’Flight of the Conchords: Live in London’: Komplet åndssvagt – åndssvagt sjovt

’Flight of the Conchords: Live in London’: Komplet åndssvagt – åndssvagt sjovt
Flight of the Conchords på scenen, live fra London.
4 6
Comedyshow
Skabere

Jemaine Clement og Bret McKenzie

Spilletid

85 min.

Kan ses på HBO Nordic

En doven lørdag for ni år siden lå jeg på en kammerats sofa og stenede Zulu, da to lettere usoignerede mænd tonede frem på skærmen. De sad begge med en guitar i skødet og gav sig til at spille nogle virkeligt mærkelige numre om en racistisk drage og en rap-battle mellem en flodhest og et næsehorn.

»Hvad fanden er det her?« sagde jeg til min ven, og havde vi ikke været så ødelagte af tømmermænd, at ingen af os orkede at rejse os efter fjernbetjeningen, havde vi skiftet kanal på stedet.

Ti minutter senere var vi flade af grin.

Det var mit første møde med den selvudråbte »næsten-prisvindende, fjerdemest populære folkduo i New Zealand«, ’Flight of the Conchords’. En komikerduo udgjort af Jemaine Clement og Bret McKenzie, som blev kult med deres selvbetitlede HBO-serie, der sluttede i 2009. Nu er de tilbage med en ny comedy special på HBO Nordic, optaget i koncertsalen Hammersmith Apollo i London tidligere på året.

De har soigneret sig til lejligheden, og håret er blevet gråt i spidserne. Men de er heldigvis de samme underfundige rimsmede og bedragerisk dygtige musikere, og det er svært ikke at blive charmeret af deres cocktail af snurrige sange og knastør deadpan-dialog.

Som enhver reunion-koncert er showet en blanding af nye og gamle numre, og skønt publikum selvsagt modtager sidstnævnte med størst begejstring, lever det nye materiale op til bandets evergreens. Teksterne kredser om alt fra menneskehedens udryddelse (»we used poisonous gasses / and we poisoned their asses,« praler robotterne) til et homoerotisk kærlighedsmøde mellem Stana og hans dobbeltgænger Anats (begge anagrammer for Satan – satanagrammer), som »used to be slayin’ and slayin’ and slayin’, now they’re gayin’ and gayin’ and gayin’«.

Sponsoreret indhold
Sadisme og selvironi – Lars von Trier er tilbage
Matt Dillon brillerer som seriemorder i det kontroversielle nye Trier-værk: ‘The House That Jack Built’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

Sådan er det hele vejen igennem. Komplet åndssvagt. Og åndssvagt sjovt. Ikke dermed sagt at man krampegriner sig gennem koncerten. Ofte nøjes man med at trække på smilebåndet eller udstøde et fnis over et finurligt rim eller et barokt rollespil, der fortsætter ad absurdum.

Men man er i godt selskab med Clement og McKenzies selvudslettende personaer, der kontant ironiserer over deres egen totale mangel på rock and roll-attitude med anekdoter fra deres vilde liv on the road med gratis muffins og elevatorer, der går i stå. Eller, egentlig havde de bare glemt at trykke på knappen, fordi de begge fejlagtigt troede, at den anden havde gjort det. Men stadigvæk.

Og så er de altså aldeles fremragende musikere, hvilket nok er det, der – sammen med større grad af subtilitet – udmærker dem i forhold til eksempelvis Weird Al eller Lonely Island. De kan begå sig på hele paletten af genrer (jazz, soul, reggae, elektropop, folk, hiphop) og kreere numre, man har lyst til at genhøre for musikken mere end ordene.

Nogle af sangene er faktisk ikke engang særligt sjove. Som ‘Bowie’, en af de gamle, der er en enormt præcis pastiche over David Bowies eksperimenterende rumperiode, som nu bliver ligefremt rørende efter spaceman’s død. Eller den velaflyttede Pet Shop Boys-parodi ‘Inner City Pressure’.

En gang imellem er det, som om den enorme koncertsal bliver lige lovligt stor til duoens lavmælte act. Og nogle vil måske finde løjerne en tand for fjollede i en tid, hvor megen moderne komik vender blikket mod den værre verden, vi lever i.

Men det var alligevel en lise at blive transporteret tilbage til min vens sofa, som jeg blev, da Jemaine Clement og Bret McKenzie i går aftes tonede frem på min computerskærm og sang deres mærkelige sange, ni år efter at jeg mødte dem for første gang. Ti minutter senere var jeg flad af grin.


Kort sagt:
Kultduoen ‘Flight of the Conchords’ er tilbage med nyt og gammelt i fornøjeligt reunion-show, der understreger, at de er både komiske og musikalske smågenier.

Læs også: Anmeldelse af ‘Adam Sandler: 100 % Fresh’ – man kun holde af selskabssangeren Sandler

Advertisement