Ugens streamingtip: Amerikansk perle smadrer hævnfilmens konventioner

Ugens streamingtip: Amerikansk perle smadrer hævnfilmens konventioner
Macon Blair i 'Blue Ruin'
Mange føler nok, at de kender hævngenren til hudløshed. Men Jeremy Saulniers ’Blue Ruin’ vender den fuldstændigt på hovedet og viser, hvor uglamourøst det ville se ud, hvis du og jeg besluttede os for at tage sagen i egen hånd.

Ugens streamingtip. En mand kommer hjem til sin kone og finder hende myrdet. Han forsøger at få hjælp af politiet, men da de arbejder for langsomt, tager han sagen i egen hånd. Efter megen modgang finder han frem til morderen og tager sin velfortjente hævn og opnår emotionel forløsning.

En aftapning af dette grundplot er blevet destilleret til utallige hævnfilm. Fra ’John Wick’ til ’Gladiator’, ’Kill Bill’, ’Taken’-filmene, og man kunne blive ved.

Den driftsbetonede lyst til selvtægt – og publikums impulsive higen efter gammeltestamentlig retfærdighed, der er mere acceptabel på skærmen end i virkeligheden – er motoren i vigilante-genren, og ikke underligt har det gennem tiden ofte ført til kritik af filmenes glorificering af hævnakten. For som publikum føles det jo godt, og jo mere skurken lider, jo bedre.

Men sådan er virkeligheden jo ikke. Slet ikke. Og det viser ‘Blue Ruin’.

Er hævnen sød?

Den lille, Kickstarter-finansierede amerikanske film fra 2013 blev det store gennembrud for instruktør Jeremy Saulnier, som senere har stået bag den klaustrofobiske ‘Green Room’ og senest Netflix-filmen ‘Hold the Dark’.

’Blue Ruin’ handler om Dwight, der ved første øjekast ligner en bums. I filmens første scene sidder han med langt og uglet hår og skæg i et badekar og er ved at vaske sig. Pludselig hører han en lyd – familien, der bor i huset, er kommet hjem. Dwight hopper nøgen ud af badeværelsesvinduet og skynder sig tilbage til den bil, han bor i.

Dwight er hjemløs og har ingen menneskelig kontakt i filmens første, ordløse minutter. I hvert fald indtil en politibetjent opsøger Dwight og fortæller, at »han bliver løsladt«. En avisoverskrift afslører, at den løsladte, hvis navn er Wade, var dømt for dobbeltmord. Mere får vi ikke at vide, før Dwight kører afsted og opsøger den løsladte, der fejrer sin frihed med sin familie. Dwight gemmer sig på toilettet, og da han ser sit snit, stikker han en kniv i tindingen på Wade.

Macon Blair i ‘Blue Ruin’

Sponsoreret indhold
Tag et smut med Iris Gold til Berlin
Iris Gold har en travl kalender, der har bragt hende en tur til Berlin. Turen byder både på Michael Jackson-inspirerede sceneoutfits og en meget høflig JBL-højttaler.

Hvem er Dwight? Hvorfor slog han Wade ihjel? Som publikum er man hensat til uvisheden, og derfor føler man ikke andet end ubehag ved det voldsomme mord, der er skildret med brutal realisme. Dwight selv viser ingen tegn på lettelse.

Kort efter mordet har Dwight en kort ordudveksling med en ung dreng fra Wades familie: »Did you hurt Wade?«, spørger drengen. »Yeah, Wade hurt my parents«, svarer Dwight. »I don’t think he did«, siger drengen. Dwight skjuler det, men hele hans verden vælter. Motivet for hans hævnakt, og dermed også hans emotionelle forløsning, evaporerer.

En mand, der ikke eksisterer

Først her starter hovedplottet for alvor, for Dwight har i kampens hede efterladt sin bil, der tilhørte hans afdøde forældre. Bilen kan spores tilbage til forældrenes hus, hvor Dwights søster nu bor med sin familie. Han må få sin søster i sikkerhed og konfrontere Wades familie, der (også!) er ude efter hævn.

En stor del af filmens succes skal tilskrives Macon Blairs præstation i rollen som Dwight. Han ligner ikke hovedpersonen i en selvtægtsfilm. Han ser blød og almindelig ud, især efter han bliver klippet og barberer sit skæg. Mest af alt ser han faktisk lidt ynkelig ud, hans øjne er triste, og når han snakker, er det svagt og monotomt.

Macon Blair i ‘Blue Ruin’

Dwight lader knapt nok til at eksistere ved filmens start, ødelagt af traumet over forældrenes død og ude af stand til at finde fodfæste eller stifte familie, som søsteren har gjort. Man drages af ham, selvom man samtidig føler en slags nedladende sympati for ham. Og takket være Blairs underspillede præstation tvivler man aldrig på, at Dwight faktisk er i stand til at udføre de voldshandlinger, han gør.

Selvtægt uden glamour

Selvom man langsomt lærer mere om Dwights motiver, sætter man samtidig spørgsmålstegn ved, om mordet på Wade var nødvendigt. Det starter nemlig en lang altødelæggende voldsspiral.

Sponsoreret indhold
Har du nerver til en ny omgang ’True Detective’?
Se Mahershala Ali brillere i den intense sæson 3 på HBO Nordic.
HBO Nordic

Wades familie er både usympatiske og åbenlyst kriminelle, men deres higen efter hævn er på mange måder lige så berettiget som Dwights.

Når den uundgåelige vold bryder ud, er det med en rå brutalitet, der er uendeligt langt fra ’John Wick’s underholdende shoot outs. I ’Blue Ruin’ går det stærkt, og det gør ondt. Og sår forsvinder ikke, så de skader, Dwight påtager sig, er med ham resten af filmen.

Amy Hargreaves som Dwights søster i ‘Blue Ruin’

Selvom trådene samles i et voldsomt klimaks, efterlades man stadig næsten lige så uforløst som ved mordet på Wade i begyndelsen. Her er ingen katarsis. Selvtægten er uden glamour, hævnen utilfredsstillende. Er der lavet en mere realistisk, naturalistisk hævnfilm end ’Blue Ruin’? En film, hvor man i så høj grad føler for hævnerens projekt, men samtidig kan se, at det ingen lykke bringer ham? Er der nogen anden film, der kommer så tæt som ’Blue Ruin’ på at vise, hvordan det ville se ud, hvis du og jeg – almindelige mennesker uden Hollywood-evner – ville have hævn?

’Blue Ruin’ skriver sig ind i en række af film som ’Oldboy’ og ’Memento’, der river og rusker i en fortærsket genre med et dybt foruroligende resultat.

’Blue Ruin’ kan streames på Blockbuster, Plejmo, iTunes og SF Anytime.

Advertisement