Eminem står bag hiphopsatiren ‘Bodied’ – se den officielle trailer

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den Eminem-producerede hiphopkomediefilm ‘Bodied’ har fået sin første officielle trailer, der byder på lige dele hånlig og humoristisk rap battle i Oaklands halvhårde undergrundsmiljø. Filmen er instrueret af Joseph Kahn, der foruden at stå bag en stribe musikvideoer for nogle af branchens største stjerner (fra Taylor Swift og Lady Gaga til, ja, Eminem) instruerede horrorkomedien ‘Detention’ fra 2011.

Vi følger den unge Adam (Calum Worthy), der kombinerer sine universitetsstudier med undergrundens rapscene, hvor han viser sig at have talent for rap battle. Filmen bliver kaldt en kombination af ‘8 Mile’ og komedien ‘Scott Pilgrim vs. the World’, og Adam ligner da også lidt et miks af en usikker Michael Cera-underdog og hårdkogt Eminem-rapper.

Efter Toronto-premieren skrev Indiewires Eric Kohn, at det er »den mest subversive film om hiphop nogensinde, et af de mest spændende moderne portrætter af racerelationer og et vovet angreb mod hvide liberale privilegier«.

Filmen er skrevet af den canadiske battle rapper Alex ‘Kid Twist’ Larsen, og på rollelisten finder vi foruden Worthy blandt andre Anthony Michael Hall og den amerikanske hiphop-radiovært Charlemagne tha God. Der optræder desuden en række autentiske battle rappere, der i traileren brillerer med deres kyndige rapkundskaber.

‘Bodied’ får amerikansk biografpremiere den 2. november og kan streames på Youtube Premium fra den 28. november.

Læs også: Ondsindede symbionter går amok i musikvideoen til Eminems ‘Venom’

Læs også: Eminem troller negative anmeldere med morsom reklameplakat: »Tak for støtten, røvhuller«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af