’Shoplifters’: Årets guldpalmevinder knuser hjertet indefra
Hirokazu Koreeda er særdeles feteret herhjemme. Alle hans film bliver vist i de danske biografer, og det er der vist ikke andre japanske instruktører, der kan bryste sig af. Men det er med god grund. Koreeda mestrer den for Japan så karakteristiske slice-of-life-stil, hvor man som tilskuer føler, man træder ind i en anden virkelighed. Hans realistiske dialoger, hvor samtalen flyder som pingpong mellem karaktererne, føles så ægte og impulsive, for eksempel i hans mesterværk ’Still Walking’.
Hos Koreeda er der ofte ingen store konflikter eller en stor plotudvikling, ligesom der er meget lidt eksponering. I stedet fokuserer hans film på det mellemmenneskelige drama, mere end ofte i familiens rammer. Konflikterne er nok fejet under gulvtæppet, men følelserne er store og ægte. Samtidig er der noget helt særligt japansk på spil i Koreedas film, ofte i det voldsomme sammenstød med landets stærke traditioner og en ny globaliseret modernitet, der er helt unik, men også efterlader mange mennesker i randeksistenser på grænsen til eller i ekstrem fattigdom.
I ’Shoplifters’, der vandt Guldpalmen på årets Cannes-festival, følger vi også en familie, om end en umage én af slagsen. Faren Osamu (den evige Koreeda-proletar Lily Franky) og moren Nobuyo bor med deres søn Shota samt morens søster og mor Hatsue (Koreedas evige bedstemor Kirin Kiki), der klipper tånegle, så de lander i nudelsuppen under aftensmaden. De bor i et forfaldent lille hus, der emmer af fortidens storhed, hvor man havde karper i den lille dam i haven, men nu er rodet og trangt. Det står omgivet af modernitetens frontsoldater – de høje betonboligblokke – og er eftertragtet af ejendomsmæglere, der vil rive det ned og bygge etageboliger.
Forældrene har hårdt manuelt arbejde, men familiens lever primært af bedstemor Hatsues pension og så organiserede rapserier i supermarkeder, hvor far og søn i parløb vælter slik og instant nudler ned i rygsække og lommer. Efter et vellykket togt støder far og søn på en lille pige Yuri, der fryser og er sulten. De tager hende hjem for at give hende et varmt måltid, men opdager, at hun er blevet udsat for voldelige overgreb, og hurtigt bliver hun en del af den lille røverfamilie.
Fokus i filmen er, hvad der binder mennesker sammen. Om det er blod, penge, sex eller hemmeligheder. Familien har lavet deres eget lille bolværk mod det moderne liv og det til tider hjerteløse sociale system, og selvom deres moralske kompas nok peger i den forkerte retning (og mere end man umiddelbart tror), har de hjertet på rette sted. De har valgt selv at definere værdierne og grundlaget for deres samvær, ofte på andres bekostning.
Filmens store trick er dog at glide ubemærket ind i hjertet for at knuse det indefra til sidst. Man kan i starten følge sentimentaliteten, strygerne og den lille pige Yuris store våde mangaøjne op afstand, men før man har opdaget det, har man fuldstændig accepteret den virkelighed, man ser udfoldet på lærredet.
Måske dvæler Koreeda lidt for meget i de samme sætstykker. Men det tager ikke fra ’Shoplifters’, at det er en af de mest følelsesmæssigt overrumplende film, jeg har set længe.