Dakota Johnson lægger opgivende hovedet på bordet: »Er det virkelig den slags spørgsmål, I vil stille mig?«, spørger hun og kigger udfordrende på os fem journalister.
Vi er cirka halvvejs igennem det 20 minutter lange gruppeinterview, som skuespilleren gør klart, at hun ikke bryder sig det mindste om. Hvilket man godt kan forstå, når hun bliver spurgt om ting som: »Åh, du laver mad? Hvilken slags mad? Kan du lide italiensk madlavning?«.
Det er ikke den slags spørgsmål, jeg vil stille.
Jeg vil forsøge at komme bag facaden på den mystiske filmstjerne, som spiller hovedrollen i Luca Guadagninos arthouse-gyser ’Suspiria’, der har verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig, som danner ramme for vores møde.
Jeg vil vide, hvorfor hver eneste rolle rammer hende så hårdt som et angstanfald.
Og så vil jeg forstå, hvorfor hun både medvirker i nogle af mine yndlingsinstruktørers mest lovende projekter og samtidig takker ja til at medvirke i film som ’Fifty Shades’-serien og ’Single i New York’.
Et uhyre bredt spænd af roller, der har gjort det nærmest umuligt at vide, om Johnson vil være glamourøs filmstjerne eller seriøs karakterskuespiller. Og som i øvrigt også er årsagen til, at halvdelen af de fremmødte journalister er mere interesserede i hendes forhold til det italienske køkken end hendes nye film.
Og mit foretagende lykkes faktisk, så godt som det nu kan lykkes, når man møder et menneske i 20 minutter – stik mod forventning, efter adskillige bump på vejen.
Filmstjernen Dakota Johnson
For det bliver hurtigt tydeligt, at Dakota Johnson har to sider. Hun veksler ind og ud af rollen som ung og åbenhjertet skuespiller, der gerne fortæller om sin egen hypersensitivitet og det hårde karakterarbejde, som hun elsker. Og så… tja, en anden mere indelukket rolle, som man skal være heldig, hvis man får mere end en enkelt stavelse ud af.
Det lærer mine medjournalister og jeg på den hårde måde i løbet af spørgerunden:
Hvilke forventninger har du til film på nuværende tidspunkt i din karriere, og hvad kunne du godt tænke dig at lave i fremtiden?
»Alt«.
Vil det sige alle slags roller…?
»Jeg vil gerne lave alle forskellige slags film. Og sådan er det. Jeg elsker mit job. Jeg elsker at lave film. Jeg behøver ikke nogen bestemt grund. Det er bare sjovt«.
Så når du vælger en rolle, vægter du for eksempel ikke arthouse højere end mainstream?
»Jeg tror, jeg får forskellige former for nydelse af forskellige ting«.
Hvad får du så ud af store kommercielle film?
»Platformen til at lave arthouse«.
Det er Dakota Johnson i rollen som filmstjernen Dakota Johnson, der svarer med armene over kors. Hende der spiller Anastasia Steele i ’Fifty Shades of Grey’, og som Johnson siden har forsøgt at lægge bag sig med roller i indiefilm som ’Bad Times at the El Royale’ og så selvfølgelig Luca Guadagninos voldsomme, danmarksaktuelle ’Suspiria’. Sidstnævnte vil hun heldigvis gerne tale om.
»Jeg ville gøre alt med Luca. Hvis han bad mig om at stå på hænder i de næste seks måneder, ville jeg gøre det«, fortæller Johnson, da jeg spørger hende, hvad der tiltrak hende ved rollen som den amerikanske dansestuderende Susie Bannion, der rejser til Berlin for at studere ved et prestigefyldt dansekompagni, som viser sig at være hjemsøgt af mørke kræfter.
Mennesket Dakota Johnson
Samarbejdet med Guadagnino, der fik sit brede gennembrud med ’Call Me by Your Name’, startede for tre år siden, da Johnson blev fløjet til den lille italienske ø Pantelleria, hvor instruktøren var i færd med at optage sin Hollywood-debut ’A Bigger Splash’.
Hun var blevet kaldt ind til en audition i sidste øjeblik, da Margot Robbie havde forladt filmen i utide. Det var få måneder, efter Johnson havde fået sit store gennembrud med den første ’Fifty Shades’-film og små fem år efter hendes filmdebut med en lille, men mindeværdig birolle i David Finchers ’The Social Network’.
Da hun blev mødt af filmens øvrige hovedroller Tilda Swinton, Ralph Fiennes og Matthias Schoenaerts, som ville læse manuskriptet igennem med hende, fik hun et mindre panikanfald. Hun mente slet ikke, at hun kunne bære rollen (som hun fik). Sådan har hun det stadig den dag i dag, når hun kaster sig over et nyt projekt, fortæller Johnson.
»Jeg gennemgår faser, når vi optager, det tror jeg, alle gør. Særligt i præproduktionen, lige inden vi skal til at starte, har jeg det sådan: ’Fuck det her. Jeg kan ikke klare det. Jeg er ikke god nok. Det her er dårligt, og jeg bør stoppe. Jeg er en fejl. De har lavet en fejl. Det er alt sammen en løgn. Godnat!’ Og så kommer jeg mig over det«.
»Jeg er først ved at lære, hvornår jeg bare er nervøs, og hvornår jeg får angst. Jeg tror, det er noget, som sker med erfaringen, og når jeg modner og forstår mig selv bedre som skuespiller og som filmskaber«.
»Lad være med at lægge ord i munden på mig«
Når Dakota Johnson endelig åbner op, er hun ærligere, end man ville forvente af en, der let som ingenting kan risikere at få sit navn sværtet til i medierne og karrieren skrinlagt over en udtalelse.
Det er ikke, hvad man ville forvente sig af en skuespiller, der fra barnsben har været i mediernes søgelys på grund af sine filmstjerne-forældre Don Johnson og Melanie Griffith, som hyppigt optrådte i tabloidpressen, blandt andet som følge af at de blev gift og skilt to gange.
Dakota Johnson kender skrækhistorierne. Også fra sin mormor Tippi Hedren, der fik smadret sin karriere som skuespiller, da hun afviste Alfred Hitchcocks tilnærmelser under optagelserne til ’The Birds’ og ’Marnie’.
Men kendisfamilien er heller ikke noget, Johnson gider snakke om.
»Lad være med at lægge ord i munden på mig«, siger hun, da hun bliver spurgt, hvorvidt hendes fascination af magtfulde, kvindelige karakterer har noget at gøre med, at hun voksede op omgivet af stærke kvinder.
Hun vil hellere fortælle om skuespillet og udfordringerne ved at arbejde sammen med nytænkende instruktører om krævende roller:
Som forberedelse til ’Suspiria’ brugte Johnson seks måneder på at træne sin krop op til de mange dansescener. Når hun fik fri fra optagelserne på ’Fifty Shades – Freed’, tog hun i dansestudiet og øvede sig. Og det hårde program blev kun intensiveret, da optagelserne til ’Suspiria’ gik i gang.
»Det var ligesom at lave en film og så være professionel danser på samme tid! Når vi optog en del af filmen, ville vi også arbejde på dansene, som vi skulle optage ugen efter. Jeg ville øve mig på dem efter arbejde og virkelig bare give den hele armen. Det var helt klart en udfordring, og nogle gange følte jeg mig bange, og som om jeg ikke kunne klare det. Men det kunne jeg«, fortæller hun.
Terapi
Dakota Johnson vil egentlig ikke kendislivet, selvom filmstjernen indimellem kommer op i hende. Hun vil tale sig selv helt ned på jorden og pointerer flere gange, at hun altså bare er et almindeligt menneske med »helt almindelige følelser«.
Da jeg spørger ind til, hvad der gjorde, at hun gik i terapi efter ’Suspiria’, fortæller hun, at hun altid er i terapi. Ikke fordi hun har brug for psykiatrisk hjælp, men fordi terapi hjælper hende med at bearbejde alle de forskellige følelser, hun gennemgår i sine forskellige roller.
»Jeg lærer så meget om hjernen, følelser, andre mennesker og mig selv, når jeg arbejder med en terapeut. Det hjælper mig med mit arbejde og til at forstå psykologien bag alting mere. Og jeg kan godt lide at forstå mennesker«.
»Nogle gange har jeg det, som om jeg ikke forstår mig selv eller grundene til, at jeg har det på en bestemt måde. Nogle gange føler jeg angst eller frygt, uden at vide hvorfor. Så det er godt at arbejde med nogen i et meget trygt miljø. For ofte er miljøer ikke altid trygge for folk i min branche«.
Er det også noget, du leder efter, når du vælger dine roller – en instruktør, du kan arbejde med på samme måde som en terapeut?
»Det føles rigtigt godt at stole på en instruktør. Det er jeg ved at lære. Selv hvis en rolle eller en historie er helt, helt utrolig, men jeg føler, at jeg ikke kan stole på instruktøren, så er det nok et rødt flag«.
Er det sket før?
»Ikke for mig. Men jeg har helt klart styret uden om forskellige roller. Jeg tror, det er meget vigtigt at have et tillidsfuldt og sikkert miljø, når man laver film. For man arbejder med følelser og mennesker. Det er skrøbeligt«.
Elsker Lars von Trier
Det var her omkring, interviewede sluttede efter 20 minutter i september måned, dagen efter ’Suspiria’s verdenspremiere. Dengang følte jeg ikke, at jeg var kommet meget nærmere en forståelse af Dakota Johnson. Måske var det, fordi hun havde virket så høfligt ufrivillig til at gå ind i halvdelen af spørgsmålene, eller fordi en stor portion af tiden gik med at snakke om hendes rejsevaner og madlavningsevner.
Men nu, snart to måneder og en gennemlytning af båndet senere, føler jeg faktisk, at jeg forstår hende bedre. Det er i hvert fald svært ikke at blive en smule imponeret af Johnsons konstante søgen efter roller, der ikke bare udfordrer hende som skuespiller, men også som person, når hun bliver tvunget til at konfrontere sig selv med sin hvirvelvind af følelser. På den måde lyder hun mere som skuespiller skabt til europæisk arthouse end som en Hollywood-stjerne.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at hun vil skuespillet seriøst. Som hun selv siger, er hun tiltrukket af de film, som får folk »til at tænke og til føle ting«. Og selvom ’Fifty Shades’-filmene kan siges at falde ind i den mindre flatterende ende af den kategori, så virker det, som om hun nu er anderledes kunstnerisk motiveret i sine rollevalg.
Guadagnino har allerede bragt hende på tale som Armie Hammers kone i fortsættelsen til ’Call Me by Your Name’, men hun er også klar til at gå langt mørkere vej. Adspurgt om næsten skridt netop kunne være en film af Lars von Trier, svarer hun:
»Det ville være skønt! Jeg elsker hans film«.
Læs også: Luca Guadagnino har fantaseret om sin vilde ’Suspiria’-film, siden han var 14