Se Carl Mørck og Assad sætte hårdt mod hårdt i nyt fraklip fra ‘Journal 64’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Christoffer Boes ‘Journal 64′ storhitter lige nu i de danske biografer. Over 680.000 danskere har indløst billet til Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares’ sidste ombæring i de ikoniske roller som Carl Mørck og Assad fra Jussi Adler Olsens Afdeling Q-serie.

Boes kapitel i den folkekære filmserie er mørkere end nogensinde før. I ‘Journal 64’ kommer Carl Mørck og Assad på sporet af en hemmelig organisation, som har steriliseret kvinder siden 1960’erne for at holde den nordiske race ren.

Og det nyeste fraklip dyrker i den grad dét mørke.

Her er politimakkerparret ved at spore sig ind på organisationens bagmand, men de mangler det endegyldige bevis på hans nazi-inspirerede ugerninger. I klippet, som ikke kom med i selve filmen, opsøger de en af abortlægen Curt Wads medsammensvorne, som er i færd med at brænde beviser af i baghaven. Og Assad tager ham under kærlig behandling, når han »lægger pres på«.

‘Journal 64’ markerer sidste gang Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares kan ses i rollerne som Carl Mørck og Assad, inden rettighederne overgår til Nordisk Film. Men alt tyder på, at duoen slutter af med et brag. ‘Journal 64’ er nemlig godt på vej til at overgå ‘Fasandræberne’, som er den, indtil videre, mest sælgende film i serien med over 750.000 solgte billetter.

Læs også: Anmeldelse af ‘Journal 64’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af