’Kongens valg’ med Jesper Christensen som det altdominerende centrum. Hans tvivl, hans usikkerhed og hans stålfasthed kommunikeres brillant i danskerens besjælede ansigt, og man holder vejret med ham fra start til slut. En kraftpræstation.

Connie Nielsen i ‘Gladiator’.

9. Connie Nielsen, ’Gladiator’

Vores største kvindelige stjerne i udlandet har som allerede nævnt duperet Hollywood i hen ved tre årtier, med store roller i blandt andre ’The Devil’s Advocate’, ’Wonder Woman’ og naturligvis Oscar-vinderen ’Gladiator’. Det er navnlig i sidstnævnte, hvori Nielsen spiller storesøsteren til Joaquin Phoenix’ gale, semiincestuøse kejser Commodus, at danskeren flekser talentet i sit stoisk indebrændte portræt af en kvinde og enlig mor, der forsøger at opretholde facaden som smuk galionsfigur for et smuldrende dynasti – alt imens hun drages af Russel Crowes tragiske gladiator med en ditto brutal familiehistorie.

Nielsen har stor værdighed på skærmen, men desperationen lurer bag de blå øjne, der takket være skuespillerindens fine sensibilitet konstant afspejler Lucillas galoperende loyalitetskonflikt.

Mads Mikkelsen i ‘Casino Royale’.

8. Mads Mikkelsen, ’Casino Royale’

Noget nær det eneste dårlige, der er at sige om Mads Mikkelsens Bond-skurk Le Chiffre er, at han dør alt for tidligt i den fremragende ’Casino Royale’ (som før nævnt skudt på klods hold af Jesper Christensen, intet mindre).

Mikkelsen er skiftevis overlegent åleglat ved pokerbordet i selskab med Daniel Craig (i dennes 007-debut) og dybt ynkværdig, når han trygler for sit liv over for de brutale håndlangere, der dukker op for at inkassere hans gæld til en utålmodig afrikansk krigsherre. Selvom Le Chiffres tendens til blodige tårekanaler oser af klassisk teatralsk Bond-skurkagtighed, udmærker kortsvindleren sig således blandt sine ondsindede artsfæller, idet han ikke er nogen magtliderlig galning på en mission for at destabilisere verdensherredømmet, men derimod ’bare’ en tiltagende desperat, intellektuel mand på dybt vand, der først og fremmest forsøger at redde sit eget bævende skind under den skræddersyede smoking.

Mikkelsen har tvetydig karisma i spandevis og leverer en af de mest flerfacetterede skurkepræstationer i filmserien, der ikke overraskende har sikret ham topplaceringer på adskillige surveys over alle tiders bedste Bond-skurke. Hans syrlige pingpong med Craig slår gnister, og man fornemmer sågar visse homoerotiske undertoner i den famøse torturscene, hvor Le Chiffre smadrer løs på den britiske agents kronjuveler, mens sveden hagler af begge mænd.

Lars Mikkelsen og Kevin Spacey i ‘House of Cards’.

7. Lars Mikkelsen, ’House of Cards’

I rollen som den russiske præsident Petrov i ’House of Cards’ trådte den ældre Mikkelsen ud af lillebror Mads’ prestigiøse skurkeskygger på den internationale scene med en scenestjælende performance, der gav Kevin Spaceys Frank Underwood kam til de grå hår.

Petrov deler ikke så få karaktertræk med virkelighedens Putin, og forræderisk charmerende Mikkelsen negler det russiske væsels ulmende farlighed og foragten for Guds Eget Land med subtile magtdemonstrationer og sibirisk kulde i blikket. Akten, hvor Petrov symbolsk skodder sin cigar på væggen på bagtrappen i Det Hvide Korthus over for en indestængt spruttende Frank, var et giftigt højdepunkt i tredje sæson.

Den danske skuespiller gjorde så stort et indtryk på Netflix-seriens bagmænd, at Petrov vendte tilbage som gæstestjerne og torn i øjet på Underwood-administrationen i de to efterfølgende sæsoner – og vi ville bestemt ikke have noget imod endnu et gensyn i dette efterårs sjette og sidste kapitel.

David Dencik med Colin Firth og Ciaran Hinds i ‘Tinker Tailor Soldier Spy’.

6. David Dencik, ’Tinker Tailor Soldier Spy’

At Dencik har fortjent sin anden placering på listen, behøves vel nærmest kun retfærdiggøres med, at han med rollen som Toby Esterhase – kodenavn: Poorman – på ingen måde bliver væk i en stjernemængde, der tæller Toby Jones, Colin Firth og Ciaran Hinds, som spiller titlens Tinker, Tailor og Soldier, foruden kapaciteter som Gary Oldman (i hovedrollen som George Smiley), Tom Hardy, Mark Strong, Benedict Cumberbatch og John Hurt.

Ikke alene udfylder Dencik sin rolle til punkt og prikke i dette utrolige ensemble, han shiner faktisk med gådefuld elegance i denne katten-efter-musen-jagt efter dobbeltagenten, som lækker oplysninger til Sovjet. Tomas Alfredsons film er et stemningsfuldt, kompromisløst thrillerværk, der vel dårligt har set sit lige i dette årti, og at Dencik har en så central plads om bordet, skal man bestemt ikke undervurdere præstationen i.

Trine Dyrholm i ‘Nico, 1988’.

5. Trine Dyrholm, ’Nico, 1988’

Instruktør Susanna Nicchiarelli biopic ’Nico, 1988’ om den eponyme Andy Warhol-’superstar’ og Velvet Underground-sangerindes sidste tid i 80’erne ramte ikke alle toner lige rent – men det gjorde filmens danske hovedrollestjerne til gengæld.

Trine Dyrholm – som ellers hverken ligner eller lyder som Nico – giver alt, hvad hun har som det midaldrende ikon, komplet med stofmisbrugerforfald, sort paryk og tysk accent. Skuespillerinden er decideret hypnotisk, når hun inkarnerer Nicos dystre, kraftulde energi og hendes opslidende frustration over ikke at blive taget seriøst som selvstændig kunstner – samtidig med, at man mærker en frigørende fandenivoldskhed i måden, Dyrholm skildrer en skarptunget, egocentreret rock-mamma, der for længst har givet pleaser-genet fingeren.

Kim Bodnia og Jodie Comer i ‘Killing Eve’.

4. Kim Bodnia, ’Killing Eve’

Det kræver sin mand at holde fanen højt som eneste hanløve på savannen omgivet af hårdtslående kvinder i Phoebe Waller-Bridges mesterlige ’Killing Eve’. Og den mand er Kim Bodnia, hvis ulmende vulkaniske brutalitet og bjørnekarisma står i perfekt kontrast til lejemordersken Villenelles (Jodie Comer) fatale femininitet og kølige uudgrundelighed.

Danskeren føjer gravitas til rollen den hårdt prøvede mentor og måske-superskurk Konstantin, der får stadigt større betydning for seriens plot, i takt med at han udvikler sig fra lunt beskyttende hyggeonkel til flirtende diplomat, kalkulerende dobbeltagent og ultimativt dødsensfarlig modstander for både Villenelle og Sandra Ohs titulære Eve.

Dermed er det selvsagt også helt og holdent Bodnias fortjeneste, at man nær ved fatter en vis sympati for den kriminelle bamsefar undervejs, når han tålmodigt forsøger at holde psykopaten Villenelle i ørene, samtidig med de to kultiverer en aparte, hårfin far-datter-relation, som begge ved kan eksplodere i ultravold, hvert øjeblik det skal være.

Mads Mikkelsen og Hugh Dancy i ‘Hannibal’.

3. Mads Mikkelsen, ’Hannibal’

Der lød et kollektivt ramaskrig fra tusinder af dedikerede ’Fannibals’, da showrunner Bryan Fullers anmelderroste, gourmetfikserede seriemorderepos ’Hannibal’ fik kniven efter tredje sæson, og Mads Mikkelsen takkede af efter en vidunderligt dekadent-perverteret tour de force af en hovedrollepræstation.

Skuespillerens skiftevis intellektuelt affekterede og afstumpede inkarnation af den ikoniske Hannibal the Cannibal præ-Clarice sprudlede af dæmonisk energi og Mikkelsens karakteristiske hungren efter at udfordre ’den gode smag’ (jævnfør Sven Sveds marinade a la øksedræbt svensker). Og hans kemi med Hugh Dancys plagede FBI-agent Will var elektrisk, grænsende til det all-out erotiske. Bon appetit!

Jaime Lannister (Nikolaj Coster-Waldau) i ‘Game of Thrones’. (Foto: Macall B. Polay/HBO)

2. Nikolaj Coster-Waldau, ’Game of Thrones’

Coster-Waldau tog hurtigt til Hollywood efter sit gennembrud herhjemme med ’Nattevagten’ i midten af 90’erne og i årevis kæmpede han for sin store chance. Igen og igen var det dog lige ved og næsten, men med en af de absolutte hovedroller i et af de største tv-fænomener nogensinde har den danske stjerne endegyldigt indtaget sin plads i historiebøgerne.

Som Jaime Lannister fik Coster-Waldau det optimale ud af sin på overfladen lidt glatte charme, hvis krakeleren det er ekstremt fascinerende at overvære. Selvom Jaime lægger ud på den værst tænkelige måde med at smide et barn ud i den (næsten) visse død, kæmpede den danske skuespiller sig vej til seernes hjerte med en tvetydig humanisme, der piblede frem i stigende grad, som serien skred frem. Spillet mellem Coster-Waldau og Lena Headey som søster-elskeren Cersei blev blot bedre og bedre.

Sidse Babett Knudsen i ‘The Duke of Burgundy’.

1. Sidse Babett Knudsen, ’The Duke of Burgundy’

Det kan være utroligt svært som dansk skuespiller at få store roller i egentlige auteurfilm på den anden af grænsen, hvilket ovenstående liste da også vidner om. Tv-serier og amerikanske mainstreamfilm udgør trods alt flertallet.

Derfor er det ekstra enestående, at Sidse Babett Knudsen har en af hovedrollerne i Peter Stricklands fremragende, britiske ’The Duke of Burgundy’. At rollen så er temmelig vovet og lidt af en mundfuld, lægger kun ekstra lag til danskerens præstation. Babett Knudsen spiller Cynthia, en sand samvittighedsfuld dominatrix i et S/M-forhold med den yngre Evelyn. Filmen skildrer deres sensuelle, nøje kontrollerede relation med stor stilistisk stringens iblandet en overraskende varme og humor (som når Evelyn skal tisse i munden på Cynthia, men ikke kan tisse og tænder vandhanen for at sætte fut i blæresystemet), som ikke mindst skal tilskrives Sidse Babett Knudsens indsats. Hun har både noget køligt, kontrolleret, lattermildt og let usikkert i sit spil, som hun drager fuld udnyttelse af i en rolle, der kun bliver endnu mere interessant, når det efterhånden går op for én, at parrets rollefordeling ikke er, som man antog i starten.

Ingen dansk skuespillerinde har haft en stærkere international karriere end den tidligere ’Borgen’-statsmininister, men i udenlandsk regi er ’The Duke of Burgyndy’ kronen på værket. Foreløbigt.

Læs også: De 15 bedste dramaserier på Netflix

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold