’The Romanoffs’: ’Mad Men’-forfatters nye store serie er et babelstårn af klicheer
Tre et halvt år er der gået, siden sidste afsnit af ’Mad Men’ rullede over skærmene, og vi efterlod en mediterende Don Draper i et hippie-kollektiv efterfulgt af den famøse Hilltop-reklame for Coca-Cola anno 1971, som endte Matthew Weiners banebrydende serie.
Nu er Weiner tilbage. Og forventningerne til opfølgeren er naturligvis i top. Men ’The Romanoffs’ er ingen ’Mad Men’. Naturligvis bør man afholde sig for slette sammenligninger, og enhver serie fortjener at blive bedømt på sine egne meritter. Desværre er de denne gang til at overse.
’The Romanoffs’ er en antologiserie på otte afsnit, som tager udgangspunkt i den russiske Romanov-familie, som mange måske er mest bekendt med fra tegnefilmen ’Anastasia’ fra 90’erne.
Romanov-familien var et dynasti, som regerede Rusland fra begyndelsen af 1600-tallet og indtil 1917. I 1918 blev 18 af dens medlemmer henrettet af bolsjevikkerne hen mod slutningen af Første Verdenskrig under den russiske revolution. Resten af familien flygtede til udlandet. Sidenhen stod flere frem og hævdede at være af Romanov-slægt. Flere var imidlertid bedragere, som så deres snit til at udnytte de royale og aristokratiske gaver, det symbolske navn indebar.
Det er med udgangspunkt i dette historiske stamtræ, at Weiner har skabt en fortælling om såvel de ægte som de falske afkom af Romanov-slægten. Hvert afsnit præsenterer en ny historie – en ny (wannabe-)efterkommer et nyt sted i verden.
I første afsnit befinder vi os i Paris hos en ældre fornem dame, Anushka (Marthe Keller). Hun besidder de typiske aristokratiske karakteristika, man nemt kan forestille sig: fordomsfuld, racistisk, snobbet. I Paris bor også hendes amerikanske nevø, Greg (Aaron Eckhardt), med sin franske kæreste Sophie (Louise Bourgoin). Galt går det, da den unge muslimske hjemmehjælperske Hajar (Inès Melab) må træde til og stoisk stå imod de racistiske holdninger, men langsomt opblødes hierarkiet kulminerende i en håbløs, romantisk konstellation.
Næste afsnit er vi på amerikansk grund under forstadens illusionsløse lys, hvor vores hovedperson Michael Romanoff (Corey Stoll) går til parterapi, som han knap nok kan koncentrere sig om. Men da han kaldes til jurytjeneste og ser den smukke, mystiske engelske kvinde Michelle (Janet Montgomery) bøje sig ned foran vandkøleren, bliver hans lumre blik afsæt for en manipulativ tour de force, der sender konen på cruise og ham ind i et løgnagtigt forløb, som kun fremskriver hans ynkelige facon inden den humoristiske, men platte slutning.
Tredje og bedste afsnit residerer i Østrig under en lettere vanvittig indspilning af en serie om Romanov-familien. Her ankommer den feterede skuespillerinde Olivia Rogers (Christina Hendricks) til et slot, hvor en miniserie om familien indspilles under ledelse af den hårde og efterhånden mere og mere maniske instruktør Jacqueline (Isabelle Huppert). Langsomt opløses forholdet mellem mani og virkelighed, og det er til tider interessant, om end igen uforløst i sidste ende.
Hver for sig er det hverdagsscenarier om mennesker, der i trit med deres arv føler sig berettiget til både racistiske holdninger, magt, jurymanipulation og kunstnerisk bemyndigelse.
Det klæder den flotte fortælling at rejse rundt i verden, men det er hårrejsende, hvordan den sammenbrygger en så lemfældig omgang af forslidte troper. Aristokratiske franskmænd, intellektuelle samtaler over smøger, ost og vin, lumre mænd med sexistiske blik, utroskab, hårde instruktører, småperverse method-actors. Stereotyperne står skrevet med fed typografi, der overskygger enhver form for formål.
’Mad Men’ havde succes med at udkrystallisere det største drama i de mindste relationer. I blikkene, gestikken, dialogen, stilheden. Emner som kvindefrigørelse og borgerrettigheder stod tydeligere frem i lyset af en strukturel maskulin dominans, og det gav et af serieverdenens mest sammensatte tidsbilleder nogensinde.
Heroverfor behandler ’The Romanoffs’ sine problematikker skødesløst. Kontroverserne udmunder i ingenting. Når hvide lumre mænds opførsel fremstilles mere berettiget end det kvindelige perspektiv, klinger det af Woody Allen, når han er værst. Humoren omsættes aldrig rigtigt til skarp satire.
De halvanden time (!) lange afsnit bliver langsomt bedre. Men ’The Romanoffs’ er stadig som den ældre parisiske lejlighed i første episode: Flot, selvfed og tom.
Kort sagt:
Det er med store forventninger, at man imødeser ’Mad Men’-skaberen Matthew Weiners nye store satsning – en antologiserie på otte afsnit om det russiske dynasti, Romanov-familiens efterkommere. Desværre er de tre første afsnit et babelstårn af selvfede klichéer.
Anmeldelsen er baseret på de første tre afsnit.