Det skal du se i biografen i oktober: Ryan Gosling på månen, provokerende dansk debut og årets Guldpalmevinder

Efterårsvejret er for alvor over os, så der er al mulig grund til at søge ly i biografmørket. Ud over den verserende CPH PIX-festival byder er der flere særdeles interessante titler på vej den kommende måned.
Det skal du se i biografen i oktober: Ryan Gosling på månen, provokerende dansk debut og årets Guldpalmevinder
'Halloween'.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Holiday’

Forleden hostede vi på Soundvenue allerførste visning af ‘Holiday’ under CPH PIX, hvor den blev taget godt imod af publikum, der omfavnede den for at være meget anderledes, end danske film er flest.

Den danskuddannede svensker Isabella Eklöfs debutfilm har allerede vakt debat med sine grænseoverskridende scener og dybt ubehagelige voldssekvenser, hvor den unge hovedperson Sascha (spillet blændende af stortalentet Victoria Carmen Sonne) bliver misbrugt af gangsterkæresten Michael (Lai Yde Holgaard). Alligevel fortsætter hun med at hænge ud i hans luksusvilla i selskab med et broget slæng af kriminelle håndlangere på den tyrkiske solkyst. Men kan mødet med en sød hollandsk sømand få hende på rette kurs?

Manuskriptet er forfattet i samarbejde med Johanne Algren, og filmen er fotograferet af Nadim Carlsen (der desuden er fotograf på Ali Abbasis biografaktuelle ‘Grænse’). Med sine tableauer og kraftige farver i et kitschet solmiljø har filmen en æstetik, der føles frisk og anderledes i en dansk kontekst, og der er således al mulig grund til at opsøge ‘Holiday’ i biografen.

Premiere den 11. oktober.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘First Man’

Allerede inden verdenspremieren i Venedig, hvor vores udsendte skrev om den med overvejende begejstring, havde ‘First Man’ utroligt gode forudsætninger for at blive en succes: En film om et højdepunkt i USA’s historie, den første månelanding, instrueret af ‘La La Land’-instruktør Damien Chazelle med Ryan Gosling i hovedrollen. Det er næsten for meget af det gode.

Vi følger Neil Armstrong (Gosling) og hans stålsatte mission som NASA-astronaut, der knokler med at gennemføre den famøse måneekspedition i 1969. Forinden har han mistet sin to-årige datter, en sorg han bærer rundt på inde bag et følelsesneutralt og uigennemtrængeligt ydre, og følelserne manifesterer sig i stedet i en altopslugende dedikation til rumprojektet.

Filmen er baseret på James R. Hansens biografi ‘First Man: The Life of Neil A. Armstrong’, og på manuskriptposten sidder desuden en mester i amerikansk historiedrama, Josh Singer, der blandt andet var medforfatter på ‘The Post’ og ‘Spotlight’. Blandt castet finder vi desuden ‘The Crown’-stjernen Claire Foy i rollen som hustruen Janet Armstrong, der placerer sig i den ultimative superliga af de mest klippefaste hustrustøtter på film (side om side med nylige eksempler som Helena Bonham Carter i ‘The King’s Speech’ og Kristin Scott Thomas som Churchills bedre halvdel i ‘Darkest Hour’).

Premiere den 25. oktober. 


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Shoplifters’

‘Shoplifters’ er den nyeste film fra den japanske mesterinstruktør Hirokazu Koreeda. Koreeda er kendt for at være ekstremt produktiv, og det er under to måneder siden, at instruktørens hæderlige ‘Det tredje mord’ havde dansk premiere. ‘Shoplifters’ kommer dog til Danmark med ekstra stor bevågenhed, da den vandt verdens fineste filmpris, Guldpalmen på festivalen i Cannes.

Koreeda fortæller historien om en familie, der klarer sig igennem livet med butikstyveri og småsvindleri. En dag finder familien en forsømt og hjemløs pige, som de tager til sig. Deres liv vendes langsomt på hovedet, da pigen forældre begynder at lede efter hende.

Koreeda har med film som ‘Nobody Knows’,  ‘Still Walking’ og ‘Min søns familie’ markeret sig som en af Japans absolut største instruktører. Hans stil er stilfærdig og empatisk, og med ‘Shoplifters’ tyder det på, at han har begået et nyt hovedværk.

Premiere den 11. oktober. 


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Venom’

Det er ikke første gang, at den populære superskurk Venom optræder på det store lærred. Det skete allerede tilbage i 2007 med den udskældte ‘Spider-Man 3’. Mange fans mente dog ikke, at karakteren, der dengang blev spillet af Topher Grace, levede op til tegneserierne.

Det forsøger instruktør Ruben Fleischer (‘Zombieland’) nu at rode bod på med ‘Venom’, hvor karakteren nu er omdrejningspunktet i stedet for blot en birolle. I denne ombæring spilles journalisten Venom af Tom Hardy. Hardy har tidligere spillet superskurken Bane i ‘The Dark Knight Rises’.

Venom er i virkeligheden journalisten Eddie Brock, der bliver inficeret af de såkaldte symbiotes, som Dr. Carlton Drake, spillet af Riz Ahmed, eksperimenterer med. Og når først Venom er kommet i kroppen, er han svær at få ud igen.

Det bliver spændende at se, om Venom kan bære sin egen film uden sin nemesis i form af Spider-Man. For denne film er ikke en del af Marvels officielle filmiske univers, så man skal ikke regne med at se Tom Hollands Peter Parker komme nogen til undsætning, når Venom går amok.

Premiere den 11. oktober


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Halloween’

Efter John Carpenters oprindelige ’Halloween’ blev en øjeblikkelig gyserklassiker efter premieren i 1978, er der udkommet utallige fortsættelser og et remake. Men man behøver kun at have set den første for at følge med i det nyeste indslag i serien.

Denne film hedder, ligesom originalen, blot ’Halloween’ og ignorerer alle film siden netop den første. Jamie Lee Curtis vender tilbage i rollen som Laurie Strode, der i sin tid gav hende det store gennembrud som scream queen.

Nu er hun dog kommet godt op i årene og er stadig hjemsøgt af den første films begivenheder. Hele sit liv har hun ønsket, at morderen Micheal Myers ville slippe ud af fængslet, så hun kunne få sin hævn. Glæden er dog ikke helt så stor, da det rent faktisk sker.

Filmen er instrueret af David Gordon Green, der før har stået bag så forskellige film som ‘George Washington’, ‘Pineapple Express’ og Nicolas Cage-dramaet ’Joe’. Green står også bag manuskriptet, der blandt andet er skrevet med komiker Danny McBride, der er stor fan af serien.

Premiere den 18. oktober


Gina Jaqueline i ‘En sugardaters fortælling’ (Foto: Emma Matell)

6. ’Gina Jaqueline – Midt i en drøm’

Navnet Gina Jaqueline blev kendt over hele Danmark, da DR 3-programserien ’En sugardaters fortælling’ blev vist. Programmet blev diskuteret vidt og bredt og blev af nogle kritiseret for at kunne opfordre unge piger til at blive sugardatere.

Siden programmet er Gina Jaqueline blevet en mindre dansk celebrity og har udgivet bogen ’Se mig’. Nu kommer dokumentarfilmen ’Midt i en drøm’, der følger Gina Jaqueline i to år før, under og efter udgivelsen af programserien, der gjorde hende kendt i hele landet.

Samtidig ser man også, hvordan hun, mod sin egen forventning, bliver forelsket i sin ene sugardaddy. ’Midt i en drøm’ er instrueret af Sofie Lange, der også stod bag DR-serien.

Premiere den 24. oktober


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Journal 64’

»For allersidste gang«, kan man læse på plakaterne til ’Journal 64’. For selvom historien ikke er den sidste i Jussi Adler-Olsens bogserie om Afdeling Q, så er det den sidste film i serien produceret af Zentropa og dermed også sidste gang, Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares spiller hovedrollerne.

I ’Journal 64’ skal Carl Mørck og Assad til at forlade Afdeling Q efter fem års tjeneste. En sidste opgave dukker dog op, da håndværkere finder tre mumificerede lig i en ældre københavnsk lejlighed. De sidder omkring et spisebord – med en ledig plads klar.

Udover Lie Kaas og Fares er de unge stortalenter Fanny Leander Bornedal og Clara Rosager også at finde på rollelisten.
Filmen er instrueret af Christoffer Boe, der er gået fra de markante stilistiske eksperimenter tidligt i karrieren til mere tilgængelige genrefilm som ’Spies og Glistrup’ og den helt nye, fremragende tv-serie ’Kriger’.

De tre første film i serien har tilsammen solgt over to millioner billetter, så mon ikke ’Journal 64’ også hiver folk i biografen.

Premiere den 4. oktober

Læs også: Alle vores PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af