Det er ret usædvanligt, at en af de senere års bedste tv-serier startede med at skyde helt ved siden af.
’Better Call Saul’ skulle have været den frække lillebror til ’Breaking Bad’, en arena for Saul Goodmans lurendrejerier. Det var uambitiøst nok i sig selv, men det startede værre endnu. De første par afsnit lod ikke til at ville meget andet end at nikke indforstået til moderserien, ikke mindst i form af Tuco Salamancas vredesudbrud, som man ellers troede, Hank havde befriet os for i ’Breaking Bad’. Var det virkelig derfor, at Vince Gilligan havde genoplivet sit mesterværk – for endnu en tur i manegen, bare med tyndere materiale?
Det må have ført til selvransagelse i forfatterrummet, for hvor ’Better Call Saul’ begyndte som en forkølet afstikker, har den siden udviklet sig til det mest vægtige karakterdrama derude.
Gilligan og medforfatter Peter Goulds begavede beslutning var at skrotte komedien og radikalt formørke stemningen i ’Better Call Saul’. De har stik imod forventningerne gjort serien til en langsom, lavmælt tragedie.
Serien er blevet bedre for hvert afsnit, og den er blevet bedre for hver sæson. Nu er den blevet så god, at jeg fortryder, at jeg kun øsede fem stjerner ud, da jeg anmeldte de to første afsnit af fjerde sæson, der sluttede tidligere på måneden.
For det er et mesterværk af en kaliber, der hører til i selskabet med den moderne tv-serie-guldalders kronjuveler (om end den direkte sammenligning med moderserien altid vil være tåbelig).
Egentlig er det forbløffende, når man tænker på, at vi ved, hvor tragedien ender. Jimmy McGill bliver til Saul Goodman, Goodman hjælper menneskeligt bundfald med at sno sig uden om tremmerne, og efter han har mødt Walter White, må han opgive sin identitet og køre væk til et nyt liv.
Det minder serien os sågar om i de sort-hvide flashforwards, hvis socialrealistiske pessimisme slår fast, at McGill lander tonstungt på bunden.
Når ’Better Call Saul’ alligevel lænker blikket er det, fordi McGills svingninger mellem fupmageri og følsomhed er et mægtigt menneskeligt drama uden klare svar og kausale smutveje.
Det var det allerede i de to foregående sæsoner, men i fjerde sæson hævede serien sig op på nyklassikernes hylde. De her fire scener forklarer tilsammen hvordan:
1. »S’all good man«
Det er en løbende udfordring at analysere sig frem til, hvilken udgave af Jimmy McGill der taler – den, der bliver til Saul Goodman, eller den, der passede og plejede sin syge bror. Til tider virker det, som om han selv er i tvivl, som da han højstemt fortæller et bedømmelsesudvalg, hvorfor han skal have lov til at praktisere som advokat igen. Han kan ikke tro, at de afviser ham med stemplet insincere, uoprigtig. Og for os bag skærmene er det egentlig også en overraskelse. Mente han ikke det, han sagde om loven og retfærdighed?
I ’Better Call Saul’ er der ingen analyser, der bliver trukket ned over karaktererne, der er ingen, der indgår som værktøj i plottet, ingen handlinger, der bare giver sig selv, selvom vi ved, hvor det hele ender. Det er ikke dårlig karakterudvikling, for der er ikke ét kunstigt sekund. Tværtimod har serien dyb indsigt i og respekt for personerne på skærmen og en tiltro til, at seerne selv kan finde ud af at bruge de rige, men aldrig udtømmende informationer.
Når det er sagt, er fjerde sæson særligt skelsættende, fordi McGill endegyldigt beslutter sig for, at han må skære hjørner, hvis han skal udfordre dem, der altid har holdt ham nede, i stedet for at følge den lange vej til anerkendelse. Det sker i den allersidste scene, hvor McGill har talt sin sag i retten, efter han har anket bedømmelseskomiteens beslutning.
Han får sin licens tilbage med en gribende historie om sit forhold til storebror Chuck. Selv Kim prøver at sluge en klump i halsen på tilhørerrækkerne, mens Jimmy slider strengene på de retoriske violiner. Men da han kommer ud, viser det sig, at McGill har taget fusen på både hende og os og dommerne.
Hans sidste ord markerer den endelige, nedslående transformation: »S’all good man,« siger han med det glatte glimt i øjet, der skal definere ham flere år frem, mens Kim måbende står som plantet i jorden.
2. Smuk splitscreen mod stor konfrontation
Fjerde sæson er således også fortællingen om, hvordan den underspillede romance mellem Kim og Jimmy styrer mod forliset.
Det bliver ikke tydeligere end i starten af afsnit syv, hvor samleverne står op og arbejder og går i seng i hver sin split screen. Jimmy sælger telefoner i sit tracksuit, Kim æder bunker af papirarbejde for Mesa Verde, de rækker ind over stregen, når de spiser og sover, men kun i et øjeblik. Afstanden er alle vegne.
Banalt? Det kan man mene, men grebet peger smukt frem imod deres konfrontation senere i sæsonen, hvor Jimmy anklager Kim for at være ligesom de andre: »Du synes, jeg er sådan en advokat, skyldige mennesker ansætter. Du ser på mig og ser Slippin’ Jimmy!« råber han på taget af et parkeringshus, inden han beskylder hende for at bruge ham som et fix, en kortvarig flugt fra advokatlivets kedsomhed.
Det er ord, der river og flår og smadrer i en grad, så det kan være svært at samle stumperne. I den følgende scene rummer en enkelt indstilling alle konsekvenserne: Jimmy pakker sine ting på sengen, mens en dørkarm adskiller ham fra Kim, der tøvende rejser sig op i stuen, langt nede ad gangen. Kort efter viser det sig, at det er Jimmys spejlbillede, vi ser.
Det er et lige dele simpelt og rigt billede, der uden at hævde sig selv peger tilbage på split-screenen og understreger forholdets krak. Mesterligt.
3. Kim mister kontrollen
Rhea Seehorn er en mageløs skuespiller.
Hendes portræt af Kim Wexler er ligesom serien behersket, næsten tilbageholdende, og alligevel rusker det i følelserne.
Særligt forholdet til McGill bringer nuancerne frem i hendes ofte stive kontrafej: Han er hendes akilleshæl, men også hendes befrielse. Han får hende til at finde den uperfekte menneskelighed, hun har begravet blandt bestemmelser og paragraffer, og når hun supplerer sit fuldtidsarbejde hos Mesa Verde med at tage småsager i retten – det meningsfulde advokatarbejde, hun virkelig holder af – kan man ikke udelukke, at han har været hendes inspiration.
Jimmy beskylder hende for bare at udnytte ham til at få et uvornt frikvarter fra juristernes bonede gulve, men hans anklage overser noget essentielt: Hun holder frygteligt meget af ham, selv hvis hun ikke får sagt det.
Det er derfor, at hun mister ligevægten mere end nogensinde, da hun i andet afsnit næsten skrigende beskylder Howard for at jokke rundt i Chucks selvmord foran Jimmy – af egoistiske grunde. Det er en voldsom vredesudladning, der kommer som et chok, men er helt overbevisende. Både fordi Seehorn på uforligneligvis vis lader følelserne knække kontrollen, med venerne spændte i halsen, armene vildt flagrende, stemmen højspændt knækkende. Men også fordi man indser, at udbruddet ikke udfordrer analysen af hende, men understøtter den: Hun har levet hele sit liv rationelt, men når det handler om Jimmy, forfalder hun til det irrationelle – nogle gange bevidst, andre gange i ren affekt.
Måske er han hendes ventil, men han er også hendes kærlighed. Derfor er det så trist, at hun tager fejl af Jimmys monolog i sidste afsnit, for her gør hun netop det, han beskyldte hende for ikke at gøre i afsnittet inden: Hun tror på ham. Det viser sig bare, at han ikke var værd at tro på.
Tanken om, at Kim intet sted er at finde i ’Breaking Bad’, er næsten ikke til at bære.
4. En kugle under nattehimlen
Den tredje hovedfigur i ’Better Call Saul’ er Mike, højrehånden med det uforanderlige blik i gråzonen mellem træt- og bisterhed.
I fjerde sæson bliver han sat til at være børnepasser for det hold tyske ingeniører og arbejdere, der udbygger kælderen, hvor Walter og Jesse senere kokkererer euforiserende sager for Gus Fring i ’Breaking Bad’.
Sideplottet er fænomenalt af flere grunde. For det første er det et vidnesbyrd om ’Better Call Saul’s ret radikale logik, eller mangel på samme, idet serien planter setups, uden nødvendigvis at høste dem i payoffs. Tag sprængstofseksperten Kai, der laver rav i det tyske parallelsamfund og pirrer Mike så voldsomt, at han må lide en krank skæbne. Det sker bare aldrig.
I stedet er det chefingeniøren Werner, der må lade livet i sæsonfinalen. Venskabet mellem ham og Mike er et ret poetisk pusterum i en hårdkogt verden, to garvede mænd, der har set og tænkt over livet og stille taler sammen om stort og småt.
Særligt deres samtale på en bar i afsnit otte er øm. De bevæger sig væk fra klubben, hvor de yngre tyskere beglugger strippere, og sætter sig ind på en bodega for at snakke om arven fra deres fædre – og den arv, de selv kommer til at efterlade.
»Hvad med din far, Michael?«
»Min far? Han efterlod en kold lejlighed og en masse regninger«.
»Det er ikke sandt. Han efterlod også dig. Du er hans arv«.
Mike griner.
»Har du selv tænkt på at få børn og blive far selv?«
Og så videre.
Werner får menneskeligheden frem i Mike – eller Michael, som han selvfølgelig kalder ham – og måske er det derfor, at håndlangeren giver tyskerne lov til at gå på klub og bar, selvom det er meningen, at de skal være under jorden. I sidste ende udmønter hans eftergivenhed i Werners død, for tyskeren troede, at tilgivelse var en mulighed, også når man stikker af fra Gus Fring.
Menneskelighed hører dog ikke til Frings repertoire, og Mike må selv plante kuglen i Werner så blidt, som sådan noget nu kan gøres, under stjernehimlen.
Apropos de menneskelige svingninger, som plager alle hovedkarakterer i ’Better Call Saul’, slår han her fast, at hans pligter altid vil komme før hans menneskelighed (når det altså ikke handler om barnebarnet). Men glimtene af venskab var smukke, mens de var der.
Læs også: ’Better Call Saul’ sæson 4: En blærerøvs radikale trumftog
Læs også: Guillermo del Toro: ‘Better Call Saul’ er bedre end ‘Breaking Bad’