Viggo Mortensen filmede ‘Ringenes herre’-scene omgivet af aktive bomber – til Peter Jacksons store skræk

Viggo Mortensen filmede ‘Ringenes herre’-scene omgivet af aktive bomber – til Peter Jacksons store skræk
Viggo Mortensen som Aragorn i 'Ringenes herre'

Selvom tilblivelsen af Peter Jacksons højtelskede ‘Ringenes herre’-trilogi er blevet nærstuderet af fans, blandt andet igennem filmenes omfangsrige dvd-ekstramateriale, er der stadig historier, der ikke er blevet fortalt.

En sådan historie fremgår af den kommende bog ‘Anything You Can Imagine: Peter Jackson and the Making of Middle-Earth’, skrevet af Ian Nathan, der i detaljer gennemgår filmenes produktion.

Det drejer sig om en ikonisk scene fra ‘Kongen vender tilbage’, hvor Aragorn, spillet af Viggo Mortensen, opildner sine tropper med en tale, inden det sidste store slag ved The Black Gate.

Området, hvor scenen blev filmet, havde tidligere været brugt til træning af New Zealands militær. Derfor lå der en stor mængde artillerigranater i området, der stadig var aktive og kunne eksplodere. Militæret afmærkede derfor en sikkerhedszone, hvor filmholdet kunne optage uden at være i fare for at springe i luften. 

Men da scenen skulle filmes, valgte Mortensen at improvisere og red uden for sikkerhedszonen, til Jacksons store skræk.

»Jackson husker at stå og vente på eksplosionen,« skriver Nathan i bogen. »Efter at havde fundet den perfekte Aragon ville de blot se ham blive sprunget i luften af en gammel newzealandsk bombe«.

Heldigvis for Mortensen, Jackson og alle verdens fantasy-fans, skete der som bekendt intet, og Mortensen red tilbage i sikkerhed og filmede resten af scenen som planlagt.

Læs også: Peter Jackson har restaureret 100 timers optagelser fra Første Verdenskrig – se det mageløse resultat

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af