Første trailer til Elton John-filmen ‘Rocketman’ emmer af ‘Bohemian Rhapsody’-glamour

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nogle gange har man bare brug for at skråle med i mørket.

Stort anlagte biopics om 1970’ernes rocklegender er oppe i tiden, og lige i hælene på Freddie Mercury-filmatiseringen ‘Bohemian Rhapsody’ med Rami Malek, følger således ‘Rocketman’ om ballademageren Elton John med Taron Egerton (‘Kingman: The Secret Service’) i hovedrollen.

»Baseret på en sand fantasi«, som filmens tagline lyder.

‘Rocketman’ instrueres af Dexter Fletcher (‘Eddie the Eagle’), og har netop fået sin første ‘Bohemian Rhapsody’-beslægtede trailer med fuld skrue på Eltons karakteristisk eklektiske 70’er-outfits (der gav kollegerne Mercury og Bowie kam til Ziggy Stardust-lokkerne). Den flamboyante musikvideoæstetik er gåsehudsinducerende, og ligesom i ‘Bohemian Rhapsody’ sås kimen til et potentielt clash med tidens mere rigide seksuelle dogmer.

På lydsiden lader Egertons favntag med det eponyme hit noget tilbage at ønske sammenholdt med virkelighedens Eltons bragende vokal, men mon ikke fans nok skal finde rigeligt at glæde sig over, hvis filmen ellers leverer på trailerens øvrige musicalparametre.

Bryce Dallas Howard, Richard Madden og Jamie Bell er også at finde på rollelisten når ‘Rocketman’ får dansk premiere den 30. maj 2019. Og vil man opleve manden selv live umiddelbart forinden, kan man se Elton John i Royal Arena i København den 19. maj.

Læs også: ’Bohemian Rhapsody’-trailer kritiseres for at fremstille Freddie Mercury som heteroseksuel

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af