‘Kusama: Infinity’: Yayoi Kusama ved, hvordan man skaber gode billeder med prikker og penisstole
At Yayoi Kusama var og er en dybt original billedkunstner og skulptør, bliver gang på gang fremhævet i Heather Lenz’ ’Kusama:Infinity’. Netop derfor er det næsten påfaldende, at portrættet af den formeksperimenterede kunstner selv er støbt efter en helt igennem uoriginal form.
Fra en traumatisk barndom over et benhårdt voksenliv til en mere harmonisk alderdom portrætteres Kusamas liv som en collage af fotografier og malerier, der på lydsiden akkompagneres af stemningsmættet musik, sammensakset med interviews fra kunstkendere, bekendte og – som små farverige indspark – kunstneren selv.
Selvom titlen er ’Infinity’ og hovedpersonen, som et af talehovederne så elegant formulerer det, »bryder rummets grænser«, er der altså ikke tale om en fremstilling, der på nogen måde gør det samme. Den forbliver pænt i sin kasse, eller skabelon om man vil, og sender hverken sit publikum ud i verdensrummet eller dykker ned i et af kunstnerens mange hypnotiserende evighedsnet.
På den ene side kan det godt ærgre, at Lenz således forspilder chancen for at udfolde det store cinematiske potentiale, der findes i Kusamas psykedeliske kunst. På den anden side forstår jeg godt, at dokumentaristen hellere indtager rollen som kurator frem for kunstner. Dermed undgår hun nemlig at udtvære eller overdøve sin über-vilde hovedperson, der har så uhyrligt meget at byde på i egen ret.
For historien om Kusama behøver man ikke sminke unødigt. Den har selv alt, der skal til for at skabe en interessant og hjerteskærende fortælling til tiden. Barndomstraume, kvindeundertrykkelse, selvmordsforsøg, racisme og, midt i det hele, en uudgrundelig, fascinerende og viljestærk kvinde, der sørgmodigt stræber efter anerkendelse for sine farverige tableauer og mystiske himmelrum.
Undervejs får man også at vide, at Kusama er sin egen ihærdige pr-agent. Det kan man godt fornemme. Hun lavede ’penisstole’ og knyttede dem selv til et tilbagevendende mystisk barndomstraume, holdt nøgne homovielser (i en tid, hvor homovielse nærmest var et oxymoron), fortalte åbent om sit problematiske forhold til sex og crashede et år biennalen for i tætsiddende dragt at sælge store sølvkugler til forbipasserende. Den stålsatte kvinde, der efter sigende »kom til USA med dollars syet ind i kimonoen«, har altså tydeligvis altid vidst, hvordan man skaber omtale, genererer myter og laver fede billeder til pressen såvel som til kunstmuseet.
Derfor er der masser af interessant materiale at holde styr på for kuratoren Lenz, der på imponerende og næsten ærbødig vis formår at få det hele med, uden – som man kunne frygte – at punktere mystikken omkring Kusama undervejs.
Kort sagt:
Instruktør Heather Lenz indtager rollen som ærbødig og grundig kurator i konventionel dokumentar om en dybt original og fascinerende kunstner.