Luca Guadagnino har fantaseret om sin vilde ’Suspiria’-film, siden han var 14

Luca Guadagnino har fantaseret om sin vilde ’Suspiria’-film, siden han var 14
'Suspiria'
Luca Guadagnino fik et massivt internationalt gennembrud med ’Call Me By Your Name’, som kun har én ting til fælles med hans aktuelle opfølger, den stærkt imødesete ’Suspiria’: De er begge dybt visionære. Og at den italienske filmskaber har et helt særligt blik på filmmediet, stod klart, da vi mødte ham og hans faste skuespiller Tilda Swinton i Venedig. Han hader for eksempel CGI.

På bare to år er Luca Guadagnino gået fra smal, italiensk arthouse-filmskaber til en af de mest efterspurgte instruktører i Hollywood.

Han arbejder allerede nu på en fortsættelse til kærlighedsdramaet ’Call Me by Your Name’, der indbragte ham en Oscar-nominering for bedste film tilbage i februar, og så har han netop annonceret, at han klemmer en filmatisering af Bob Dylans legendariske album ’Blood on the Tracks’ ind i kalenderen.

Men før den smukke homoseksuelle kærlighedshistorie overhovedet havde fået premiere, optog han en anden, langt mørkere film. Og den slår i allerhøjeste grad fast, at Luca Guadagnino er en af tidens mest interessante auteurs med en mission om aldrig at gentage sig selv.

En teenagefantasi

Vi møder ham dagen efter verdenspremieren på ’Suspiria’ i september under filmfestivalen i Venedig, hvor gyserfilmen netop har kastet publikum helt ud i yderpunkterne med sin grafiske vold og et bloddryppende tredje akt, der ætser ethvert sommerligt minde om frodige ferskner og cykelture på de norditalienske landeveje bort fra ens indre øje.

På papiret er der tale om et remake af Dario Argentos giallo-klassiker af samme navn fra 1977, men i realiteten er Guadagninos horror-nyfortolkning et utæmmet bæst i egen ret.

Grundstrukturen er velkendt: Den unge og lidt naive amerikaner Susie Bannion (Dakota Johnson) rejser til Berlin for at studere ved et verdenskendt dansekompagni, som hurtigt viser sig at være hjem for meget mere end elegante dansetrin. Men derfra er intet helt, som det plejer.

Luca Guadagnino til premieren på ‘Suspiria’ i Venedig (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images)

Det slår instruktøren fast i en allerede omtalt sekvens, hvor en mystisk dans river en af de unge aspiranter fuldkommen i stykker og forvandler hende til en grotesk kludedukke i et af skolens mange hermetisk lukkede rum.

Guadagnino har arbejdet på sin nyfortolkning i snart ti år. Indledningsvist som producer med ’Halloween’-aktuelle David Gordon Green tilknyttet som instruktør. Men det var først, da han selv indtog instruktørstolen, at det lykkedes den 47-årige italiener at realisere den livslange drøm, som har rumsteret i hans baghoved, siden han så originalen som 14-årig.

»Jeg elskede den film så meget, at jeg var nødt til at have den. Til en sådan grad, at jeg begyndte at fantasere om min egen ’Suspiria’. Dengang var jeg slet ikke klar over, hvad det betød, men alligevel begyndte jeg at tegne plakater til min ’Suspiria’«, siger instruktøren, da han holder hof på det femstjernede Hotel Excelsior ved strandkanten i Venedig sammen med sin medsammensvorne gennem to årtier og fire film, Tilda Swinton.

Tilda Swintons iskolde maskespil

Gyserfilmen var et af de første samtaleemner, da makkerparret mødte hinanden i midten af 90’erne – længe inden Swinton sagde ja til at medvirke i instruktørens debutfilm ’The Protagonists’ fra 1999.

Begge har altid været besatte af klassikeren, så selvfølgelig var det Swinton, der skulle spille Madame De Blanc, dansekompagniets velrenommerede forstanderinde, og den aldrende, mandlige psykiater Dr. Klemperer, der nærer en dyb mistro til den på overfladen almindelige danseskole.

Tilda Swinton i ‘Suspiria’

I Venedig sad de stadig og sendte hinanden indforståede smil, hver gang de blev spurgt ind til, om det i virkeligheden var Swinton, der spillede rollen som Klemperer under tung sminke – og altså ikke den krediterede amatørskuespiler Lutz Ebersdorf.

»Lutz Ebersdorf var den her frie agent, som ikke havde noget at tabe, fordi han aldrig havde været med i en film før. Det var virkelig fantastisk at arbejde med alle lagene i hans karakter«, siger den Oscar-vindende skuespiller iskoldt, mens Guadagnino fryder sig over, at ingen af os journalister om bordet fatter, at hun lige har indrømmet at spille skuespilleren Lutz Ebersdorf, der spiller Dr. Klemperer. Et metafupnummer, som Swinton for nyligt tilstod i et interview med New York Times.

Men man får fornemmelsen af, at det store bedrageri var mere end bare et pr-stunt. For det er nøjagtigt den form for legesyge, der har defineret deres tidligere samarbejder. Som da Swinton lærte at tale både italiensk og russisk op til sin hovedrolle i instruktørens gennembrud ’I am Love’ og siden spillede kærlighedsforvirret rockstjerne uden at ytre et ord i Guadagninos Hollywood-debut ’A Bigger Splash’.

Sponsoreret indhold
Kig nærmere på den nye serie 'Catch-22'
Den talentfulde Christopher Abbott kilder både lattermusklerne og tårekanalerne – læs her fire andre gode grunde til at se 'Catch-22'.
C More

Tilda Swinton (eller Lutz Ebersdorf) som Dr. Jozef Klemperer i ‘Suspiria’

Det virker nærmest, som om der er en usagt regel imellem dem om, at hvert projekt skal indeholde mindst en ny udfordring. Hvilket også var noget af det, Guadagnino lærte, da han så Argentos hovedværk for første gang.

»’Suspiria’ viste mig, at det handler om ikke at være bange for at springe ud over klippen og forlade det sikre, når man laver film. Den film er fuldkommen fri til at gøre hvad som helst, den har lyst til – blandt andet at bruge vold, der både er eksplicit og eventyrlig. Den frigiver aggression til publikum med den her utroligt sensoriske sammensætning af billede og musik«, fortæller instruktøren om Argentos ’Suspiria’.

Forstyrrende oplevelse

Ambitionen for Guadagninos version var at genfinde den energi, han mærkede som teenager, og samtidig give publikum den mest forstyrrende oplevelse tænkeligt. Resultatet kalder han sin mest personlige film til dato.

Han var aldrig i tvivl, om historien ville fungere 41 år senere. For selvom Tilda Swintons gestaltning af filmens eneste mandlige karakter efter fire timer i makeupstolen er blevet tolket som et indspark i Metoo-debatten, og filmens opgør med autoriteter er blevet læst som en kommentar på nutidens politiske klima, er ’Suspiria’ ikke et forsøg på at skabe en analogi over nutiden.

Dakota Johnson i ‘Suspiria’

Sponsoreret indhold
Hvordan blev »a fat boy from nowhere« en superstjerne?
Kom tæt på en af musikhistoriens største legender i det storslåede drama om Elton John. Læs fem gode grunde til at se ‘Rocketman’ her.
UIP

Guadagnino ville derimod dykke ned i tidsperioden omkring 70’erne, der var så definerende for samfundet i dag. Hvor Dario Argentos ’Suspiria’ foregik i et vakuum i et afsondret sydtysk samfund, placerer Guadagnino sit dansekompagni i hjertet af Vestberlin anno 1977 – året, Argentos film udkom – hvor daglige terrortrusler fra Baader-Meinhof-gruppen skaber kaos.

»Vi er alle sammen børn af den æra. Det var en tid med uro, undertrykkelse og oprør, så det er interessant at se, hvordan Darios film var ret afskåret fra det. Eller nok rettere prøvede at omfatte de ængstelser i sin farverigdom. Jeg ville prøve at være mere bogstavelig omkring det og rent faktisk bruge det historiske miljø«, fortæller instruktøren.

Lyden af en generation

Den historiske forankring er bare en af mange måder, hvorpå Guadagnino har genopfundet materialet.

Han har også gjort en dyd ud af at fjerne enhver visuel lighed med Argentos distinkte, ekspressive stil. Farvepaletten er fuldkommen drænet og præsenterer adskillige nuancer af brun og grå, mens musikken fra Thom Yorke er langt mere melankolsk end The Goblins ikoniske og voldsomme score til originalen.

Guadagnino vidste, at Yorke var den rette mand til jobbet, selvom sangeren aldrig havde lavet filmmusik før.

»Jeg gerne ville have lyden af en generation. Vores generation. Og Thom er den stemme. En ting, vi kan sige med sikkerhed, er, at Thoms score er ekstraordinært«, siger han med et smil.

Når italieneren fortæller om filmen, mærker man, hvor gennemarbejdet hver en detalje er. Han skriver nærmest aldrig sine egne manuskripter, men alligevel formår han at skabe personlige film, der bærer hans særlige øje for detaljen og sanseligheden, som når begæret flyder over i ’Call Me by Your Name’, der er baseret på bogen af samme navn.

Instruktørens særlige blik kommer også til udtryk, når snakken falder på digitale effekter:

»Jeg er ikke en stor fan af CGI for at være ærlig. Jeg synes, det er en disciplin i filmkunst, der er for ung til at benytte. Jeg udfordrer alle til at modsige mig, når jeg siger, at selv når man ser de største big budget-film fra fem år siden, så ser det grimt og falskt ud«, siger han uden at blinke.

Oprindeligt havde Amazon, der har produceret ’Suspiria’, sat en fjerdedel af budgettet – fem millioner dollars – af til digitale effekter. Alt, alt, alt for meget ifølge italieneren, som endte med at få presset udgifterne ned på 200.000 dollars. Han bebrejder dem dog ingenting:

»De er jo amerikanere – de kan ikke gøre for det«.

Kom til landets første visning af ’Suspiria’ på mandag 19.30 i Empire Bio – læs mere HER.

Læs også: Anmeldelse – Radiohead-frontmand Thom Yorke spreder uhygge med alsidigt horror-soundtrack

Læs også: Luca Guadagnino skal filmatisere legendarisk Bob Dylan-album